Fra Scorsese til Winding Refn: 15 film, vi glæder os ustyrligt til i 2016

’The Revenant’ kickstarter senere på måneden et forhåbentligt fænomenalt filmår, der også byder på nyt fra Scorsese, Refn og Coen-brødrene. Få overblikket over de på papiret mest spændende engelsksprogede titler her.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Revenant’

Når man som glødende cineast ser en scene som ovenstående, er det svært ikke at fnise i fryd over udsigten til at genopleve den på et biograflærred.

Alejandro González Iñárritu og hoffotografen Emmanuel Lubezki spiller igen med de store filmmuskler i ’The Revenant’, opfølgeren til sidste års Oscar-sluger ’Birdman’, der bragte et trangt teatermiljø til live med veritabel kameramagi.

Her er de skrå brædder dog skiftet ud med den amerikanske vildmark anno 1823, hvor Leonardo DiCaprios pelsjæger Hugh Glass efterlades lemlæstet på skovbunden af Tom Hardys forræderiske følgesvend. Glass udånder dog ikke og indleder i stedet et blodigt hævntogt med fjender i øst og vest – indfødte krigere såvel som sultne bjørne.

Lubezki maler himmelske billeder med naturligt lys, mens DiCaprio sætter liv og lemmer på spil i jagten på Hardy – og måske en gylden gut ved navn Oscar.

Premiere den 21. januar.

Neon demon

 

2. ‘The Neon Demon’

Nicolas Winding Refn ramte jorden med et brag, da han fulgte kulthittet ’Drive’ op med den sært freudianske arthouse-ørkenvandring ’Only God Forgives’.

Nu har han smidt sin forknytte mandlige muse Ryan Gosling på porten og erstattet ham med et ensemble af kvindelige skuespiltalenter – plus Keanu Reeves! Blodet flyder dog stadig i fontæner i ’The Neon Demon’, der velsagtens bliver den mest diabolske fortolkning af modebranchen, filmverdenen endnu har set.

I femi-horrorfilmen sætter Elle Fannings modelaspirant kursen mod L.A.’s skønhedselite, men erfarer straks, at dæmonien lurer uden for rampelyset. Modellerne tyr således til alskens nedrig voodoo for at erobre modemagasinernes forsider.

Premiere den 26. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Spotlight’

Lige nu det bedste bud på en Oscar-vinder for bedste film.

Todd McCarthy er af mange kendt som lidet kildekritisk sensationsjournalist i femte sæson af ’The Wire’, men ved siden af skuespilgerningen har han markeret sig som et unikt instruktørtalent med et bankende hjerte for sine karakterer. Både ’The Station Agent’ med Peter Dinklage som gnavent udskud og ’The Visitor’ med Richard Jenkins i sin hidtidige glansrolle (og det siger en del) er humanistiske indie-perler, der fortjener et langt større publikum, end de har fået.

Med ’Spotlight’ ser McCarthy dog ud til at have fundet en guldrandet sti til bred anerkendelse. Den autentiske historie om den katolske kirkes hykleri udfolder sig i avisen The Boston Globes maskinrum, hvor afdelingen for undersøgende journalistik, Spotlight, forsøgte at løfte tågesløret over kirkens udbredte pædofili.

Mark Ruffalo, Michael Keaton og Rachel McAdams leder det journalistiske frontalangreb i McCarthys bundsolide prissluger.

Premiere den 25. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Hail, Caesar!’

Enhver film af Coen-brødrene er selvskrevet på en liste af denne type.

Det geniale brødrepar med den telepatiske kunstneriske forbindelse har på nær svipserne ’Intolerable Cruelty’ og ’The Ladykillers’ holdt et uhørt højt niveau siden debuten ’Blood Simple’ fra, hold fast, 1984, og deres seneste skud på stammen, ’Inside Llewyn Davis’, erobrede øjeblikkeligt en plads blandt oeuvrets kronjuveler.

Duoen har altid dyrket krydsfeltet mellem drama og komedie, men ’Hail, Caesar!’ hælder mest til det sidste. Det er en nostalgisk kidnapningskomedie med setting i Hollywoods klassiske studieæra, hvor højtravende udstyrsstykker i Cinemascope tog kampen op mod tv’et.

Coen-favoritten Clooney spiller den bortførte Hollywood-hunk Baird Whitlock, mens Scarlett Johansson, Channing Tatum, Tilda Swinton, Ralph Fiennes, Jonah Hill og Josh Brolin også optræder på den absurd stjernespækkede rolleliste.

Premiere den 18. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Zoolander 2’

Med ’Zoolander’ undfangede Ben Stiller en af det ny årtusindes mest quotable komedier, en frydefuldt hjernedød karikatur af modebranchen som en slagmark for really, really, ridiculously good looking people med IQ’er på knap halvtreds.

