Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
10. Eddie Redmayne, ’The Danish Girl’
Eddie Redmayne er en teknisk dygtig og velreflekteret skuespiller, der gør sit benarbejde godt og grundigt. Man kan da heller ikke sige, at han rammer skævt som transpersonen Lili Elbe i ’The Danish Girl’. Det er en svær rolle, for som han selv sagde i vores interview fra tidligere i år:
»De mest udfordrende og skræmmende scener var klart dem i midten af filmen, hvor jeg både skulle være tro mod Lili, men stadig også formidle en tilstand som Einar, hvor hun endnu ikke har fundet sin frihed. Nogle mener, det er manisk overspillet, og andre mener, at det er en subtil transformation. I en stor del af filmen spiller jeg en skuespiller, der spiller en person, der spiller en dårlig version af en kvinde«.
Manisk overspil er en overdrivelse, men som publikum ser man lidt for meget en skuespiller, der virkelig spiller skuespil, når man betragter Redmaynes udfoldelser. Man er imponeret, men lettere distanceret, fordi meget lidt er overladt til fantasien, og transformationen føles en anelse udvendig.
En klar indikation for, at Redmayne måske spiller lovlig meget med manererne uden på tøjet er, at Alicia Vikander så langt overstråler ham med en fintmærkende, tilbageholdende præstation. Det er med andre ord ikke ufortjent, at hun står til at vinde Oscar for bedste birolle, mens han denne gang må nøjes med en nominering.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
9. Jennifer Lawrence, ’Joy’
Jennifer Lawrence er ikke dårlig som opfinderen og iværksætteren Joy Mangano i David O. Russels lidt overfladiske og selvbevidste komediedrama.
Vi har bare set hende spille på netop disse tangenter flere gange før: Rollen som mentalt forvirret, men egensindig underdog, der tager kampen op med autoriteterne og hiver en uventet viljestyrke frem fra de bagerste depoter, når det virkelig gælder.
Lawrence er en stor filmstjerne med en umiskendelig udstråling og energi, men man begynder at mærke repetitionens udmattelse, ikke mindst i samarbejdet med O. Russell, hvis flagrende fortællestil har svært ved at dække over, at han ikke har så meget at fortælle.
Der er noget lidt forlorent over filmen, og det smitter af på Jennifer Lawrences præstation. Man ville gerne se hende i mere udfordrende roller a la den, hun slog igennem med i ’Winter’s Bone’, hvor der er ægte og ufiltrerede menneskelige dilemmaer på spil.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
8. Bryan Cranston, ’Trumbo’
Man kan kun have respekt for Bryan Cranston, der ubesværet gik fra komedie i ’Malcolm in the Middle’ til drama i ’Breaking Bad’ og derefter ubesværet fra rollen som kemilærer gone narkokonge til intellektuel manuskriptforfatter med kommunistiske sympatier i ’Trumbo’.
Cranston leverer en absolut troværdig indsats som Donald Trumbo, der var en af The Hollywood Ten, som fik forbud mod at arbejde i Hollywood på grund af deres politiske holdninger. Han er stædig, idiosynkratisk, charmerende og irriterende, og Cranston spiller hele paletten med stor selvsikkerhed.
Filmen er dog en lidt middelmådig affære, og dens glatpolerede indpakning kan heller ikke undgå at præge oplevelsen af Cranstons præstation. Det hele lugter indimellem af overspillet tv-film, og i hvert fald når Cranston aldrig nuancerne i sin egen præstation som Walter White til sokkeholderne. Men det er måske også for meget at forlange.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
7. Michael Fassbender, ’Steve Jobs’
Én ting er sikker: Michael Fassbender er mere overbevisende som Apple-guruen end Ashton Kutcher var i ’Jobs’ fra 2013.
Om han 100 procent rammer essensen af Steve Jobs, kan man måske være mere i tvivl om, og meningerne fra dem, der kendte geniet, er delte. Fassbender er glimrende som uempatisk røvhul, og hans levering af Sorkins missilreplikker sidder i skabet med stor underholdningsværdi til følge. Man fascineres let af hans umiskendelige udstråling, og man kan ikke lade være med at holde af ham, selvom han er er en kæmpedouche over for sin ekskone og datter, som han til at begynde ikke vil kendes ved.
