True crime-abstinenser? Her er dit næste fix af serier, film og podcasts

’Serial’, ’The Jinx’ og ’Making a Murderer’ genoplivede den engang så udskældte true crime-genre, men siden har mange mordlystne seere levet i et tomrum. Vi har fundet 10 serier, film og podcasts, der kan stille sulten, og vi tør godt vædde med, at du ikke er stødt på mange af dem før.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘There’s Something Wrong With Aunt Diane’ (film)

Var Diane Schuler et dårligt menneske, fordi hun kørte galt i sin bil og dræbte otte mennesker, inklusive fem børn? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for ‘There’s Something Wrong With Aunt Diane’, der beskriver en af de mest tragiske bilulykker i amerikansk historie.

26. juli 2009 kørte 36-årige Diane Schuler stik mod kørselsretningen på motorvejen med 136 km/t og stødte sammen med en modkørende bil. De tre passagerer i bilen døde, og hende selv, hendes tre niecer og hendes egen datter døde. Kun hendes lille søn Bryan overlevede.

Schulers efterladte – hendes mand og svigerinde – har accepteret, at det var Dianes skyld, men de vil ikke acceptere toksologi-rapporten, der viste, at Schuler havde store mængder alkohol og hash i blodet, for sådan en person var hun ikke – hun var ikke en dårlig mor, mener de.

Liz Garbus’ dokumentar følger deres søgen efter svar på, hvad der skete den fatale dag og tegner samtidig et portræt af Schuler, der afviger fra mediernes tilsvininger af hende. Samtidig er det et rørende portræt af, hvor svært det kan være for de efterladte at give slip og begribe så horribel en ulykke.

Kan ses på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Great Crimes and Trials’ (serie)

Denne serie ligger på grænsen af det underlødige og sensationsjagende, men ’Great Crimes and Trials’ fortæller nu alligevel nervepirrende og interessante kriminalsager. Det er stærkt vanedannende underholdning.

BBC’s 90’er-serie er samtidig et berigende bekendtskab for dem, der allerede ved, hvem Zodiac Killer, Ted Bundy og Jeffrey Dahmer er. Serien tager fat på både kendte og ukendte mordsager, og der er oftest et interessant dilemma eller en moralsk overvejelse indlejret i afsnittene. Var Andrea Yates, der druknede sine fem drenge, en psykopatisk morder eller et sindslidende offer? Hvordan kan en mor, hvis søn har vansiret hende med en økse, stå ved hans side i en retssag?

Der er 78 ’Great Crimes and Trials’-afsnit i alt, og et udpluk af dem ligger på Youtube, så det er bare om at komme i gang. Du kan give dig i kast med den meget mediedækkede sag om Amanda Knox, et ’Making a Murderer’-klingende justitsmord på en sort mand eller gå linen ud i sagen om de lesbiske vampyrmordere!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Someone Knows Something’ (podcast)

Hvis du savner ’Serial’ og ikke kan bære, hvor skuffende dens anden sæson var, så er ’Someone Knows Something’ den perfekte trøstepræmie. Det er en velproduceret, engagerende fortælling, der genoptager sagen om Adrien McNaughton, der som fem år gammel forsvandt i 1972 og aldrig er set siden.

Filminstruktøren David Ridgen har tidligere instrueret dokumentarfilm om henlagte sager, og det er ham, der fortæller, interviewer og leder efterforskningen af sagen, hvor han er overbevist om, at alt håb ikke er tabt. Måske også fordi det er en personlig sag for ham, da han selv kommer fra Adriens hjemstat Ontario i Canada og husker den lille drengs forsvinden.

Det er tenderende til plagiat af ’Serial’, og Ridgen er indimellem lige lovligt selvhøjtidelig, men podcasten, der fik premiere i marts i år, fortjener alligevel et lyt, og allerede i første afsnit finder han frem til nye beviser.

