Personangreb og racedebat: Fire ting, du kan forvente dig af Oscar-vært Chris Rock

Der er meget på spil ved dette års Oscar-show. #OscarsSoWhite-debatten har fået sorte stjerner til at boykotte showet, mens de fleste af deres hvide kolleger undgår at tage stilling. I orkanens øje står den sorte komiker Chris Rock, der skal samle – eller måske forarge – alle. Her fremhæver vi nogle af hans tidligere optrædener, der giver en god idé om, hvad vi kan vente os.
Personangreb og racedebat: Fire ting, du kan forvente dig af Oscar-vært Chris Rock

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Personangreb helt til stregen

Chris Rocks Oscar-værtsskab i 2016 er ikke hans første. I 2005 tilførte den debuterende vært en bidsk Hollywood-kritik til showet, og langt de færreste tolkede det, som om det var kærligt ment. Om det var en fiasko eller succes, hersker der uenighed om, men strategien sikrede i hvert fald ikke Rock tjansen igen – før 11 år senere.

Den kritiske røst kommer utvivlsomt igen i år – formentlig blot endnu mere barsk. Allerede i 2005 talte Rock om sorte og ’roste’, at hele fire sorte skuespillere var nominerede. I år er tallet som kendt nul.

Rocks kradse ord i 2005 ramte flere gæster i salen lige i solar plexus. Ovenstående klip er således et finpoleret uddrag af Rocks tale, der udelader hans kritik af specifikke skuespillere, hvor ikke mindst Jude Law fik den helt store tur.

»Du vil have Tom Cruise og alt, du kan få, er Jude Law? Vent. Det er ikke det samme. Hvem er Jude Law? Hvorfor er han med i alt, jeg har set de sidste fire år?«.

Da Sean Penn senere skulle uddele en pris, gav han Rock igen med en slet skjult kommentar: »Jude Law er en af vores mest talentfulde skuespillere«. Moralen var naturligvis: Tal ikke for ondt om kollegerne.

Rock skrev sin tale til årets show om, efter #OscarsSoWhite blomstrede op, så det bliver en dugfrisk skoldning af Hollywood-parnasset, vi kan se frem til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Satirisk blik på kvinder

I forbindelse med premieren på sin film ’Top Five’ i 2014 skrev Chris Rock et essay til The Hollywood Reporter om den hvide filmindustri. Her påpegede Rock blandt andet, at det især er sorte kvinder, der har det svært i Hollywood.

Kvinder er også et emne, Rock har beskæftiget sig flittigt med i sin stand-up, og hans skarpe iagttagelser om vidner om hans talent for samfundssatirisk bid, som når han hævder, at mænd ikke kan gå tilbage seksuelt, og kvinder ikke kan gå tilbage i livsstil. »Hvis du mister dit arbejde, så mister du din kvinde« siger Rock.

Midt i mangfoldighedsdiskussionen vil det være underligt, hvis kvindetemaet ikke får en lille plads på talepapiret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Spydige kommentarer om politik

Det politiske klima i USA er som bekendt overophedet for tiden, og mens USA venter på de endelige præsidentkandidater, vil Rock højst sandsynligt give sit besyv med. Navnet »Donald Trump« er en sikker gæst ved årets show.

Rock svinede i hvert fald republikanernes tidligere præsidentkandidat John McCain godt til i 2008. Især hans alder stod for skud: »McCain er 72. Han var for gammel for ti år siden!«, råbte Rock. »Hvordan kan du tage beslutninger om fremtiden, når du ikke kommer til at være der?«.

Så hvad kommer de nye kandidater til at høre for? Clinton for sit køn og sin mand? Trump for håret, holdningerne eller hele pakken? I det mindste er Trump og Rock faktisk enige om noget. Chris Rock kalder i klippet McCain for en dårlig krigshelt, fordi han blev fanget – og samme holdning besidder Donald Trump faktisk…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Og en hel del om racisme

Det bliver årets helt store emne, så lad os lige runde det igen. Rock kommer til at kritisere akademiets præferencer, joke med det hvide overtal i salen og måske endda lave shoutouts til de sorte boykottere.

Hvilken vinkel vi præcis kan vente os, kan man kun gisne om – så lad os gøre det, altså gisne, ud fra hans standup.

Chris Rock mener, at nogle kan tale dårligt om andre, men ikke omvendt – som at tykke kvinder kan tale om tynde kvinder, men tynde ikke kan tale om tykke.

Og hvad har det med Oscar at gøre?

En af de mest omtalte kommentarer i Oscar-debatten har været den nominerede Charlotte Ramplings udmelding om, at Oscar-debatten var »racistisk mod hvide«, mens Michael Caine formulerede det sådan, »at man ikke kan stemme på en skuespiller, bare fordi han er sort«. Kan de hvide sige sådan om sorte? Er det ikke kun sorte, der må sige sådan om hvide? Rock mener formentlig det sidste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Desuden er det dumt at udtale sig negativt om sine sorte kolleger eller risikere, at det, man siger, bliver misforstået: Hvad hvis man skal arbejde sammen med dem en dag?

»Det giver ikke mening at være racist, sexist eller lignende«, siger Chris Rock i ovenstående standup-set, mens publikum går amok i ren og skær enighed, men så kommer pointen: »fordi hvem end, du hader, vil blive en del af din familie«.

Det kan Rock meget vel have ret i – så måske er han forstående over for størstedelen af de nomineredes stilhed i hele Oscar-debatten. En stilhed, en boykotter som Spike Lee har angrebet. Omvendt: Han kan næppe nære sig for at udstille filmfolkenes rolle, eller mangel på samme, i debatten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men hvis nu de hvide prøver at være solidariske og sender et anerkendende blik eller en tårevædet hyldest til deres sorte kolleger – a la Chris Pines enkelte tåre, da der blev sunget ’Glory’ ved sidste års uddeling – så er det velkomment. Det er dog en hårfin balance, for hvornår bliver det for patetisk eller direkte frastødende? Kan man nogensinde mødes over et venskabeligt nigga?

Chris Rock får sidste ord for nu, når han forklarer, hvorfor en hvid aldrig kan sige nigga til en sort. Undtagen i ét henseende. En joke, der minder om, at der stadig er et skel mellem hvide og sorte i status, autoritet og muligheder både i Hollywood, men også i den verden, der omgiver drømmenes by.

Læs hele vores Oscar-dækning HER.

Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af