1. Største succes: ’Midnight in Paris’, 2011
Med den charmerende ’Midnight in Paris’ opnåede Woody Allen sit livs største kommercielle succes i 2011 og sin første Oscar-nominering for bedste instruktør siden ’Bullets over Broadway’ i 1995.
Historien er ligeledes en af Allens mest magiske til dato: Owen Wilsons nostalgiske forfatter Gil (en mere afdæmpet stand-in for Allen selv og en af Wilsons bedste roller overhovedet) besøger Paris med sin forlovede (Rachel McAdams) og ulidelige svigerforældre, da han en sen aftentime pludselig finder en smutvej tilbage til 1920’erne.
Her møder Gil alle sine litterære og kunstneriske helte, fra Ernest Hemmingway (Corey Stoll, før ’House of Cards’), Salvador Dalí (en hysterisk morsom Adrien Brody), F. Scott Fitzgerald (Tom Hiddleston) og passionerede Zelda (Alison Pill) til Gertrude Stein (Kathy Bates) og Cole Porter (Yves Heck). Samt den smukke, ditto nostalgiske muse Adriana (Marion Cotillard), som paradoksalt lærer Gil en ting eller to om at leve i nuet. Alle vil kunne relatere til præmissen om, at græsset altid synes grønnere andetsteds.
Det imponerende cast suppleres yderligere af Michael Sheen, Lea Seydoux og Carla Bruni, og selvom ’Midnight in Paris’ snildt kunne have haft et langt mere mørkt bid, og for eksempel udforsket Gils lede ved sin samtid og eskapistiske (imaginære?) tidsrejse ud fra mandens selvmordstruede sortsind, fungerer filmen udmærket som en visuelt betagende, grundhyggelig serenade til den parisiske jazztid, hvor det slutteligt går alle vel.
’Midnight in Paris’ blev også Oscar-nomineret til bedste film og art direction, men måtte ’nøjes’ med statuetten for bedste manuskript, der naturligvis var skrevet af Allen selv (han var dog ikke til stede til at modtage prisen, der blev accepteret på hans vegne af Angelina Jolie).
2. Største flop: ’Cassandra’s Dream’, 2007
Woody Allens mest svigende kommercielle katastrofe er langt fra instruktørens værste film, skønt den indtjente filmen sølle 900.000 dollars (mod ’Midnight in Paris’ 45 millioner).
Faktisk er det decideret absurd, at den velspillede, stramt komponerede ’Cassandra’s Dream’ skulle lide den bet at ende som en af Allens notoriske fejltrin og et yndet hadeobjekt for mange anmeldere.
’Cassandra’s Dream’ er noget så sjældent som en alvorstung Allen-thriller, hvis knugende tone ikke ligger fjernt fra ’Match Point’ fra to år forinden. Filmen er ligeledes skudt i England, og Ewan McGregor og Colin Farrell indtager hovedrollerne som to ulyksalige brødre, hvis forhold sættes på prøve, da de kommer til at skylde deres onkel Howard (Tom Wilkinson) en uhyggelig tjeneste: De skal begå mord for at redde kriminelle Howard fra spjældet.
I centrum af fortællingen vugger brødrenes sejlbåd på bølgerne med det ildevarslende navn Cassandra’s Dream malet på stævnen, en reference til den græske tragedie om undergangsprofeten Cassandra. Og dermed er der naturligvis ingen soning i horisonten for brødrene, da de først har sat kurs mod afgrunden.
’Cassandra’s Dream’ er en mørk lille film med et fremragende cast, der også tæller den skønne Woody Allen-veteran Sally Hawkins (’Blue Jasmine’) og Hayley Atwell (’Agent Carter’). Og til trods for at skotske McGregor og irske Farrell ikke just synes blodbeslægtede, er filmen ingenlunde den fadæse, mange fnysende afskrev den som tilbage i 2007.
Allens fascination af græske tragedier er et gennemgående tema i hans værker (se også ’Blue Jasmine’ og ’Mighty Afrodite’). Et tema, der i ligger naturlig forlængelse af instruktørens eksistentielle filosoferen over liv og død, forbrydelse og straf, og som her materealiseres i yderste afgrundsmørke potens igennem brødrenes fald.
3. Mest syrede oplevelse: ’Sleeper’, 1973
Woody Allen har aldrig skyet væk fra hverken vanvidskomik eller kulsort samfundssatire, og mens instruktørens jokes i de senere år er blevet mere hyggeonkel-flade end bidske, var Allen tidligere leveringsdygtig udi surrealistiske film på Monty Python-niveau.
