Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
1. ’Pret-Á-Porter’ (1994, Robert Altman)
Vi træder ind i modeverdenen med en herlig parodi. Legendariske Robert Altmans ’Pret-Á-Porter’ er måske ikke hans mest anerkendte eller stringente ensemble-film, men den går ufortrødent modehysteriet på klingen.
Plottet er svimlende stort og breder sig ud over hele modeindustrien. Modebossen Olivier de la Fontaine bliver kvalt i en sandwich i en bil, og hans sidekammerat Sergei (det italienske handyr Marcello Mastroianni) bliver klandret for mord. Designere som Cy Bianco (Forest Whitaker) og Cort Romney (Robert E. Grant) viser deres kreationer frem og har et forhold kørende bag kulisserne. Journalisternes southern girl Kitty Potter (Kim Basinger) interviewer på livet løs, og modebranchens ypperste redaktører bliver snøret af den slibrige fotograf Milo (Stephen Rea).
Alle karakterer er bundet sammen af tid, sted og en del jokken i hundelorte, utvivlsomt i sig selv et satirisk stik til modeverdenen. Ikke mindst afslutningsscenen er Altmans utilslørede dom over modeverdenens idioti. Alligevel har betydelige modefolk cameos i filmen, heriblandt Christian Lacroix, Jean Paul Gaultier og danske Helena Christensen. Karl Lagerfeld takkede til gengæld pænt nej til tilbuddet.
’Pret-Á-Porter’ (Ready to Wear) kan ses på Viaplay.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
2. Jimmy Kimmel ‘Lie Witness News’
Jimmy Kimmels ’Lie Witness News’ besøgte i 2014 New York Fashion Week, hvor selverklærede trendspottere blev spurgt til designere og tendenser, der ikke findes. Deres fabulerende svar er guld værd.
Sjældent har modeverdenen fremstået så overfladisk, som da Phil Robertson fra reality-serien ’Duck Dynasty’ får tilskrevet sit eget modedynasti, mens en hovedløs kjole bliver erklæret som en ny, spændende tendens, der bør koste tusindvis af kroner.
De adspurgte har åbenlyst svært ved at modstå anerkendelsen i tilnærmelsen »someone like you would know about«. Fake it ’til you make it.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
3. ‘Girl Model’ (2011, Ashley Sabin og David Redmon)
En af de største slagsider ved modebilledet er som bekendt de åleslanke modeller.
Dokumentaren ’Girl Model’ viser den tidligere model Ashley, der nu arbejder som agent og jagter ungdommelige, præpubertære russiske piger, der kan træde ind på det japanske marked. Samtidig viser den historien bag de fordømte forsidepiger gennem 13-årige Nadya, der rejser fra Sibirien til Tokyo med håb om en ny og bedre tilværelse.
Nadya og hendes modelveninders skånselsløse møde med modeindustrien er afslørende, mens Ashley, der selv kender til det ubarmhjertige modelliv, har moralske skrupler over at have solgt sin sjæl til djævlen.
’Girl Model’ kan ses på amerikansk Netflix.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
4. ‘Last Week Tonight with John Oliver: Fashion’
Det er ikke kun modellerne, der indimellem lider. Det tøj, de iklæder sig, dækker også ofte over triste skæbner, som når billigt tøj er highstreet-kædernes motor til overlevelse, hvilket kommer til at retfærdiggøre børnearbejde og elendige arbejdsvilkår.
Altid skarpe John Oliver sætter fokus på netop dette i et 17 minutter langt indslag, der formår at være lige dele humoristisk og horribelt – gedigent feel-bad. Tøjmærkerne »make money through volume«, som Oliver siger det, og det kræver en hulens masse billig arbejdskraft. Hvilket for eksempel The Gap afleder opmærksomheden fra med en fed reklame, hvor lystige mænd og kvinder er klædt i pastelfarver.
Olivers modgift er at servere kæderne deres egen medicin i en lidt mere spiselig form: Ekstremt billig og suspekt mad. Men som Oliver pointerer, er det jo forbrugerne selv, der må højne deres kvalitetssans og undlade at købe kjoler, der koster mindre end fårekyllingefoder.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
5. ‘The September Issue’ (2009, R. J. Cutler)
Én, der aldrig ville købe billigt tøj, er modehierarkiets dronning. For den virkelige djævel, der går i Prada, er ikke Meryl Streep, men Vogues Anna Wintour – modechefen over dem alle og hende, der bestemmer, hvad der er dømt inde og ude.
’The September Issue’ går tæt på Wintour og Vogue med fokus på årets højdepunkt: Magasinets septemberudgave, der i 2009 nåede et hidtil rekordhøjt sidetal på 820.
»Producer and director of the industry« bliver Wintour kaldt med lige dele kærlighed og ærefrygt af en kollega, og den titel viser sig at være sand. Modedesignere inviterer Wintour ind og kysser nærmest hendes hænder og fødder blot for at høre hendes mening. På Vogue er intet blåstemplet, før Wintour har givet sit besyv med.
