Dansk skuespillerstjerne får fast rolle i ‘Top of the Lake’ sæson 2

Dansk skuespillerstjerne får fast rolle i ‘Top of the Lake’ sæson 2

Med sine gudesmukke scenarier i New Zealand, en poetisk-mystisk tone, en storspillende Elisabeth Moss (‘Mad Men’) og et knugende plot om en 12-årig piges forsvinden og pludselige graviditet i en lille bjergby er ‘Top of the Lake’ én af de mest originale krimiserier i nyere tid.

Mesterinstruktøren Jane Campion stod bag alle syv afsnit af det, der egentlig var tænkt som en afsluttet fortælling a la ‘True Detective’, men som nu får en fortsættelse. Hvilket man kun kan byde velkommen.

Elisabeth Moss er tilbage i hovedrollen som politiefterforskeren Robin, der i sæson 1 ufrivilligt bliver involveret i sagen, som opstår, da hun er på ferie i barndomsbyen Laketown. I anden sæson er Robin efter fire år vendt tilbage til Sydney, hvor hun kastes ind i en ny sag, og her støder hun blandt andet på en hjemlig kending: Dansk-svenske David Dencik, som har en fast birolle gennem sæsonen, bekræfter han over for Soundvenue. Optagelserne finder sted i disse uger.

Dencik er én af dansk films mest respekterede karakterskuespillere og har gjort sig bemærket i film som ‘Broderskab’, ‘En soap’, ‘Mænd og høns’, ‘Fasandræberne’ og den aktuelle ‘Der kommer en dag’ og tv-serier som ‘Lykke’ og ‘Blekingegade’.

De senere år har han dog også fået en flot international karriere med en væsentlig rolle i Tomas Alfredsons stjernespækkede ‘Tinker Tailor Soldier Spy’ og optrædener i Spielbergs ‘War Horse’, Tommy Lee Jones’ ‘The Homesman’ samt tv-serierne ‘Borgias’ og ‘The Last Panthers’.

David Denciks rolle i ‘Top of the Lake’ er endnu en prominent skalp i den danske skuespillerstands erobring af de store internationale serier, fra Nikolaj Coster-Waldau i ‘Game of Thrones’ og Mads Mikkelsen i ‘Hannibal’ til ‘Lars Mikkelsen’ i ‘House of Cards’ og Birgitte Hjort Sørensen i ‘Vinyl’.

‘Top of the Lake’, der laves af BBC i England og Sundance TV i USA, får premiere i 2017. Men allerede senere i år kan man opleve Dencik i en hovedrolle i Anden Verdenskrigfilmen ‘Fuglene over sundet’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af