‘Game of Thrones’: Få baggrunden for femte episodes twist, som næsten (!) ingen havde set komme

‘Game of Thrones’: Få baggrunden for femte episodes twist, som næsten (!) ingen havde set komme

(Vi spoiler femte afsnit af sjette sæson ‘Game of Thrones’, så læs videre på eget ansvar!)

Tragisk er et fattigt ord, når man skal beskrive det uforudsigelige og utroligt veltænkte twist, der rundede første halvdel af ‘Game of Thrones’ sjette sæson af. Ikke bare lærte vi sandheden bag Hodors lidelse og navn, da Bran legede med tidsrejser og sommerfugleeffekter, men vi måtte også sige farvel til endnu én af the good guys. Som skuespilleren Isaac Hempstead-Wright, der spiller Bran, siger det i et interview på ‘Game of Thrones’ YouTube-kanal:

»Han er en af de eneste karakterer i ‘Game of Thrones’, der virkelig ikke har en agenda. Så at han skal dø er det ultimative knivstik. Det er virkelig de her gode, venlige karakterer, der ikke fortjener sådan noget (…) han var bare en almindelig dreng, der blev ødelagt af Bran«.

Kristian Nairn, der spiller Hodor, tager det derimod ikke så tungt, at Hodor er en saga blot: »Jeg kunne ikke være mere glad for den måde, han røg ud på. Det interessante er, at det på en måde er åbent. Du ser ham faktisk ikke dø. Det antydes. Så hvem ved? Han kommer måske tilbage som White Walker, måske slap han væk. Men det var en virkelig god måde at gøre det på«, fortalte han Entertainment Weekly.

Selvom Nairn spekulerer i, om han kunne vende tilbage, lader det dog til, at vi ikke ser det godhjertede mandfolk igen. »Det er så trist. Det sekund, du endelig lærer noget om Hodor, så dræber de ham!« tilføjede han.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I HBO’s ‘Inside the Episode’ fortalte serieskaberne David Benioff og D.B. Weiss om Hodors endeligt, som selvfølgelig havde George R.R. Martin som ophavsmand: »Vi havde et møde med George Martin, hvor vi prøvede at få så meget information som muligt ud af ham, og det nok mest chokerende, vi fik at vide, var Hodors oprindelse, og hvordan navnet blev til. Jeg husker, Dan og jeg kiggede på hinanden og tænkte ‘holy shit’« fortæller David Benioff, og D. B. Weiss supplerer: »Det var en af de mest triste og rørende ting (…) Det var en virkelig hjerteskærende idé«.

De færreste havde forudset Hodors triste skæbne og hans navns oprindelse. Selv ikke de mest dedikerede fanteoretikere havde linket Hodor og ‘Hold the door’ sammen. Men en af dem, der faktisk havde spået rigtigt, var sci-fi forfatteren Michael A. Ventrella, der ved et møde med George R.R. Martin i en elevator i 2013 fik nøglen til Hodors oprindelse.

I et blogindlæg fra 2014 forklarer han, hvordan de delte en elevator, og Martin sagde: »Jeg har altid gerne villet være elevatorfører. Hvis det med at skrive ikke havde lykkedes…«.

Ventrella havde tygget lidt på den udtalelse, og næste gange de mødtes i elevatoren, fortalte han, at han havde fundet ud af, hvor navnet Hodor kom fra: »Jeg tænkte på det, du sagde om at blive elevatorfører. Det står klart for mig nu, at Hodor er sammentrukket af ‘Hold the door’«.

»Haha«, grinte Martin og sagde: »Du aner ikke, hvor tæt du er på sandheden!«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af