Cannes-highlights dag 4: Shia LaBeouf genopstår som stjerneskuespiller i verdensklasse

Vores Cannes-udsendte har været til verdenspremiere på Spielbergs nye film og ladet sig begejstre af Andrea Arnold, Shia LaBeouf og den sjoveste film, han til dato har set på festivalen.

Toni Erdmann
1. Årets første store overraskelse

En af de største glæder i Cannes er forventningens glæde. Overgår Jeff Nichols sig selv? Dolan? Jarmusch? Refn? Nogle gange bliver man skuffet, nogle gange positivt overrasket, andre gange får man noget helt andet, end det man havde forestillet sig.

Men der er faktisk én fornøjelse, der er endnu større: At blive taget på sengen. At gå ind til en film, man intet aner om på forhånd – og blive mødt af en af årets største oplevelser.

Sådan var det, da ’Son of Saul’ løb over lærredet sidste år, eller ’Adèles liv’ for tre år siden. Film som ingen nærede forventninger til, måske endda så frem til med en vis ængstelse.

I år er ’Toni Erdmann’ én af de overraskelser, der for mig er indbegrebet af festivalen. Det er ikke en stilistisk radikal film på linje med Saul og Adèle, men til gengæld er det den sjoveste film, jeg har set gennem mine fire år på festivalen. En komedie, som udløste spontane bifald og hyppige latterbrøl under pressevisningen – og som trods klovnerierne giver en dybfølt skildring af forholdet mellem forældre og børn.

Winfried er en ældre, overvægtig mand, der prøver at trænge ind til sin voksne datter, Ines, som kører karriere i et stort konsulentfirma. Han er en kronisk jokster, der i ét væk udsætter sine omgivelser for practical jokes. Humor er der ikke meget af i datterens tilværelse, og hun ser resigneret ud, da Winfried tropper op på hendes udstationering i Bukarest – med paryk og falske tænder i det, der med improviseret hast bliver til alteregoet Toni Erdmann.

Joken bliver Winfrieds indgang til at bevidne datterens glædesløse arbejdstilværelse fra første parket. Hun afviser ham ikke – men åbner lukker heller ikke op for følelsessluserne. Og man må gætte sig frem til, hvilke skår fra fortiden han skal klinke, eller om han simpelthen bare er på en ædel mission for at bringe glæden tilbage i datterens liv.

Winfrieds kiksede stunts emmer af hjertevarm humor, og trods en spilletid på 2.42 keder man sig ikke et sekund. Faktisk bliver filmen ved med at overgå sig selv i såvel subtil komik som rendyrket slapstick, og den tyske instruktør Maren Ade forstår, at vejen fra latter til tårer er kort. Det er en dybt rørende historie om at huske, hvad man lever for, og som alle formentlig vil kunne spejle sig i.

Altid gode Sandra Hüller og Peter Simonischek leverer præstationer, der gør dem til foreløbige favoritter til skuespillerpriserne på festivalen. For ’Toni Erdmann’ er muligvis for feelgood til at være Guldpalmemateriale, men det vil være en skandale, hvis den går tomhændet hjem.

Annonce

The BFG
2. Spielberg prutter og skuffer

Store forventninger var der også til Steven Spielbergs nye projekt, filmatiseringen af Roald Dahls klassiker ’The BFG’. Parallellerne til ’E.T.’ var nemlig på papiret oplagte: Begge film handler om et barns møde med et fremmed væsen.

Her er det børnehjemspigen Sophie, der bliver kidnappet af en venlig kæmpe og taget med til hans hule i kæmpernes land. Det er dog et farligt sted at opholde sig for en lille pige, for de andre, knap så venlige kæmper er sultne efter menneskekød.

Filmen har fået gode anmeldelser i de internationale medier, blandt andet fire ud af fem i The Guardian, men jeg fatter det ikke. CGI’en ser bedaget og alt for kunstfærdig ud, og på den ene side bruger filmen så kort tid på at opbygge Sophie som karakter før mødet med kæmpen, at man har svært ved at engagere sig i deres relation, på den anden side foregår så meget af filmen i kæmpeland, at den går i stå.