Dømt ud fra traileren til den længe ventede opfølger fortsætter Stiller i samme spor med en paraderække af kendte cameo-skuespillere: Justin Bieber, Benedict Cumberbatch og Kim Kardashian for at nævne nogle få.

Over et årti er passeret siden Derek Zoolander stoppede en morgenstjerne med sin signaturgrimasse, blue steel, og årene har sat sig som rynker og render på den tidligere topmodel, der nu anskues som et levn fra en antik fortid i modebranchen. Da han hyres til at infiltrere branchens bundkorrupte magtcentrum, øjner han dog et comeback.

Mon ikke gensynet med Stillers selvoptagede modeslæng byder på mere end et enkelt quote til filmkomikkens annaler?

Premiere den 11. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Anomalisa’

Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman har tidligere funklet på arthouse-scenen med hjernevridende indie-perler som ’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og instruktørdebuten ’Synecdoche, New York’ med Philip Seymour Hoffman i depressiv storform, men med stop motion-filmen ’Anomalisa’ strømliner han plotkonstruktionen og digter en simpel historie om en moderne mand kvast under eksistensens tyngde.

Han skriver faglitteratur om kundeservice (!) og tæller ellers de ensartede dage på ruten mod evindelig glemsel. Men midt i det monokrome forbrugersamfund blomstrer håbet pludselig, og i mødet med kærligheden tændes livets gnist på ny.

’Anomalisa’ vandt Juryprisen på sidste års Venedig-festival, og selv traileren truer med at sætte tårekanalerne på overarbejde.

Premiere den 3. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Everybody Wants Some’

Richard Linklater omfavner igen den bittersøde nostalgi i ’Everybody Wants Some’, men ellers har den kommende college-komedie ikke meget til fælles med instruktørens seneste film, det tænksomme 12-års-projekt ’Boyhood’.

Linklater har selv beskrevet filmen som en spirituel efterfølger til sin kultklassiker ’Dazed and Confused’, der gav Matthew McConaughey et gennembrud som hip hedonist med hang til hash og letpåklædte duller.

I ’Everybody Wants Some’ genvækker Linklater sine elskede 80’ere i en coming of age-fortælling om den fotogene freshman Jake, der assimilerer til et kulørt college-miljø med hashhoveder og jocks i et frisindet vakuum mellem ungdom og voksenliv.

Dansk premiere uvis.

Ghostbusters

 

8. ‘Ghostbusters’

Kvindelige Ghostbusters! Hvordan kunne de?!

Man fornemmer en vis skepsis, når snakken falder på Paul Feigs reboot af spøgelsesjæger-komedien over dem alle, men ofte lugter de sure miner af regulær mandschauvinisme. Ønsker man ’Ghostbusters’-serien fredet, så fair nok. Men det er snart sagt umuligt at opstøve et hold af mere talentfulde arvtagere end firkløveret Kristen Wiig, Melissa McCarthy, Kate McKinnon og Leslie Jones.

At det denne gang er kvinder, der smider de alternative støvsugere på ryggen og jager fjollede genfærd, er i det hele taget befriende i en filmindustri, der fortsat tilgodeser det mandlige køn – både hvad angår roller og lønchecks.

Om end det næppe generer nogen, at Bill Murray og Dan Aykroyd dukker op i små roller undervejs.

Premiere den 14. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Midnight Special’

Jeff Nichols skulle bruge to film på at markere sig som en af den amerikanske indie-scenes dygtigste instruktører.

Den originale katastrofefilm ’Take Shelter’ lagde et blytæppe af svanger undergangsstemning over beskueren, men det var med mesterværket ’Mud’, at Nichols åbenbarede sig som en filmmager af guds nåde.

I ’Midnight Special’ ryger ambitionsniveauet endnu et nøk i vejret i en art alternativ superheltefilm om den otteårige Roy, der grundet sine specielle kræfter forfølges af en religiøs sekt. Nichols’ stamskuespiller Michael Shannon (der allerede var med i Nichols fine debut, ‘Shotgun Stories’) er igen øverst på plakaten og får denne gang følgeskab af Adam Driver, Kirsten Dunst og Joel Edgerton.

Dansk premiere uvis.

la la land

 

10. ‘La La Land’

I tilfældet Damien Chazelle vil det vise sig, om det er en velsignelse eller en forbandelse at slå igennem med en film, der var et abrupt biluheld fra rendyrket perfektion.

Hvor ’Whiplash’ var sveddryppende intens og mørk som bare fanden, søger den unge instruktør nye tematiske græsgange i ’La La Land’, en farvemættet musical om forelskelse i Englenes by, dog stadig med jazzmusikken som omdrejningspunkt.

Ryan Gosling og Emma Stone, der dansede dirty i ’Crazy, Stupid, Love’, genforenes som elskende i Chazelles jazzmusical, mens ’Whiplash’-stjernen J.K. Simmons igen indtager en stor birolle – sandsynligvis med færre morbide bemærkninger i denne ombæring.

