Se Elle Fanning lære modebranchens hårde vilkår i nye klip fra Nicolas Winding Refns ‘The Neon Demon’

Hypen omkring danske Nicolas Winding Refns nye film, ‘The Neon Demon’, har fyldt meget den seneste tid. Filmen får verdenspremiere i morgen på Cannes-festivalen (og for pressen allerede i aften), og det skal blive spændende at se, om Refn kan gentage succesen med ‘Drive’, efter at hans seneste projekt, ‘Only God Forgives’, fik en blandet modtagelse.

Og her dagen før filmen rammer den sydfranske festival, har vi fået to nye klip fra ‘The Neon Demon’. I det første ser vi hovedpersonen Jesse (Elle Fanning) blive undervist lidt i plastikkirurgi af en modelkollega, som bliver kaldt the bionic woman af sin kirurg. I det andet, lettere akavede og anspændte klip, ser vi Jesse komme til en audition, hvor hun skal gå catwalk, og hvor vi finder ud af, at hun kun er 19 år (første klip afslører desuden, at hun er forældreløs).

Udover Elle Fanning består castet blandt andet af Jena Malone (‘The Hunger Games’), Keanu Reeves, Alessandro Nivola (‘American Hustle’) og Christina Hendricks (‘Mad Men’).

Husk at du stadig kan nå at komme med til første danske visning af ‘The Neon Demon’ på mandag kl. 20 i Empire Bio, hvor Soundvenue holder forpremiere.

Læs også: Alle Nicolas Winding Refns film – rangeret fra værst til bedst

Annonce