Filmens anden hovedperson, den stærkt sympatiske stylist Grace, må ofte tage hårde slag og opleve demotiverende nederlag, når hendes arbejde kasseres på grund af Wintours kompromisløse holdninger. Hun bliver et billede på den ubarmhjertighed, der ifølge filmen kendetegner industriens top, og det gør ’The September Issue’ til en vaskeægte øjenåbner.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
6. ‘Inside Amy Schumer: Say Fine to the Shirt’
Klæder skaber som bekendt folk, og modeindustrien lever på vores tro på, at tøjet lægger fundamentet for bestemmelsen af vores identitet og selve vores psykiske velvære.
Men ifølge Amy Schumer er det på tide at kalde en spade for en spade og en skjorte for fin. I ovenstående ’Inside Amy Schumer’-sketch har hun allieret sig med den skuespilleren Justin Long, og jagten efter det perfekte tøj bliver på satirisk vis gjort til en videnskab, hvor knapper handler om eksistentiel overvejelse og ekstatisk opdagelse.
Den skeptiske Long lærer til sidst lektien om tøjets betydning for mennesket, og modens overlevelse er således sikret lidt endnu. Altså så længe prisen på skjorten ligger mellem 50 og 12.000 dollars.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
7. ‘Saint Laurent’ (2014, Bertrand Bonello)
Filmene ynder også at skildre modeverdenen som et sted præget af ’sex, drugs, and rock’n’roll’. Et sted med æggende exces – som slår ud i depraveret nedtur.
Ét af eksemplerne er Bertrand Bonellos film om Yves Saint Laurent. ’Saint Laurent’ – ikke at forveksle med Jalil Lesperts ’Yves Saint Laurent’ fra samme år – om den elegante og ekstravagante designer er en tour de force gennem modens hyperæstetiske ydre, hvor stoffer og alkohol undergraver designerens tilværelse.
Portrættet af Yves, spillet af hans nærmest tro kopi Gaspard Ulliel, er hverken entydigt eller ligetil, men filmen er et smukt euforiserende indblik i en parallelverden af stoffer, sex, skønhed og forfald.
Men selvom de lever hurtigt i modeverdenen, så dør de ikke alle unge – Yves Saint Laurent blev 71 år.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
8. ‘Funny Face’ (1957, Stanley Donen)
Men hey. Så slem er modebranchen heller ikke. I hvert fald ikke hvis Stanley Donen instruerer, Fred Astaire danser med, og man er lige så smuk som Audrey Hepburn i ’Funny Face’.
Jo (Hepburn) er en stortænkende og bognørdet mus, der bliver trukket ind i modeverdenen af den betagede fotograf Dick Avery (Astaire) og magasinredaktøren på Quality Maggie Prescott (Kay Thompson). Sammen rejser de til Paris for at præsentere Jo som Qualitys nye ansigt, men Jo finder sig selv splittet mellem modellivet og Paris’ højere filosofiske lag.
Bag filmen står selveste ’Singin’ in the Rain’-instruktøren Stanley Donen, hvilket giver et praj om filmens tone og bestanddel af sang og dans. En af modebranchens mest fremtrædende og kunstnerisk anlagte fotografer, Richard Avedon, var konsulent på filmen og gav inspiration til Fred Astaires karakter – og så er legendariske George Gershwin filmens komponist.
Hvis man kan tilgive den åbenlyse aldersforskel på 30 år mellem Hepburn og Astaire og et overforbrug af ordet »pizzazz!«, så er ’Funny Face’ et ubekymret og fornøjeligt syn på modebranchen.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
9. ‘Dior and I’ (2014, Frédéric Tcheng)
Endnu en film, der ikke går efter at karaktermyrde modebranchen, men skildrer den med respekt og oprigtig interesse.
I centrum er designeren Raf Simons, der i 2012 blev det nye kreative overhoved i Dior-huset, og tilblivelsen af hans første kollektion. Modehusene er industriens eksklusive højborge, hvor de innovative idéer skal flyde i en konstant strøm uden at gå på kompromis med visionen fra husets far eller mor.
Raf finder sig selv i en sådan kompleks skærsild, da han og husets systue kun har otte uger til at skabe en haute couture-kollektion, der skal udstråle Christian Dior med et umiskendeligt snert af Raf.
Idéen om Christian Diors ånd i huset er smukt fortalt gennem en voice-over, der læser op fra Diors selvbiografi. Den taler om Diors egne udfordringer, bekymringer og tanker og fører dem over på Raf, som var han en reinkarnation af manden selv. Et smukt visuelt og fortælleteknisk koncept, der indfanger modehusets historie, mens det samtidig selvstændiggør Raf og viser hans strenge og tårevædede vej mod den endelige fremvisning.
’Dior and I’ kan ses på Filmstriben.