Allen’s besynderlige fremtidskomedie ’Sleeper’ står som instruktørens mest vellykkede syretrip fra årtiet, hvor han senere slog sit navn fast som en af sit lands vigtigste moderne filmauteurs med ’Annie Hall’ (1977), ’Interiors’ (1978) og ’Manhattan’ (1979). Men inden Ingmar Bergman-referencerne for alvor kom til at præge instruktørens arbejder, hyldede han med ’Sleeper’ to af sine andre filmiske idoler, komikerne Groucho Marx og Bob Hope.
’Sleeper’ handler om den jødiske jazzmusiker Miles Monroe (Allen selv), som driver helseforretningen Happy Carrot og pludselig i 1973 fryses ned mod sin vilje. 200 år senere vækkes han igen og finder sig selv i en dystopisk politistat, hvor en gruppe rebeller vil have Miles til at spionere på landets diktator. Adskillige groteske scener følger, hvor Miles blandt andet forklæder sig som robot, bliver hjernevasket, opdager det elektriske apparat the orgasmatron (gæt selv hvad det er, kære læser) og forelsker sig i den smækre Luna (Diane Keaton).
’Sleeper’ gav Allen mulighed for at folde sin hylende morsomme slapstick-evner helt ud, og kombinationen af sci-fi-elementer og knastør humor blev et hit med datidens anmeldere, som sammenlignede instruktøren/skuespilleren med både Buster Keaton og Jerry Lewis. I dag er filmen en seværdig kuriositet, hvis fremtidsscenarier mere end noget andet tegner et psykedelisk samtidsbillede af de tidlige 70’eres tumulte politiske og samfundsmæssige strømninger.
4. Mest undervurderede mesterværk: ’Deconstructing Harry’, 1997
1990’erne var et søgende årti for Woody Allen, som både slikkede sårene oven på sit grimme, medieombruste brud fra kæresten og tidligere muse Mia Farrow (1992) og eksperimenterede med fremmede filmgenrer som den ikke udpræget vellykkede musical ’Everyone Says I Love You’ (1996).
Allerede året efter sidstnævnte ramte Allen imidlertid guld i 1997 med en af sin karrieres mest selvsatiriske og kradsbørstige komedier, der pillede instruktørens velkendte filmiske alter ego fuldstændigt fra hinanden.
Allen fremstiller her sin karakteristisk neurotiske good guy som en utro liderbuks af en usympatisk falleret forfatter, med en forkærlighed for prostituerede og en længere række af sårede kvinder i sit kølvand. Harry Block (Allen) har skabt et navn ved at lukrere litterært på familiemedlemmer og venners mest intime hemmeligheder og værste sider og har ikke overraskende skubbet alt og alle fra sig i processen.
Udover at følge Harry, som han modstræbende skal til at modtage en pris fra sit gamle universitet, bringes forfatterens skriverier også til live på lærredet igennem en række vanvittigt skægge og kulsorte kortfilmslignende kapitler: Robin Williams spiller en genial rolle som en mand, der af bare stress bogstavelig talt fremstår out of focus, Toby Maguire er en sexbesat ungkarl, som får utidigt visit af Manden med leen, mens Billy Crystal veloplagt giver den som Djævlen selv.
Det knivskarpe manuskript emmer syrligt af selvransagelse og kunstnerisk såvel som personlig katarsis, og absurditeterne til trods er ’Deconstructing Harry’ muligvis en af Allens mest personlige film i kartoteket. Et reelt underkendt mesterværk med en typisk svulmende rolleliste, der også tæller Demi Moore, Stanley Tucci, Elisabeth Shue, Kirstie Alley og Julia Louis-Dreyfus foruden Allen-kendingene Judy Davis, Mariel Hemmingway og Bob Balaban.
5. Bedste on-screen par: Woody Allen og Mia Farrow, ’Husbands and Wives’, 1992
I ’Husbands and Wives’ fra 1992, en af Woody Allens suverænt bedste film, spiller instruktøren for sidste gang over for sin muse og kæreste igennem 13 år, Mia Farrow. Filmen om to vennepar, der begge kastes ud i ægteskabelige kriser, da det ene par (Judy Davis og Sydney Pollack) annoncerer deres separation, er optaget, ganske kort tid før Farrow fandt ud af, at Allen havde indledt et forhold med hendes voksne adoptivdatter, men den ulmende anspændte relation mellem skuespillernes karakterer synes allerede at afspejle gnidninger på virkelighedens hjemmefront.
Mislyden i parforholdet vendes dog til succes på lærredet, og Allen og Farrow har sjældent været bedre som Gabe og Judy, der begge begynder at tvivle på ægteskabets bånd, og hver især finder fristende adspredelse i armene på henholdsvis Juliette Lewis’ unge studinde og Liam Neesons arme.
Filmen brydes op af mockumentary-interviews, hvor hovedpersonerne til kameraet redegør for deres følelser og tanker omkring den smuldrende kærlighed, og ender symbolsk med Gabe, som efter at have valgt en singletilværelse, så han ikke ’sårer’ nogen yderligere, spørger filmholdet »Can I go? Is this over?«
Det er svært at pege på andre Allen-film end ’Blue Jasmine’, som siden har nået dette niveau, og ’Husbands and Wives’ står i dag som et af filmhistoriens fremmeste dramakomedier takket være sin ærlige og dybt personlige dissektion af ægteskabets anatomi i krise over for individets egoistiske (og meget menneskelige) higen efter selvrealisering.
6. Værste on-screen par: Colin Firth og Emma Stone, ’Magic in the moonlight’, 2014
Det er ikke noget nyt, at Woody Allen ynder at parre aldrende lærde mænd med unge sprøde kvinder, der til trods for deres umiddelbare blåøjethed som oftest alligevel altid ender med at få skovlen godt og grundigt under deres forgabte ’mentorer’. Det fineste eksempel er Allens eget on-screen-forhold til den livskloge teenager Mariel Hemingway i ’Manhattan’ (1979), og netop fordi kvindeskildringerne sjældent tangerer det ynkeligt underdanige, tilgiver man instruktørens selvsatiriske besættelse af forholdskonstellationen.
I ’Magic in the Moonlight’ går det dog helt galt, da Colin Firths intellektuelle skeptiker og Emma Stones (måske) synske yndling spilles ud mod hinanden med påklistret romantiske undertoner til følge. Parret har ingen mærkbar kemi, hverken seksuelt eller venskabeligt, og den 28 år store aldersforskel bliver en kejtet giraf i rummet, der lugter mere vammelt end sjovt.
Filmen er en visuel lækkerbisken hensat til den charmerende franske riviera i 1920’erne, men man køber ikke for et sekund hovedpersonernes påståede fascination af hinanden, og ellers altid umærkede Firth og Stone virker retningsløse under Allens venstrehåndsinstruktion. Har mesteren alligevel ladet sin alder indhente sig? Allen-fans overalt gøs ved tanken, og blev ikke synderligt beroligede af det følgende års ujævne ’Irrational Man’.
7. Bedste manuskript: ’Annie Hall’, 1977
Woody Allen fik sin første Oscar for bedste manuskript for den geniale ’Annie Hall’, der ligeledes snuppede gyldne statuetter for bedste film, kvindelige hovedrolle og instruktion (Allen var også nomineret som bedste skuespiller, men måtte se sig slået af Richard Dreyfuss i ’The Goodbye Girl’).
’Annie Hall’ er et storslået eksempel på instruktørens evne til at skrive mindeværdige og komplekse kvinderoller – en evne, der må siges at være spejlvendingen af Jack Nicholsons monolog i ’As Good As It Gets’, hvor hans forfatterkarakter Melvin Udall forklarer sin succes som kvindeskildrer med ordene: »I think of a man, and take away reason and accountability«.
Allens kvinder er både sårbare og jernfaste, irrationelle og deres vattede mænd overlegne. Men i modsætning til den fiktive ungkarl Udall, som skriver ud fra en vis analytisk foragt for kvindens omskiftelige luner, mærker man altid i Allens film en enorm respekt for det andet, for ham at se, stærkere køn. Kvinden hyldes i al sin mystik, og mændene går under, når de i seksuel forblindelse og drevet af eget maskuline ego undervurderer hendes styrker.
Diane Keaton legemliggør den flerfacetterede Annie Hall med en troværdig energi, der gør hende til et interessant og helstøbt menneske. Men som hendes elsker Alvy Singer er det dog Allen selv, der ytrer filmens mest gyldne, evigt citatværdige replikker. Deriblandt denne, der fortjener fuld gengivelse:
»It was great seeing Annie again. I realised what a terrific person she was and how fun it was just knowing her. And I thought of that old joke, you know. The guy goes to a psychiatrist and says, ’Doc, my brother’s crazy. He thinks he’s a chicken’. and the doctor says, ’well, why don’t you turn him in?’ and the guy says, ’I would, but I need the eggs.’ Well, I guess that’s pretty much now how I feel about relationships. You know, they’re totally irrational and crazy and absurd and, but, err, I guess we keep going through it because most of us need the eggs«.
