‘Horace and Pete’

‘Horace and Pete’
5 6
Webserie
Hovedforfatter

Louis C.K.

Medvirkende

Louis C.K., Steve Buscemi, Alan Alda, Edie Falco

Spilletid

Første afsnit er 67 min. – det er usikkert, hvor mange afsnit der kommer i alt

Premiere

Kan købes for fem dollars via louisck.net

Forfatteren Oscar Wilde mente, at teatret bedre end nogen anden kunstform formår at lade ét menneske dele eksistensens vilkår – det at være menneske – med sine medmennesker blandt publikum.

Man kan spekulere på, om Wilde ville mene det samme om stand-up-komik, men med komedieserien ‘Louie’ har ét af de fineste talenter fra den branche, amerikaneren Louis C.K., efterhånden slået fast, at han er meget mere end en morsom mand med en mikrofon.

Det cementerer han med webserien ‘Horace and Pete’, som helt ud af det blå landede på C.K.’s website i weekenden og som har mere til fælles med Oscar Wildes elskede skrå brædder end med serieformatet, som komikeren udforskede i ‘Louie’.

Serien handler om brødrene Horace (Louis C.K.) og Pete (Steve Buscemi), der ejer en lille bar i brune nuancer, som i mere end 100 år har haft ejere, der hed Horace og Pete. Én af dem er deres onkel, Uncle Pete (Alan Alda), som er bartender. Men da deres søster Sylvia (Edie Falco) insisterer på sin andel i baren, konfronteres det lille familieforetagende med de spilleregler, der eksisterer uden for deres traditionsbundne parallelsamfund. Imens kæmper de mod andre dæmoner – Horace med sit forhold til sin datter, Pete med sin sindslidelse.

‘Horace and Pete’ er i de fleste henseender teater. Der filmes ofte uden klip med de bærende skuespillere som ledestjerner for et kamera, der næsten ikke mærkes. Der tales nøjsomt i et dæmpet tempo med et mere stiliseret replikskifte. Der er kun to locations. Der er endda en pause med titlen ’Intermission’ i midten.

Resultatet minder mere om den realistiske eller post-melodramatiske tradition i moderne teater end om de fleste sitcoms. Ikke mindst tematisk.

Den russiske dramatiker Anton Tjekhovs mest kendte værker ‘Kirsebærhaven’ og ‘Onkel Vanja’ handler om risikoen for at miste et større landsted, der er familiens store stolthed. Risikoen er i disse skuespil forstørret, fordi den rammer mennesker, der føler, at de har spildt deres eksistens. Landstedet er på den ene side det anker, der binder dem til barndommens tro på en bedre fremtid, på den anden side en lænke, der forhindrer dem i at komme videre.

Det samme er på spil i ‘Horace and Pete’. Sylvia insisterer på at sælge baren, så den ikke længere skal forpeste eksistensen for hendes brødre. Som hun snerrer til Uncle Pete: »Misery is something you get past, not something you pass on«.

For i baren står tiden stille, mens verden fortsætter i et helt andet tempo udenfor. Det samme er ofte temaet hos den amerikanske dramatiker Eugene O’Neill, der virker som en endnu mere åbenbar inspirationskilde end Tjekhov. O’Neills ‘Ismanden kommer’ handler om en flok alkoholikere, der diskuterer politik rundt om bardisken, imens de narrer sprut fra ejeren. I ‘Horace and Pete’ diskuteres alt fra Donald Trumps kandidatur til Hillary Clintons e-mail-skandale.

De moderne referencer skubber dramaet til siden i stedet for fremad, men det rummer en sær charme, at skuespillerne snakker om helt aktuelle hændelser. Det spiller ind i det potentiale, som baren har som location: Baren er alt det velkendte. Vi kender bardisken, vi kender ham med slipset, vi kender hende, der snakker alt for højt om alle de andre. Det er, som bekendt, stedet »where everybody knows your name«.

Der er ikke den store dramatiske substans i seriens politiske diskussioner, men det virker heller ikke, som om det er meningen. For det er, som om at netop denne sludder for en sladder hører til barens brune interiør – det specifikke indhold i diskussionerne forandres, men diskussionerne er altid de samme. Det er der en pointe i: Tiden står stille i baren. Herinde spildes tiden, mens alle andre haster efter den udenfor. Det er ikke et tilfælde, at afsnittet slutter ét minut før midnat.

Drama er der derimod, når Horace diskuterer med Pete eller Uncle Pete. Alan Alda stråler som den tørt truende bartender, mens Steve Buscemi er i sit es som den underkuede medløber, der mister besindelsen, før han belønnes med sit store øjeblik, hvor dramaet transcenderer realismen: Pete er i denne stund den sindslidende, der som den eneste handler rationelt – som den blinde Teiresias, der hos Sofokles er den eneste, der kan se.

Serien rummer klassisk Louis C.K.-tankestof, som når Horace spidder den lettere absurde præmis i sin datters fabel om frøen, der helt uden omtanke æder skildpaddens familie. Man aner komikerens stemme i flere af de andre karakterer, men det dominerer ikke billedet som i Aziz Ansaris ‘Master of None’. Det klæder derimod dramaet, at der er stærke stemmer i de to lejre, der konkurrerer mod hinanden, mens C.K.’s apatiske Horace efterlades i midten.

Karaktererne er deprime eller blot holdt op med at håbe, men som hos O’Neill er der i ‘Horace and Pete’ en form for humanisme skjult under misantropien. End ikke Uncle Petes hadetale, der rettes mod den ene minoriteter efter den anden, ændrer fornemmelsen af, at baren rummer alle mennesker med alle menneskehedens problemer.

Eugene O’Neill udtalte om ‘Ismanden kommer’, at stykket er »a big kind of comedy that doesn’t stay funny very long«. Det samme er tilfældet med ‘Horace and Pete’. Serien er morsom til tider, men der er sjældent tale om en komik uden smerte.

Ønsket om at underholde virker til at være underordnet ønsket om at lade ét menneske dele eksistensens vilkår med sine medmennesker blandt publikum.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold