John C. Reilly og Steve Coogan skal spille Gøg og Gokke i ny film

John C. Reilly og Steve Coogan skal spille Gøg og Gokke i ny film

Siden 2014 har der været snak om en film om komikerduoen Gøg og Gokke. Dengang var kun instruktør og manuskriptforfatter i spil, men nu ser hovedrolleindehaverne ud til at være fundet: Steve Coogan (’Philomena’, ’The Trip’, ’24 Hour Party People’) og John C. Reilly (’Magnolia, ’Step Brothers’) skal spille henholdsvis Gøg og Gokke, skriver Deadline.com.

Filmen ’Stan & Ollie’ fokuserer, som titlen antyder, på Gøg og Gokkes ophavsmænd Stan Laurel og Oliver Hardy. Filmen følger dem på deres afskedstur rundt i England i 1953, hvor kun ganske få mødte op for at se dem, mens de to komikeres indbyrdes forhold blev mere og mere anstrengt.

Filmen handler dog ikke om en konflikt, forklarer instruktøren John S. Baird, men om kærlighed »mellem to mænd, der indser, at de ikke kan leve uden hinanden. Det er en virkelig, virkelig smuk historie«, har han sagt til Indiewire.

Bag manuskriptet står Jeff Pope, der også skrev ’Philomena’ sammen med Steve Coogan.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold