‘Sauls søn’

‘Sauls søn’
6 6
Spillefilm
Instruktion

László Nemes

Medvirkende

Géza Röhrig, Levente Molnár, Urs Rechn

Spilletid

107 min.

Premiere

Den 25. februar

Stream filmen:

Se 'Sauls søn' hos Blockbuster

Det er en dag som alle andre for Saul Ausländer. Han genner dagens sending jøder ind i omklædningsrummet og, når de er afklædt, videre ind i ’baderummet’.

»Skynd jer, jeres suppe bliver kold!«, råber en tysk stemme.

Straks den tunge betondør lukker hult i bag de nøgne jøder, går Saul i gang med at gennemrode deres henslængte klude efter værdigenstande. Så starter skrigene, og der bliver hamret løs på døren fra den anden side. Saul rejser sig og presser sin vægt mod døren. Det ene øjeblik er rummet fyldt af paniske skrig og bankelyde. Det næste er der dødstille.

Same procedure as always i Auschwitz’ inferno af død og fortabelse.

Og dog. Da Saul og de andre fra Sonderkommando – stærke jødiske fanger, som blev tvunget til at kremere og deponere de døde i tyskernes kz-lejre – skyder betondøren til side og giver sig til at skure gaskammeret rent, er noget anderledes. Der er en dreng, der trækker vejret.

Annonce

Sauls søn.

Næppe i biologisk forstand, men – på netop dette sted og tidspunkt, mens Saul ser ham ånde ud for sidste gang – i åndelig. Og dér på stedet træffer Saul en uigenkaldelig beslutning: Han vil finde en rabbiner og give drengen en ordentlig jødisk begravelse. Et farligt forehavende, ikke kun for Saul, men også for dem, han inddrager i sin mission, og for de fanger, der går med flugtplaner.

Men nu får jeg filmen til at lyde mere kausalt og logisk sammenhængende, end den er. ’Sauls søn’ er ikke nogen plotfilm, snarere en tilstandsfilm – en tilstand af mismod, kapitulation og alle menneskelige værdiers visnen. Men først og sidst er den et teknisk mesterværk, som med sit virtuose og transcendente filmsprog giver tilskueren et næsten ulideligt upyntet og intenst indblik i livet i helvedes forgemak.

Det kvadratiske billedformat indespærrer Saul og tilskueren i en snærende kasse. Fra alle sider høres sagte stemmer, gråd og skærende skrig. Det håndholdte kamera klæber sig klaustrofobisk til Sauls nakke og forlader den kun for at bevæge sig om foran hans stenansigt med de udtryksløse øjne, der har set mere lidelse, end noget menneske bør se. Nu registrerer han det dårligt nok længere. Når han i ubrudte indstillinger bevæger sig igennem dette menneskelige slagterhus, bruges lav dybdeskarphed, så baggrunden er ude af fokus, når nøgne lig slæbes langs cementgulvet, og mænd får en kugle for panden. Det bliver udflydende, abstrakt, som det nødvendigvis må blive, når død er dagligdag.

Debutanten László Nemes burde have knækket nakken på så vovelig en vision, og at han og fotograf Mátyás Erdély nailer den med så påtrængende og overvældende effekt, er en filmisk bedrift af den slags, der ikke går mange af på dusinet. Eller årtiet, for den sags skyld.

Det er ikke den prætentiøse stiløvelse, det måske kan lyde som. Det geniale ved Nemes’ greb er netop dets slægtskab og synergi med den historie, det formidler, og som det potenserer og udvider betydningen af. Det gør Saul til en slags surrogat for tilskueren, som kastes himmelfalden ned i en kakofoni af hvisken og råb. Det er både ækelt, desorienterende og kvælende, men ved at skildre monstrøsiteten mere korporligt og uovervindeligt end nogen af de utallige kz-film, den lægger sig i halen på, bliver ’Sauls søn’ også en vigtig film, som finder en aktuel allegori i den flygtningekrise, som Europa for tiden befinder sig i.

Nemes er selvfølgelig alt for kompromisløs og usentimental til at drage den slags paralleller. Han forklarer intet, og han fortolker intet. Hvorfor gør Saul, som han gør? Hvorfor lige denne dreng? Hvorfor lige nu?

Måske er der ingen god grund. Måske gør han det uden selv at vide hvorfor. Men måske giver den symbolske gestus ham en midlertidig følelse af mening midt i en uendelig meningsløshed. Håbet kan gro i selv det goldeste klima.