Et nyt ansigt i ‘Game of Thrones’: Hvem er Melisandres mørkhårede pendant?

Et nyt ansigt i ‘Game of Thrones’: Hvem er Melisandres mørkhårede pendant?

(Vi spoiler mildt femte afsnit af sjette sæson ‘Game of Thrones’ i det følgende)

Da en storbarmet kvinde stod foran Tyrion Lannister og Varys, gik der nok en del tanker gennem dit hoved. Måske var det første, du tænkte, at Melisandre var kommet ualmindeligt hurtigt til Meereen. Dernæst at det vist ikke var hende, men at hendes halskæde så ualmindeligt bekendt ud. Og til sidst at vi havde at gøre med endnu en Lord of the Light-tilbeder – og der ramte du hovedet på sømmet. For mens Melisandre surmuler blandt beslutningstagerne i Castle Black, er der nemlig kommet en ny forførisk præstinde til ‘Game of Thrones’-universet.

Tyrion Lannister, Varys og alle os andre stiftede i gårsdagens afsnit bekendtskab med Kinvara, der er en af de højeststående præstinder i R’hllor aka. The Lord of Light-religionen. Og ligesom Daenerys har hun en del tilnavne: »High Priestess of the Red Temple of Volantis, the Flametruth, the Light of Wisdom, and First Servant of the Lord of Light«, som det blev præsenteret i afsnittet.

Kinvara, spillet af Ania Bukstein, er også en karakter fra George R.R. Martins bogforlæg, men der er én stor forskel fra bog til serie: Han er blevet til hun! I bøgerne er højestepræsten nemlig en mand ved navn Benerro.

Men Benerro og Kinvara er derudover den samme karakter. Kinvara tror på, at Daenerys er The Prince That Was Promised eller Azor Ahai, som vil bekæmpe mørket med sværdet Lightbringer. Det er denne forudsigelse, Melisandre pålagde Stannis Baratheon – fejlagtigt, ved vi nu – og som hun nu tildeler Jon Snow.

Kinvara vil bruge Daenerys som middel til at omvende folket til den rette tro. Og i bøgerne er Benerro ubarmhjertig i sine metoder til at nå sit mål, så måske er Kinvara det samme. Hendes største udfordring ligger dog i at få Daenerys med på vognen, og fans leger med tanken om, at hvis Kinvara får kureret Jorah the Andals greyscale, mon ikke hun så får overbevist Daenerys?

Det spørgsmål må tiden besvare, men det lover godt for ‘Game of Thrones’, at en ny Red Woman kommer og sætter fut i fejemøget, efter Melisandre tvivler i sin tro og ikke rigtigt er kommet på banen siden sin store afsløring. Og forresten: Gemmer Kinvara mon på samme hemmelighed med den fine halskæde?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af