’Trumbo’
Hvis Dalton Trumbo selv havde skrevet manuskriptet til filmen om sit eget liv, havde ’Trumbo’ helt sikkert været et større mesterværk end Jay Roachs lidt ufarlige film om en af Hollywoods mest berømte blacklistede forfattere.
Det er den tanke, man efterlades med efter at have nydt Bryan Cranstons gestaltning af forfattergeniet Dalton Trumbo, der med krum ryg og cigaretrør skrev skarpt drama og sprudlende dialoger til Oscar-hyldede film som ’Roman Holiday’ og ’The Brave One’, helst mageligt placeret i familiens badekar med sin skrivemaskine foran sig.
Dalton Trumbo var en af USA’s bedste manuskriptforfattere i 1950’erne, men officielt havde han ingenting med filmene at gøre. Som mange andre i perioden var den talentfulde ordsmed nemlig bandlyst fra at arbejde for samtlige amerikanske filmstudier, da hans kommunistiske associationer blev set som en trussel mod den amerikanske stats demokratiske værdier.
I en sort tid for Hollywood, hvor adskillige superstjerner måtte angive socialistiske venner og kollegaer for selv at undgå at blive suspenderet, sagde Dalton Trumbo fra over for den antikommunistiske heksejagt, da han sammen med ni kollegaer i en retslig kamp for amerikanske frihedsværdier nægtede at erklære sig skyldig eller uskyldig i de offentlige anklager, der stemplede dem som kommunister. De blev kendt som The Hollywood Ten.
Ligesom de to middelmådige dramaer ’The Front’ (1976) og ’Guilty by Suspicion’ (1991) skildrer ’Trumbo’ på underholdende vis en periode i Hollywood, hvor forskrækkelsen var større end fornuften. Det er morsomt for cineaster at møde legendariske Hollywoodstjerner og få et lille overblik over, hvem der gjorde hvad. Karakterer som John Wayne, Edward G. Robinson, Louis B. Mayer, Kirk Douglas, Sam Wood og Otto Preminger optræder som morsomme, men stereotypiske parodier, der primært er med for at drive dramaet dynamisk fremad.
’Trumbo’ føles lidt som en tv-film fra 1990’erne. Instruktør Jay Roach, der tidligere har instrueret skønne komedier som ’Austin Powers’ og ’Meet the Parents’, fortæller filmen reaktionært med kedelige establishing shots, unødvendige intro- og sluttekster og en velsmurt farvelade, der skal sikre, at vi ikke tager denne mørke livsfortælling alt for seriøst. Trods selvmord og stikkerier fremstår ’Trumbo’ paradoksalt nok som en feel good-film.
Dalton Trumbo møder stor modstand, der personificeres i den konservative sladderjournalist Hedda Hopper, som spilles af en veloplagt Hellen Mirren og er befriende ondskabsfuld i en herlig, men ensidig skurkerolle. Venner vender Dalton ryggen én efter én, men heldigvis er der nogle få ’galninge’, der i al hemmelighed giver forfatteren arbejde under adskillige pseudonymer.
’Trumbo’ bevæger sig lidt for let over fortællingens mørkeste kapitler, som når vitale venskaber brydes, og Trumbo ydmyges og sidder bag lås og slå.
Når den 59-årige ’Breaking Bad’-stjerne Bryan Cranston alligevel er blevet Oscar-nomineret for sin præstation som Dalton Trumbo, skyldes det uden tvivl hans formidable fysiske præstation, og han gør da også et uudsletteligt indtryk som forfatteren, der med en uslukkelig arbejdsiver og en overflod af intelligente oneliners jagede både frihed, anerkendelse og gode fortællinger.
Filmens bedste øjeblikke skal findes i det interne familiedrama, hvor Dalton Trumbo kritiseres og sættes på plads af sin kone Cleo (Diane Lane) og teenagedatteren Niki (Elle Fanning) for at glemme familien i jagten på retfærdighed. Disse scener er så velspillede og rørende, at man tilgiver filmen dens svagheder, fordi man i bund og grund er særdeles godt underholdt.
Kort sagt:
Jay Roachs ufarlige feel-good film om Hollywoods blacklist minder om en tv-film fra 1990’erne, men Bryan Cranstons præstation som Dalton Trumbo vækker alligevel både smil og tårer.