Kan høres på iTunes eller via podcastens hjemmeside.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Jonestown: The Life and Death of Peoples Temple’ (film)

Krimifiktionen er glad for at kæde spiritualitet og mord sammen, og det er da også et makkerpar, der har medført grufulde begivenheder i virkelighedens verden. Tænk bare på Charles Mansons helter skelter, dommedagssekten Heaven’s Gate og selvfølgelig den mest berygtede af dem alle: Jonestown-massakren.

I ‘Jonestown: The Life and Death of Peoples Temple’ fortæller tidligere medlemmer af sekten og efterladte til de afdøde om religionens fascinationskraft og den karismatiske leder Jim Jones’ manipulerende kræfter, der førte til masse(selv)mordet i Jonestown i 1978. En tragedie, der er blevet indprentet i folks hukommelse på grund af dens omfang (909 ofre), umenneskelighed (forgiftning ved cyanid) og det famøse death tape, der ligger tilgængeligt på nettet.

Stanley Nelsons film giver et dybdegående indblik i den uforståelige tragedie, der aldrig ville have fundet sted, hvis ikke Jim Jones’ havde udnyttet fattige, svage sjæle, der troede på det bedste i alle mennesker. Det er en opslugende og grufuld dokumentar.

Kan ses på Youtube.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Zoo’ (film)

I juli 2005 døde Kenneth Pinyan af indre blødninger efter at have haft analsex med en hest, der havde tilnavnet ’Big Dick’. En ven filmede sex-akten, og fra de mørkeste steder af internettet blev videoen tilgængelig og Pinyan et symbol på afskyelig bestialitet.

At instruktøren Robinson Devor har taget så frastødende en historie og gjort det til en æstetisk og nærmest poetisk-filosoferende dokumentar er en præstation i sig selv. Hans stærkt iscenesatte og rekonstruktionstunge dokumentar er ikke bange for at kommentere på sin egen tilblivelse og sømløst blande virkelig og fiktion, når den griber fat i så tabubelagt et emne som zoofili.

Kenneth Pinyans historie er blot udgangspunktet for at formidle et visuelt udfordrende, men samtidigt følsomt og forstående portræt af en kriminel handling, der overgår de flestes forstand og forståelse. Det er ikke en klassisk true crime-dokumentar – faktisk langt fra – men det er en meditativ oplevelse og et forfriskende anderledes take på genren.

Kan ses på Youtube.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Just Melvin, Just Evil’

Melvin Just var ondskaben selv. Det er man på mange måder overbevist om, efter man har set James Ronald Whitneys ekstremt personlige dokumentar, der fortæller, hvordan hans morfar Melvins onde gerninger ødelagde ikke bare hans egen, men flere familier i Carlotta, Californien.

Den på daværende tidspunkt 71-årige Melvin Just havde i årevis seksuelt misbrugt 10 af Whitneys familiemedlemmer, da de var børn, men aldrig indrømmet det på trods af en ni år lang fængselsstraf for misbrugene. Dokumentaren beskriver og konfronterer monsteret Melvin: En mand, der gav børnene penge ud fra, hvor dybt han måtte penetrere, og hvis ustoppelige misbrug på tværs af tre generationer har ødelagt Whitneys familie.

’Just Melvin, Just Evil’ har en rå og umiddelbar æstetik, der ikke ligefrem er tiltalende, men som bringer os tættere på virkeligheden, når Whitney bruger sin familiære relation til at nærme sig interviewofrene. Det er også et portræt af et white trash America, der virkelig skærer i hjertet.

Roger Ebert kaldte i sin anmeldelse dokumentaren for en af de stærkeste, han nogensinde havde set, og især dens sidste minutter, hvor familien er samlet til begravelse, er rammende og underligt forløsende.

Kan ses på Youtube.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Captivated: The Trials of Pamela Smart’ (film)

Det er ubehageligt at se HBO-dokumentaren ’Captivated: The Trials of Pamela Smart’. Blandt andet fordi vi beskæftiger os med et muligt justitsmord, men allermest fordi den udstiller og kritiserer true crime-fascinationen blandt medier, politi og alle os, der ser med.

