’Sherlock: Den afskyelige brud’

’Sherlock: Den afskyelige brud’
3 6
Tv-special
Instruktør

Douglas Mackinnon

Medvirkende

Benedict Cumberbatch, Martin Freeman, Andrew Scott, Rupert Graves, Una Stubbs, Mark Gatiss, Louise Brealey, Amanda Abbington

Spilletid

90 min.

Premiere

Kan ses på dr.dk

Spoiler-advarsel. Du skal ikke læse videre, hvis du endnu ikke har set ’Sherlock’s nytårs-special. Og da slet ikke, hvis du har aldrig har besøgt mesterdetektiven (Benedict Cumberbatch) og hans sidekick Dr. Watsons (Martin Freeman) tv-dramatiserede Baker Street-residens tidligere. Nuvel, på med monoklen!

Respekt til ’Sherlock’-forfattere Mark Gatiss (som også spiller Holmes’ hyperintelligente efterretnings-bror Mycroft) og Steven Moffat for det modige dramaturgiske sats, de har taget med ’Den afskyelige brud’.

Det var miniseriens mest ballsy afsnit til dato, et vildt rullefald ned i kaninhullets mareridtsdybder – aka Holmes’ ’mind palace’s’ farverige krinkelkroge.

»Is it silly enough yet? Gothic enough?« hvisler ærkefjenden Moriarty (Andrew Scott) således i et feberhedt, homoerotisk ladet syn til sin nemesis-soulmate Holmes, mens det klassiske ’det var bare en drøm’-twist når nye syreinducerede højder, og virkelighedens fire vægge falder bort.

Jep, der var adskillige ’WTF’-øjeblikke i løbet af afsnittets halvanden time. Men ikke alle så vellykkede som ovenstående (er jeg den eneste, som håber på, at de to bare snart hopper i høet og får det overstået?).

Annonce

Da vi sidst slap ’Sherlock’ i 2014’s sæson tre, havde den socialt handicappede detektiv ganske ukarakteristisk udøvet morderisk selvtægt mod superskurken Charles Magnussen (Lars Mikkelsen, hep hep!), for hvilken udåd kære Holmes blev landsforvist/reddet af storebror Mycroft.

Holmes’ privatjet nåede dog knapt nok at hæve landingshjulene, før Moriarty – post selvmord! – tonede frem på hver en tv-skærm i England med et flirtende inciterende »Miss me?« rettet mod vor helt. Moderlandet var i knibe, og i vanlig akut mangel på duelig intelligens i MI6 og Scotland Yard (tag den, 007) måtte Holmes lave en 360.

’Den afskyelige brud’ følger direkte op på sæson tre, men ikke før en rutsjebanetur tilbage til 1895, hvor vi præsenteres for en alternativ ’Sherlock’-setting helt i forfatter Arthur Conan Doyles ånd.

Victorianske Holmes og Watson eftersøger ’den afskyelige brud’, som tilsyneladende skød sig selv for derefter at rejse sig fra retsmedicinerens bord og dræbe sin charlatan af en svinsk husbond. Pragmatikeren Holmes tror naturligvis ikke på spøgelser (eller tvillinger – måske han skulle se ’The Prestige’), men da flere mord begås af samme slørindhyllede ’spektre’ kaster selv Watson al lægefornuft over bord.

Holmes er dog mere optaget af de åbenlyse ligheder mellem brudens iscenesatte selvmord og Moriartys død, mens en smældfed Mycroft (Gatiss i et fat-suit) opfordrer sin lillebror til at løse sagen, men at ’tabe til fjenden’. For de har ret, og vi har uret, bedyrer han kryptisk. Og følger op med et citat om ’virussen i dataene’, en af mange hints til, at vi slet ikke befinder os i et til nytårs-afsnittet opfundet parallelunivers, men derimod i det 21. århundredes Holmes’ hallucinerende hoved.

I modsætning til tidligere Sherlock-afsnits case-by-case-scenarier er ’Den afskyelige brud’ en løbsk hestevogn i slingrekurs mod afgrunden. Plottråde og drømmesyn væves sammen til et rodet spind af suffragette’sk samfundskritik (!) og ’Harry Potter’-scenografi, og skønt Cumberbatch atter er en glattunget fryd i titelrollen, er afsnittet som helhed en kalejdoskopisk fodnote til den overordnede historie, vi først ser fortsat i 2017.

Var det omvejen værd i en miniserie, der er notorisk nærig med sine sæsoner? Ikke helt. Men på en mørk januaraften er selv halvanden time med ’Sherlock’ på crack bedre end ingenting.


Kort sagt:
I denne nytårs-special inviterer ’Sherlock’ os indenfor i mesterdetektivens kalejdoskopiske ’mind palace’, låser hoveddøren og smider nøglerne væk. ’Den afskyelige brud’ er lige dele victoriansk mordmysterium og en Moriarty-fikseret deroute i Holmes’ twistede sind, men ’tidsrejse-gimmicken’ kammer i sidste ende over i et plot så feber-forvirret som vor helt.