Premiere den 18. august.

amy adams

 

11. ‘Story of Your Life’

Denis Villeneuve er langsomt ved at tiltvinge sig prædikatet som Hollywoods spændingsmester nr. 1, senest med sidste års ferme kartelkrigsthriller ’Sicario’.

Med ’Story of Your Life’ tager den canadiske instruktør springet fra thrillerens suspense til sci-fi-genrens overnaturlige mystik. Det er interessant af flere årsager, særligt fordi filmen kan anskues som opvarmning til Villeneuves med bæven imødesete ’Blade Runner’-reboot med en genfødt Harrison Ford som replikant(jæger).

Fortællingen om en lingvist, der får til opgave at afkode en flok rumvæseners kryptiske beskeder, klinger af klassisk Spielberg, men det ville undre, hvis mørkemanden Villeneuve afrunder nærkontakten af tredje grad med sød klavermusik mellem racerne.

Dansk premiere uvis.

silence

 

12. ‘Silence’

Martin Scorseses karriere lakker angiveligt mod enden, så det gælder om at nyde mesterens sidste værker i fulde drag.

’Silence’, en filmatisering af Shûsaku Endôs roman af samme navn, er en barsk fortælling om kristen lidelse i 1600-tallets Japan. To præster drager til det østasiatiske rige for at redde den lokale menighed, men inden længe lægger de selv krop og sind til religiøst motiveret tortur.

Scorsese, der i sine unge dage drømte om en fremtid som præst, har før tacklet kristendommens lidelseshistorier i ’The Last Temptation of Christ’, og med det rasende dygtige trekløver Adam Driver, Liam Neeson og Andrew Garfield foran linsen, kan man håbe på nok en vægtig tilføjelse til mesterens snarligt fuldendte oeuvre. ‘Silence’ er Scorseses hjertebarn, som han har forsøgt at forløse i årevis, og nu er det endelig lykkedes.

Dansk premiere uvis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. ‘The Lobster’

Ejer man blot en flig af absurd humor, vil man med stor sandsynlighed pirres af følgende handlingsresumé: Colin Farrells enspænder bebor et singlehotel, hvor gæsterne har 45 dage til at udpege en mage, hvis de skal undgå at blive forvandlet til et dyr efter eget ønske. Farrells valg falder på hummeren, for de er frugtbare og lever længe!

Yorgos Lanthimos udrettede mirakler i et kulsort mikrokosmos i ’Dogtooth’, og intet tyder på, at instruktørens integritet og samfundskritiske brod er visnet i springet fra Grækenland til USA. ’The Lobster’ vandt således Juryprisen på sidste års Cannes-festival.

Rachel Weisz er kvinden, der skal forhindre Farrells hummerliv, mens John C. Reilly hjertens gerne vil være papegøje.

Dansk premiere uvis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. ‘Carol’

Todd Haynes’ (‘Far From Heaven’, ‘I’m Not There’) er en mester i sirligt orkestrerede periodedramaer, og ’Carol’ lander i de danske biografer med både Oscar-buzz og Cannes-hæder i ryggen.

Det er Haynes’ første film siden den smågeniale Bob Dylan-biografi ’I’m Not There.’, hvor Cate Blanchett spillede en af otte versioner af den legendariske sangskriver. Helt så genrevridende er ’Carol’ ikke. Her spiller Blanchett og Rooney Mara et lesbisk par, hvis brændende kærlighed vækker harme blandt start-50’ernes forstokkede moralryttere – en tematik, der er nærmere beslægtet med Haynes’ Douglas Sirk-pastiche ‘Far From Heaven’ fra 2002.

Om ’Carol’ har en ærlig chance for at nå til tops til Oscar-uddelingen, får vi et lille fingerpeg om til den kommende Golden Globe-uddeling, hvor periodedramaet er topscorer med fem nomineringer.

Premiere den 10. marts.

lawrence

 

15. ‘Passengers’

Morten Tyldums skabelonskårede biopic ‘The Imitation Game’ var et ferskt indtog på Hollywood-scenen for den norske ’Headhunterne’-instruktør, men med ’Passengers’ lader han til at løsrive sig en smule fra den klassiske fortælleformel.

Det er dog ikke så meget Tyldum som det romantiske rumdramas skuespilduo, der giver projektet sin attraktionsværdi. To af Hollywoods absolut største stjerner mødes således i en intim sci-fi-setting, når Chris Pratt og Jennifer Lawrence leger Adam og Eva i det ydre rum.

Baggrunden for den intergalaktiske elskov virker dog lidet sympatisk: Pratt vågner op 90 år før tid på grund af en fejl i rumfærgens sovekammer og vælger at vække Lawrence til et liv i udsigtsløs tosomhed.

Dansk premiere uvis.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af