Historien starter med en tv-skærm i en teatersal, for tv’et er centralt i sagen om Pamela Smart. Retssagen i 1991 om mordet på hendes mand Greggory Smart, som hun blev anklaget for at være hjernen bag og få en ung elsker til at eksekvere, var den første retssag nogensinde, der bliv vist på live-tv. Som resultat stemte almindelige mennesker om Smarts uskyld i avisen og krævede non-stop mediedækning, og ståhejet ødelagde mildest talt juryens arbejde.

Ikke bare er dokumentaren ekstremt velproduceret og vækker minder om Errol Morris’ konfronterende stil, den formår også at udstille ens egen hang til den gode historie – og politimænd, der gerne vil sige deres replikker på en fed måde og kan blive høje på, hvordan de ser ud i filmatiseringen.

Kan ses på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘The Generation Why Podcast’

Hvis du har brug for illustrerende rekonstruktioner, følelsestunge vidnesbyrd og blodige beviser, så er ’The Generation Why Podcast’ næppe noget for dig. Men er du glad for at nørde med informationerne og bruge oceaner af tid på true crime-Reddit-tråde, så er den helt sikkert et besøg værd.

Værterne Aaron & Justin begiver sig nemlig i de fleste episoder om på den anden side af 60 minutters spilletid, når de går i dybden med en sag. De har både samlet op på Robert Durst fra ’The Jinx’, det evindelige spørgsmål om Kurt Cobains død, og hvorvidt Titanic-katastrofen var en konspiration.

Tempoet er en smule langsommeligt, men ’The Generation Why’ kan være et tiltrængt afbræk fra den mere sensationsprægede true crime. Dyk ned i arkiverne og start for eksempel med sagen om et lille samfund, der kollektivt gik sammen og dræbte byens plageånd, eller varm op til ’Nattens dæmoner 2’ med historien bag om The Enfield Poltergeist.

Kan høres på iTunes eller via podcastens hjemmeside.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’The House of Suh’ (film)

»Mit spørgsmål er bare: Hvad ville du gøre?«

Andrew Suh sidder fængslet på livstid for mordet på sin svoger Robert O’Dubain i 1993. Et mord hans søster Catherine beordrede ham til at udføre. Hvorfor gjorde han det? Det, der ligger bag, er en lang og begivenhedsrig historie, der starter, før Andrew blev født og strækker sig til øjeblikket, han trykkede på aftrækkeren.

Andrew og Catherine er koreanere – selvom de blev spillet af hvide skuespillere i en tv-matisering af deres liv – og deres opvækst har været præget af forældrenes strenge traditioner og utilgivelige forskelsbehandling af deres to børn. Og det ville være synd at sige meget mere, for ’The House of Suh’ skal ses uden fordomme og for megen forhåndsviden.

Det er en af de få dokumentarer, der virkelig går i dybden med sit emne og prøver at beskrive, hvad der gik galt for den 19-årige Andrew, der smed hele sit liv væk for at adlyde sin søster.

Kan ses på Youtube.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Tales Of The Grim Sleeper’ (film)

Den kontroversielle dokumentarinstruktør Nick Broomfield begik i 2014 en hyperrelevant og opslugende dokumentar. Den handler om, hvorfor seriemorderen Lonnie Franklin Jr. med det fængende tilnavn ’The Grim Sleeper’ terroriserede det sydlige Los Angeles, men også om hvordan han kunne myrde folk i 25 år uden at blive fanget.

Svaret er ubehageligt og bedrøveligt, og vi finder det sammen med Broomfield, der går rundt i Franklin Jr.’s område bevæbnet med sin boom-stang og en hulens masse spørgsmål. I området, hvor primært sorte mennesker bor, er folk bange for eller vil slet ikke tale med ham, men da han allierer sig med en eksprostitueret og -narkoman, vinder han den terroriserede bydels tillid, og historien udfolder sig.

Det er næsten for uhyggeligt til at være sandt, når Broomfield fører os ind i The Grim Sleepers mordpræferencer og seksuelle feticher, mens den udstiller den vedvarende konflikt mellem sorte og hvide amerikanere.

Kan ses på YouTube.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af