’X-Men: Apocalypse’: Alt for meget – og rasende underholdende
Hold på hat og 3D-briller!
’X-Men: Apocalypse’ er den mest visuelt blændende ’X-Men’-film til dato, og på et IMAX-lærred blæser den publikum bagover i en grad, som dette års tidligere superheltebrag ’Batman v Superman’ og ’Captain America: Civil War’ ikke kom i nærheden af.
Dermed ikke sagt, at ’Apocalypse’ også er det bedste kapitel i den efterhånden ni film stærke ’X-Men’-franchise (’Deadpool’ inkluderet). Det er den langt fra, og til trods for Bryan Singers sikre greb om universet kan instruktøren her hverken overgå sin egen ’X-Men 2’ fra 2003 eller de to ’First Class’-film fra henholdsvis 2011 og 2014 (hvoraf Singer instruerede ’Days of Future Past’), der med stor charme, opfindsomhed og tilpas psykologisk dybde hævede mutant-barren betydeligt.
’Apocalypse’ falder sålunde i den moderne filmverdens efterhånden så formulariske superhelte-fælde i forsøget på at give fansene noget større og vildere, men der er intet overraskende ved hverken Marvels obligatoriske flyvende objekter i sidste akt (helst skibe!) eller det faktum, at de individuelle karakterer i filmens svulmende cast kæmper om spillerum for at gøre mere end et flygtigt indtryk i vrimlen af helte og skurke.
’Apocalypse’ foregår 10 år efter begivenhederne i ’Days of Future Past’, og har du ikke set denne eller de foregående ’X-Men’-film, vil du ikke fatte en bjælde. Mutanternes eksistens er nu kendt af hele verden oven på virakken i Washington i 1973, og professor Charles Xavier (James McAvoy) driver sammen med teknikgeniet Hank ’Beast’ McCoy (Nicholas Hoult) mutant-skolen, hvor en ung Jean Grey (Sophie Turner) kæmper med voldsomme telekinetiske kræfter og Scott ’Cyclops’ Summers (Tye Sheridan) får sine første ’beskyttelsesbriller’, skabt som et par 80’er-fede Raybans.
Andetsteds på kloden redder Raven/Mystique (Jennifer Lawrence) mutanter i knibe, deriblandt det blide djævleyngel Kurt ’Nightcrawler’ Wagner (perfekt castede Kodi Smit-McPhee), mens Erik ’Magneto’ Lensherr (Michael Fassbender) har lagt sine mutantdage bag sig og arbejder på et stålværk (af alle steder) i hjemlandet Polen. Erik er en reformeret mand, med sød kone og datter sågar, men freden skal snart få en brat ende.
I Egypten vågner verdens første og mest magtfulde mutant En Sabah Nur/Apocalypse (Oscar Isaac gemt bag ærgerlig tyk makeup), nemlig af sin tusinder år lange dvale, og beslutter sig fluks for at rense verden for menneskenes plage.
Ved sin side samler Apocalypse fire ’ryttere’: Gadetøsen Storm (udmærkede Alexandra Shipp i en alt for underudviklet rolle), bevingede Angel (Ben Hardy), Psylocke (Olivia Munn) og Magneto, og så kan slaget atter stå mellem Professor Xaviers fredselskende mutanter og Magnetos militante kumpaner. Man synes efterhånden at have sjosket igennem vel mange plots involverende de to tidligere bedstevenners tovtrækkeri for at skiftevis redde/udrydde menneskeheden!
’Apocalypse’ er læsset med så mange karakterer, farverige locations og eksplosive set-pieces, at man er tæt på at tabe pusten undervejs, og et besøg i Auschwitz, hvor Magneto konfronteres med sin holocaust-barndom, efterlader en underlig smag i munden overfor filmens lettere indifferente masseødelæggelser. Ansvar og konsekvens forbliver en af superheltegenrens største kæpheste, men i modsætning til ’Captain America: Civil War’, som lod heltene adressere deres rolle i uskyldiges død, skøjter ’Apocalypse’ let henover sine mange anonyme ofre for CGI-magernes hærgen.
Hvorfor al pseudoideologisk, selvretfærdig snak om ’dit folk og mit folk’ da også reduceres til tomme floskler, når det i sidste ende alligevel blot handler om at redde sine nærmeste mutant-venner. Den går snart ikke længere, Hollywood-typer.
Takket være Singers familiære ’X-Men’-touch, og et par esser i ærmet, er det dog svært alligevel ikke at føle en vis kriller i maven undervejs. Ikke mindst da publikumsfavoritten Quicksilver gør sin længe ventede entre ovenpå sin korte, fænomenale optræden i ’Days of Future Past’ (igen spillet af gavflaben Evan Peters, der stadig er lysår foran Aaron Taylor Johnsons mulende version af samme karakter i ’Avengers: Age of Ultron’).
1980’erne skildres med samme nostalgisk farvestrålende hipster-vibe, der karakteriserede Singers 70’ere i ’Days of Future Past’, og tidsbilledet er rigt på spøjse detaljer: Fra Nightcrawlers seje ’Thriller’-jakke, til puddel-permanenter og de yngre mutanters diskussion af ’Star Wars: Return of the Jedi’ (»treeren er altid den værste,« konkluderer Jean Grey i en sviende metareference til Brett Ratners udskældte ’X-Men 3’).
Jeg har alle dage fundet mutanterne og deres forskellige kræfter langt mere interessante end de fleste solo-superhelte og er dybt taknemmelig for, at Marvel endnu ikke har fusioneret det unikke ’X’-univers med selskabets øvrige helteeposser. Publikums indlevelse i ’X-Men’ er ikke prisgivet en enkelt hovedpersons altafgørende identifikationskarakteristika, og selvom ’Apocalypse’ snildt kunne have skåret en hovedperson eller tre, vindes publikums følelsesmæssige investering igennem det velspillende casts samlede karisma på tværs af køn, alder og race. Særligt når mutanterne på skift og med hinanden slås med velkendte hverdagstemaer som ensomhed, teenage-weltschmerz og familiebånd.
Skønt de alle havde fortjent mere albuerum, forbliver McAvoys nørdede Xavier, Fassbenders forpinte Magneto og Peters Quicksilver de bedste ingredienser i den nye generation af ’X-Men’-film, mens Lawrences Mystique derimod minder mere om skuespillerindes oprørsleder Katniss fra ’The Hunger Games’ end Rebecca Romijns oprindelige intrigante blå femme fatale.
For en gangs skyld kan Oscar-vinderen ikke hive den hjem på charmen, ligesom stortalentet Isaac heller ikke helt evner at præsentere Apocalypse som andet end en gumpetung pendant til Josh Brolins Thanos fra ’Guardians of the Galaxy’.
Næste installation i rækken af ’X-Men’-film skal nødvendigvis stramme op, hvis mutanterne fortsat skal have deres filmiske berettigelse, men for nu er der akkurat tilstrækkeligt med fan-pleasende gåpåmod til at validere en særdeles underholdende aften i biografmørket.
Og husk så endelig at få ekstrascenen efter rulleteksterne med.
Kort sagt:
Uindviede i ’X-Men’-universet skal holde sig fra denne niende (!) film om Marvels fantastiske mutanter, der forudsætter et indgående kendskab til karakterer og forhistorie for at glide bare nogenlunde ned. Fans kan dog roligt spænde selen i IMAX-biografen. Det er alt for meget – og rasende underholdende.