Fassbender indfanger Jobs charme såvel som kynisme, mens formidlingen af hans faglige, kreative geni måske falder mindre naturligt for den tysk-irske hunk. Da man samtidig har set skuespilleren endnu mere sitrende i film som ’Fish Tank’ og især ’Hunger’, vil ’Steve Jobs’ gå over i historien som en rigtigt god, men ikke mesterlig Fassbender-film.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
6. Leonardo DiCaprio, ’The Revenant’
A for effort. Det er konklusionen på DiCaprios præstation som den hårdt prøvede Hugh Glass i Alejandro González Iñárritus film. Som bekendt spiste DiCaprio bisonlever og sov i et hestekadaver til glæde for filmen, og følelsen af lidelse og stædig overlevelsesdrift lyser da også ud af hans savltunge ansigt filmen igennem.
Det er altid skønt at se en superstjerne smide enhver form for forfængelighed over bord, og det er i sig selv beundringsværdigt, at det lykkes DiCaprio at få os til at glemme, hvilken feteret celeb der gemmer sig bag skægget og smerterne.
Men DiCaprio har været bedre end her – adskillige gange – alene af den grund, at han ikke får så meget at arbejde med. Karakteren er på kanten af det tyndbenede, og hans replikker kan tælles på få hænder. Man kan ikke indvende noget mod, at han endelig får sin Oscar, men man kunne dog have ønsket, at det skete for en film, hvor han viste flere facetter.
’The Revenant’ er primært instruktør Iñárritu og fotograf Emanuel Lubezkis vision:Skuespillerne lægger mest af alt – om end i ekstrem grad – krop til det spektakulære vildmarksridt.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
5. Matt Damon, ’The Martian’
At vi står med et usædvanligt svagt Oscar-år i kategorien bedste mandlige hovedrolle, afspejler sig i, at den øverst placerede mand på denne liste kommer i form af Matt Damon, Hollywoods foretrukne Average Joe.
Matt Damon er en hamrende solid skuespiller, og selvom han måske ikke som sådan overrasker med sin præstation i ’The Martian’, vidner Ridley Scotts populære scifi-film om en sjælden kvalitet: Evnen til at bære et kæmpemæssigt udstyrsstykke på sine skuldre.
Filmen blev nomineret som bedste ’komedie’ til Golden Globes’, hvilket naturligvis er helt skudt forbi, men den er faktisk sjov, og æren tilfalder ikke mindst Matt Damons veltimede levering. Man tror på ham som ultranørden, der ved hjælp af praktisk snilde og stor kreativitet overlever på Mars mod alle odds, og han er rørende i de dramatiske scener, når tingene spidser til mod slutningen.
Damon spiller en toptrænet astronaut, og i det lys er det måske realistisk nok, at han holder hovedet koldt i en ellers så desperat situation. Det er også et fint og modigt valg, at hans karakter udstyres med så lidt back story.
Men det arbejder samtidig lidt imod filmen, at han virker så uanfægtet af situationens alvor. Det er nok en film om at soldier on, men Damon forbliver en anelse glat i rollen, hvis man nu endelig skal tage de überkritiske briller på.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
4. Brie Larson, ’Room’
Årets store Oscar-gennembrud tilhører Brie Larson. Den 26-årige amerikaner er kæmpefavorit til at vinde prisen, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af akademiets forkærlighed for at hylde unge, smukke talentfulde kvinder.
Heldigvis er der da heller ikke noget at udsætte på Larsons præstation, og at hun vinder for en lille indie-film som ’Room’, er i sig selv forfriskende.
Der er noget naboens søde pige over Larson, som allerede i film som ’The Spectacular Now’ og ’Short Term 12’ demonstrerede, at hun er et sikkert empatisk anker. At hun blev castet som Amy Schumers mere straight-pæne søster i ’Trainwreck’, siger en hel del om, hvilken type roller det er fristende at caste hende i.
’Room’ lægger sig i forlængelse af denne arketype, for også som den indespærrede mor i Lenny Abrahamsons film er hun det hylster, vi forankrer vores medfølelse i. Hvordan ville du reagere, hvis du blev sat i en så umenneskelig situation? Ville du kunne mønstre styrken til at tage dig af et andet menneske, der har brug for, at du ikke knækker sammen? Tænk, hvis det var dig!
Når rollen er Oscar-værdig, er det dog samtidig, fordi den blotter nye sider af Larsons talent. Hun gestalter troværdigt stor styrke i forholdet til sin søn, som aldrig har set andet end det værelse, de bor i, samtidig med at man mærker hendes stigende desperation.
