’The Boy’: Solid gyser forfalder til dumme forklaringer
Som det sig hør og bør i ethvert gotisk gys, er det store, gamle hus med tårnværelser og trapper og tungt mahognimøblement centerpiece i William Brent Bells dukkegyser ’The Boy’. Omkranset af nåleskov og indhyllet i mørke regnvejrsskyer er det engelske landsted en både mindeværdig og stemningsfuld scene for filmens ellers letforglemmelige plot.
Amerikanske Greta (Lauren Cohan fra ’The Walking Dead’) har søgt stillingen som husholderske og barnepige for den otteårige dreng Brahms i England. Mest af alt fordi det giver hende en undskyldning for at komme så langt væk som muligt fra sin voldelige ekskæreste hjemme i staterne. Da hun ankommer til familien Heelshires imponerende hus, modtages hun imidlertid af et ældre ægtepar, der umuligt kan være forældre til en otteårig. Noget er off.
Brahms er nemlig ingen almindelig dreng, men en cirka en meter høj dukke med porcelænsansigt og et klamt, bedende udtryk i glasøjnene! Greta griner, da hun præsenteres for Brahms. Men far og mor mener det faktisk. Hun skal passe og pleje ’drengen’, imens de to tager sig en velfortjent ferie. Hun indvilger – lønnen er god.
Inden de haster ud af døren, giver de den nye barnepige en liste over regler, der skal overholdes. Det er jo trods alt en gyserfilm. Regler som: Ingen husgæster, spil musik højt, læs godnathistorie, tøm rottefælderne og kys Brahms godnat. Greta bryder imidlertid hurtigt den første regel, da hun inviterer det britisk-charmerende dagligvarebud Malcolm forbi. Det finder den besidderiske dukkedreng Brahms sig ikke i, og så begynder uforklarlige hændelser at udspille sig i det knirkende, skyggeomsvøbte hus, der gemmer på ikke så få hemmeligheder.
Med sikker sans for stemningsfuld belysning og det tomme rums iboende uhygge sørger fotografen Daniel Pearl, der også stod bag kameraet på gysermesterværket ’Motorsavsmassakren’ fra 1974, for både effektive, overraskende og ægte uhyggelige billeder.
Dæmoniske dukker er der nok af i gyserfilm. Forrige års ’Annabelle’, et ok skræmmende biprodukt af James Wans ferme eksorcismegys ’Nattens dæmoner’, gav os en djævlebesat porcelænsdukke med et slesk smil. Og så er der jo Chucky, Jigsaw og dræberklovnen fra ’Poltergeist’, ikke mindst.
Lille Brahms er mere livagtigt drenget end egentlig dukket med sine våde øjne og triste mundvige. Som Greta stirrer man intenst på den livløse dukke, der har det med at flytte sig rundt i det store hus, hver gang hun vender ryggen til. Er det Gretas ustabile sindstilstand, der spiller hende et puds, eller er Brahms virkelig besat af ånden fra Heelshire-familiens lille dreng, der mistede livet i en brand 20 år tidligere?
’The Boy’ byder på et par ikke videre grundvoldsrystende bøh-effekter hist og her, men gyset fungerer bedst i filmens krybende og mere klassiskgotiske første halvdel, hvor vi sammen med Greta afsøger huset for hemmeligheder. Derfra går det udelukkende ned ad bakke for instruktør William Brent Bell og førstegangsmanuskriptforfatter Stacey Menear, der ikke rigtig synes at kunne beslutte sig for, hvorvidt ’The Boy’ er en overnaturlig, psykologisk eller blodfattig slasher-gyser.
Kort sagt:
Havde William Brent Bell dog bare turdet satse mere helhjertet på det gotiske stemningsgys fra start til slut, var ’The Boy’ helt sikkert endt som en solid gyser. I stedet forfalder filmen til dumme forklaringer og kedelig, håndgribelig horror. Men første halvdel af ’The Boy’ er ægte uhyggelig.