’Dheepan’: Guldpalmevinder sætter ansigt på flygtningestrømmene
Forestil dig, at du er på flugt fra krig og elendighed.
At du har mistet hele din familie. Og at du, for at slippe væk og få asyl i et bedre, mere sikkert land, må lade som om, at du er i familie med to fremmede. At du må leve sammen med dem i dette nye land, få et arbejde, få tingene til at fungere. Alt imens dit nye land viser sig slet ikke at være så sikkert, dom du troede. Her raser nemlig en anden form for krig. Det brænder i gaderne, folk slår hinanden ihjel.
Så umiddelbart udsigtsløst former tilværelsen sig for hovedpersonerne i Jacques Audiards Guldpalme-vinder ’Dheepan’, der åbner i Sri Lanka, hvor den blodige borgerkrig har fundet sin afslutning. En tamilsk tiger (Jesuthasan Antonythasan) stirrer desillusioneret ind i flammerne på bålet, hvor ligene af hans døde soldaterkammerater forkuller, før han smider sin uniform samme vej. I en flygtningelejr bevæger en ung kvinde (Kalieaswari Srinivasan) sig søgende rundt, på udkig efter et forældreløst barn, hun kan kalde sit eget. Kort efter haler hun afsted med en niårig pige (Claudine Vinasithamby), der har mistet sin mor.
Vi lærer dem at kende som Dheepan, Yalini og Illayaal – navne, de får tildelt, da deres skæbner forbindes på et interimistisk emigrationskontor, og de med ét slag bliver en familie. Sådan er deres chancer for politisk asyl i Europa størst.
Og her begynder historien for alvor. De ender i Pré-Saint-Gervais, en kriminalitetsramt forstad til Paris, hvor Dheepan får job som vicevært i et socialt boligbyggeri. Han holder lav profil – ingen må opdage familiens fupnummer – og gør lydigt rent efter pushernes svineri i boligblokken. Mens banderne kæmper om territoriet udenfor vinduet, lærer den lille familie langsomt og prøvende hinanden at kende.
I stil med det virkelighedsnære fængselsdrama ’Profeten’ (2009) farvelægger Audiard tålmodigt sine karakterer, der hver især plages af ensomhed og frustration over deres situation, men ikke rigtigt formår at dele det med hinanden. I drømmelignende klip bringes vi tilbage til Sri Lanka – brisen i junglen, træernes raslen, de bløde bevægelser fra en elefant: Mindet om hjemlandet og et fingerpeg om, at krigens rædsler er svære at gøre sig fri af.
Da Yalini får rengøringsarbejde i blokken overfor, tager filmen en dramatisk drejning, og stiller undervejs lige så mange spørgsmål, som den besvarer: Kan man gøre sig fuldstændig fri af sin fortid? Hvad er et godt liv? Kan lykken opstå ud af ulykkelige omstændigheder?
Audiard leger behændigt med vores genrebestemte forventninger og lader ’Dheepan’ bugte sig mellem socialrealisme og (post)krigsdrama, ligesom filmens organiske, langsomme fortællestil udfordrer gængse ideer om struktur og fremdrift.
Og så sætter filmen ansigt på de hundredtusindvis af flygtninge, som strømmer til Europas kyster i disse år. Absolut en tur i biografmørket værd.
Kort sagt:
Tre tamilere på flugt fra krigens rædsler foregiver at være en familie for at få asyl i Frankrig. I en trøstesløs parisisk ghetto konfronteres de ikke blot med hinanden, men også med banderne, der kæmper om territoriet uden for vinduet. Og de må indse, at fortiden altid indhenter én. Et studie i troværdige karakterskildringer og sikker, ikke-leflende fortællestil.