Dansk ‘Mr. Robot’-instruktør laver ny, overnaturlig amerikansk serie

Dansk ‘Mr. Robot’-instruktør laver ny, overnaturlig amerikansk serie

Sideløbende med en flot dansk/skandinavisk karriere, der har affødt film som ‘Drømmen’ og ‘Mænd der hader kvinder’, har Niels Arden Oplev efterhånden etableret sig som en af den amerikanske tv-branches mest eftertragtede konceptuerende instruktører på nye tv-serier.

‘Unforgettable’ var en rolig start, men så kom ‘Under the Dome’, der blev en fin succes, som han toppede kunstnerisk med ‘Mr. Robot’, en af sidste års bedste serier. Oplev instruerede første afsnit og lagde således fundamentet for den prægante visuelle stil, der kendetegner serien.

Nu er danskeren så ifølge Deadline.com hyret af NBC som instruktør og executive producer på pilotafsnittet ‘Midnight Texas’, et overnaturligt drama baseret på en trilogi af samme forfatter, Charlaine Harris, der skrev forlægget til ‘True Blood’. Filmen udspiller sig i den lille by Midnight, der – som du måske kan regne ud – ligger i Texas, og hvis beboere består af alt fra vampyrer til engle og hekse.

Serien bliver beskrevet som en blanding mellem ‘Twin Peaks’ og netop ‘True Blood’. Efter pilotafsnittet beslutter NBC, om de skal give grønt lys til en hel sæson af serien.