Sandere ord om kærlighed er sjældent skrevet til amerikansk film.
8. Største skuespilpræstation: Cate Blanchett, ’Blue Jasmine’, 2013
Cate Blanchett gav sin karrieres fornemste præstation i rollen som det forstyrrede overklasseløg Jasmine, der i ’Blue Jasmine’ ser hele sin forgyldte tilværelse smuldre i kølvandet på husbondens (Alec Baldwin) finansielle bondefangeri.
Blanchetts Jasmine er en tragisk, moderne Medea og et billede på den fallerede amerikanske overklasse, der efter finanskrisen vågnede op til kontant afregning ved kasse ét. Woody Allen går dermed igennem Jasmine i kødet på de før så indifferente magtherrer, hvis skalten og valten med USA’s økonomi fik fatale konsekvenser for både de involverede pengemænd og deres familier, men i allerhøjeste grad også for den lille mand i samfundet, som i mange tilfælde måtte bøde for gudernes fald fra Fifth Avenue med hus og hjem.
Blanchett rammer Jasmines psykiske deroute og maniske fornægtelse på kornet og er ganske enkelt umulig at vriste øjnene fra: Hysteriet lurer altødelæggende bag de blå glugger, men slutteligt går selv de sofistikerede manerer fløjten, i takt med at Jasmines forstand såvel som cocktailglas glider ud af hendes desperat famlende greb.
Det er både sortkomisk og tragisk at bevidne, og Blanchetts Oscar for bedste kvindelige hovedrolle kunne ikke være mere fortjent. Man kan kun ærgre sig over, at den stoiske skuespillerinde og Allen ikke siden har gentaget samarbejdet.
9. Bedste film: ’Hannah and her sisters’, 1986
Det er utaknemmeligt at vælge en storfavorit blandt Woody Allens mange fremragende titler, men newyorker-komediedramaet ’Hannah and her sisters’ er noget nær den mest perfekte film, instruktøren endnu har begået (ja, ja, han er jo ikke færdig som gårdsanger endnu!).
Historien omhandler de tre søstre Hannah (Mia Farrow), Holly (Diane Wiest) og Lee (Barbara Hershey), som over to år indrammet af familiens Thanksgiving-middage konfronteres med hinandens bedste og værste sider – og i særdeleshed deres mænds.
Hannahs vattede Elliot (Michael Caine) indleder en affære med forførende Lee, som er ved at være træt af sin langt ældre mentor-kæreste Frederik (Max von Sydow), mens Elliot er led og ked af kontrol-freaken Hannah. Dennes desillusionerede hypokonder-eksmand Micky (Woody Allen) dater den anden søster, Holly, mens Hannah selv forsøger at holde samling på tropperne, delvist uvidende om forræderierne omkring hende.
Filmen er løst inspireret af Ingmar Bergmans ’Fanny og Alexander’ (1982), og søstrenes forældre Norma (Maureen O’Sullivan, Farrows virkelig mor) og Evan (Lloyd Nolan) er således begge skuespillere med et turbulent ægteskab, der dog her har en noget lykkeligere udgang end i Bergmans triste drama.
Allens Mickey leverer komiske indspark, og karakterens besættelse af liv og død (han er overbevist om, at han har en hjernesvulst) resulterer i nogle af instruktørens mest vittige og rammende monologer udledt af Allens svære forhold til sin egen dødelighed, religion og selve meningen med livet. Mickey, såvel som Allen, må endeligt erkende, at tilværelsen skal nydes frem for forstås.
Caine er dertil en frydefuldt ussel tøffelhelt som Elliot, men det er de tre kvindelige hovedroller, der for alvor brillerer med deres skildring af de problematiske søskenderelationer. Wiest især er eminent som flakkende Holly, der tidligere har været kokainmisbruger, og som nu kæmper for at finde sit ståsted både på Manhattan og i familiens smeltedigel af kultursnobber. Skuespillerinden fik da også en Oscar for sin rolle, ligesom Caine og Allens manuskript ligeledes blev begavet.
Det er en film med et enormt ensemble (Julia Louis-Dreyfus, John Turturro og Carrie Fisher leger også med) og utallige bolde i luften. Men Allen samler trådene til en smuk fortælling om menneskets eksistentielle strid for at praktisere logisk tankegang og ansvar over for livets irrationelle præmis.