’Warcraft’: Det menneskelige nærvær ryger i CGI-maksimalismen
Tænk, hvis Frodo havde åbnet munden, just efter Gandalf var styrtet i Morias dyb og bekendtgjort: »Jeg har aldrig følt så stor en sorg i mit liv!«
Det er præcis de ord, badass-generalen Lothar fremstammer i ’Warcraft’, efter han har set en af sine krigsfæller falde på slagmarken – som om gråden og de skinbarlige kendsgerninger ikke var rigeligt. Nok er man i det hele taget ligeglad med, hvad generalen føler, men det føjer spot til skade, at hans kvaler skal hamres fast med en soap-divas flair for retorisk mådehold.
Så dumme er vi heller ikke.
Det er ellers lige før, man øjner en ende på rækken af rædderlige computerspilfilmatiseringer i filmens maskulint dampende anslag. Krigstrommer brøler mellem klipperne, mens orkernes ledestjerne, Gul’dan, tapper livskraften fra sine slagtekvæg (trælbundne mennesker), fremmaner en portal og sender en horde af kampklare undersåtter mod menneskets rige, Azeroth. Det er prisen for den mørke ’fel’-magi: Trolddom for liv.
Magien er magtsygens manifestation, og som sådan er den en kilde til intern splid i både menneske- og ork-regi. Kun en umage alliance mellem ork-høvding Durotan og menneskekonge Llane kan forhindre ondskaben i at indhylle verden, for i ’Warcraft’ stikker fantasygenrens dualisme mellem lys og mørke dybere end hudfarve og hugtænder.
Som krydderi i smeltediglen flirter general Lothar sågar med en tilfangetagen ork. Det var næppe sket med en Uruk-hai!
Opblødningen af krigens fronter er velmenende, men den afføder ikke just komplekse karakterstudier: Lothar henter sine macho-replikker fra kataloget af udvandede fantasy-punchlines, dødbideren Llane har erstattet personlighed med stærke æresbegreber under kongekronen, og Ben Fosters troldmand, Vogteren, ligner en skrottet guitarist fra Aerosmith, komplet med vilter manke og læderbukser, da vi først møder ham.
Trods computerkunst af fineste skuffe lykkes det heller ikke instruktør Duncan Jones at overbevise om orkernes følelsesliv under hylsteret af indianerudsmykning, underbid og vilde dåbsattester (navne som Orgrim Doomhammer fungerer nok bedre i et online-rollespil).
Effektapparatet presses til sidste pixel i den fejende flotte levendegørelse af Azeroth, men hvor orker, kæmpeørne og magiske portaler fryder øjet, mangler krigsscenerne schwung. Jones har svært ved at skjule PG-13-ratingen i blodbadene (eller manglen på samme), mens Lothar, Khadgar og co. ofte står som saltstøtter på slagmarken og konverserer om dette og hint – gerne på højstemt facon.
Hvor Jones glimrede i det små med sci-fi-perlen ’Moon’, taber han det menneskelige nærvær i CGI-møddingen under sit styrtdyk mod maksimalismen.
Det er indlevelsen og afstanden til lærredet, eskapismen, der adskiller ’Warcraft’ fra genrens kronjuveler, ikke mindst Peter Jacksons ’Ringenes herre’-trilogi: Når Frodo græder, gør det ondt. Når Lothar jamrer, er det bare irriterende.
Kort sagt:
’Warcraft’ åbner lovende, men falder pladask i pølen af fejlslagne computerspilfilmatiseringer. Højstemte replikker, karikeret skuespil og skamredne helteklichéer hæmmer virkelighedsflugten.