I sidste tredjedel kommer den engelske dronning og kæmpeprutter (!) ind i billedet, og så bliver det pludselig mere muntert. Men ak, alt for sent.

Shia LaBeouf American Honey
3. Shia og kærlighed på et håbløst sted

De delte meninger er da også en særlig festivalkvalitet. Når filmene rammer de danske biografer, er der ofte opbygget en slags konsensus fra de internationale medier, som vel ikke kan undgå at smitte af, men i Cannes er der gudskelov ingen mulighed for at være forudindtaget.

Mange ser ud til at være endog meget begejstrede for ’Oldboy’-instruktør Park Chan-wooks ’The Handmaiden’, et trekants- og svindlerdrama sat i 1930’ernes Korea. Den er rig på instruktørens varemærker, visuelt fantastiske setups, dristige (lesbiske) sexscener, blod og adskillige twists undervejs. Flot og spændende, men jeg foretrækker nu, når Chan-wook flipper lidt mere ud, som i hans svimlende amerikanske debut ’Stoker’.

Den film, der foreløbigt ser ud til at dele vandene mest, er dog Andrea Arnolds ’American Honey’. Jeg synes, den er fantastisk!

Den 19-årige debutant Sacha Lane spiller en white trash-pige, Star, der flygter fra sit hjem for at slutte sig til en festglad trup af unge outsidere, som rejser land og rige rundt for at sælge magasinabonnenter. Det er en bande à part med deres helt egne ritualer, og man kommer dybt ind i deres fællesskab i et grænsefelt mellem frihed og social tvang.

Star er særligt fascineret af den excentriske Jake (Shia LaBeouf), gruppens bedste sælger og en slags lederfigur. Scenen, hvor hun møder ham første gang, og han danser ustyrligt rundt til Rihannas ’We Found Love’ på kassen i et supermarked, er uimodståelig. Det er i sandhed kærlighed på et håbløst sted.

Den engelske instruktør bag ’Red Road’ og ’Fish Tank’ har lavet et stykke dybt originalt americana fri for road-genrens klichéer. Mesterfotografen Robbie Ryan har skudt solvarme billeder, der med sin virtuose brug af naturligt lys ville gøre selv Emmanuel Lubezki misundelig, og soundtracket er blærerøvsagtigt sprødt med alt fra Fetty Wap til Bruce Springsteen, Mazzy Star og Will Oldham.

I det intime, sanselige portræt af de unge udskud mindes man Gus Van Sants ’My Own Private Idaho’, men tankerne ledes også hen på så forskellige film som ’Spring Breakers’ og ’Into the Wild’. Allermest ligger filmen dog i forlængelse af beat-generationens skildringer af drømmen om frihed, og man kan se den som en slags moderne pendant til Jack Kerouacs klassiker ’On the Road’, tilsat Arnolds solidaritet med den økonomiske underklasse.

Filmen er lang, to timer og 40 minutter, hvilket den har svært ved at retfærdiggøre. Men detaljerne og karaktererne er så specifikke og levende, at man mærker en stor filmkunstners aftryk. Shia LaBeouf leverer desuden sin måske bedste filmpræstation nogensinde som den skiftevis charmerende og småaggressive Jake.

Shia er tilbage som filmstjerne med sitrende energi og demonstrerer her virkelig dybden i sit talent, hvilket er godt nyt for danske Janus Metz, der skal instruere ham i en kommende tennisfilm.

Med ’Toni Erdmann’ og ’American Honey’ er hovedkonkurrencens foreløbigt to bedste film instrueret af kvinder.

Læs også: Cannes dag 3 – selv Jessica Chastain er fortabt på Croisetten

Læs også: Cannes dag 2 – opildner George Clooney og Jodie Foster til selvtægt?

Læs også: Cannes dag 1 – må man skrive om Woody Allen uden et ord om incest?