Efterhånden glider hun lidt ud af filmen, og hendes søn, spillet utroligt at unge Jacob Tremblay, er vel i sidste ende hovedkarakteren. ’Room’ kan anklages for at være lovlig cute det barske emne taget i betragtning, og selv Larsons karakter besidder en fernis af civilisation, der indimellem får karakteren til at balancere på kanten af det troværdige. Det er dog stadig et eftertrykkeligt gennembrud.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
3. Cate Blanchett, ’Carol’
I Todd Haynes’ film viser Cate Blanchett måske ikke så mange sider af sit kolossale talent, som vi ikke har set før. Hun gør det bare så forbandet godt.
Som den titulære Carol Aird er Blanchett lige dele selvsikker forføreske og hårdt presset housewife. Hun besidder en overjordisk elegance, som vækker passionen i den unge butiksekspedient Therese (en ligeledes sublim Rooney Mara), og hendes evne til at formidle følelser som drift og frygt gennem selv den mindste håndbevægelse er uforlignelig.
Blanchetts smukke, enigmatisk alien-agtige udtryk kommer til sin fulde ret i rollen som den ældre kvinde, der med glubsk vellyst forfører den yngre kvinde, men samtidig bliver kvalt af tidens konformitet. Todd Haynes orkestrerer sine film med sirlig sans for detaljen, og Blanchett passer statuarisk perfekt i hans udsøgte dekoration.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
2. Saoirse Ronan, ’Brooklyn’
Saoirse Ronan slog igennem som blot 13-årig i Joe Wrights glimrende Ian McEwan-filmatisering ’Atomenent’ og demonstrerede allerede her en uhørt modenhed sin alder taget i betragtning.
Siden har hun gjort sig bemærket med sit specielle, elverlignende udseende hos både Peter Jackson (’The Lovely Bones’) og Wes Anderson (’The Grand Budapest Hotel’). Men karrierens foreløbigt bedste præstation leverer den i dag 21-årige irsk-amerikaner i ’Brooklyn’, hvor hun spiller den ung irske kvinde Eilis, der emigrerer fra sit armodige hjemland til New York, hvor hun bliver stillet et job i udsigt.
Saoirse Ronan er ’Brooklyn’. Som et pænt melodrama i en speg indpakning er filmen harmløs og lidet sindsoprivende, men dramaet udfolder sig minutiøst i Ronans dragende ansigt. Det er gennem hende, indvandreroplevelsen kommer spændende til live, og hun fremstiller karakterens coming of age i et imponerende underspillet register, fra usikkerhed og splittelse frem mod det store livsvalg, hun er nødt til at tage: Mellem den velkendte tryghed ved hjemstavnen og kærligheden i drømmenes land.
Det er en præstation, der kan bringe mindelser om en ung Meryl Streep, og selvom hun formentlig må se sig slået af Brie Larson ved årets show, kan der næppe herske tvivl om, at hun får chancen igen.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
1. Charlotte Rampling, ’45 Years’
Alene slutbilledet sender den britiske veteran ind på en sikker førsteplads, for bag sin karakteristisk kølige facade røber hun et nærmest umærkeligt, men ikke desto mindre uforglemmeligt glimt af såret sjæl, så tiden står stille under 45-års-bryllupsfesten, som titlen refererer til.
Rampling spiller Kate, der lever en stille og lykkelig pensionisttilværelse med sin mand gennem 45 år, George (Tom Courtenay). Da liget af Georges ungdomskæreste findes i den gletsjer, hvor hun forsvandt for en halv menneskealder siden, sender det små rystelser i deres forhold. For var Kate i virkeligheden Georges andetvalg? Er det liv, de har valgt at leve sammen, i virkeligheden en løgn?
På overfladen er det George, der bliver mest berørt af nyheden, mens Kate reagerer mere, end hun agerer. Mesterskabet i Ramplings præstation viser sig i, at Kate alligevel bliver den mest interessante figur, hvis psykologiske udvikling Rampling blotter med de mindste krops- og ansigtsbevægelser. I Andrew Haighs omhyggeligt komponerede billeder oplever vi først Kates flig af jalousi på den afdøde kæreste og siden hendes sorg over at finde ud af, at hendes mand hænger fast i fortiden.
Det er en af Ramplings varmeste roller i karrieren, og man føler stærkt med hendes oplevelse af, at en skygge fra fortiden retrospektivt formørker et liv, som hun ellers i alle dets øjeblikke havde troet var lykkeligt.
Læs hele vores Oscar-dækning HER.
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.