Mathias: Sjette sæson er næsten slut. Dragerne er sluppet løs, og Stark-klanen har generobret Winterfell. Kunne du lide det, du så, Kenneth?
Kenneth: ‘The Door’ var de seneste par sæsoners absolutte højdepunkt. Jeg lå nærmest i fosterstilling i et døgns tid efter at have set det – kun afbrudt af besøg på Twitter for at finde de sjoveste dørstopper-jokes (#hodor). Resten af sæsonen? Det har vel ligget i intervallet mellem ‘under middel’ og ‘rædderligt’. Jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at Benioff og Weiss er ude, hvor de ikke helt kan bunde. Hvad synes du?
Mathias: »What is dead, may never die!« De er ikke bare i fare for at drukne. De ligger allerede på strandbredden på The Iron Islands og ånder ud. Jeg har længe haft det problematisk med Benioff og Weiss, når de gik helt a capella og eksperimenterede med enkelte scener eller hele fortælletråde, der ikke allerede var til stede i bøgerne.
Deres sans for det gode dramatiske optrin kan slet, slet ikke matche George R.R. Martin, som har et talent for at pace sine kapitler, så de næsten kan læses som små noveller med en indledning, en konfliktoptrapning, en overraskelse og en afslutning. Sjette sæson startede alt for langt fra de interessante knuder, og derfor føles den underligt ‘stop and go’ i min bog. Skulle man ikke bare være startet meget længere fremme?
Kenneth: Det er interessant at se på, hvor figurerne startede sæson 6, og hvor de – formodentligt – slutter den. King’s Landing og Meereen er vel de værste eksempler. Bevares, der har været noget tovtrækkeri mellem Lannister/Martell-alliancen og de hjernevaskede kultister samt mellem Daenerys og slaveejerne, men i det store hele har The High Sparrow, Tommen, Cersei, The Zombie Mountain m.fl.. stået i stampe, mens Daenerys har fået en større hær, men er samme sted.
Bilspil – især gamle arkadebilspil (du ved, dem hvor man sad på en motorcykel i en bowlinghal i 90’erne) – har en catch up-mekanisme, hvor den bagerste kører nærmest skal køre den forkerte vej for ikke at indhente den førende. Sådan har GoT føltes denne sæson. Resten af Westeros har ventet pænt, mens Jon Snow blev re-animeret, genforenet med Sansa, samlede sig en hær og til sidst nossede sig sammen til at gå i gang med niende afsnits battle-mash-up af ‘Apocalypto’ og ‘Ringenes Herre: De To Tårne’.
Mathias: Fordi en troldmand aldrig kommer for tidligt eller for sent, men præcis når manuskriptforfatterne har planlagt det. Det er slående, hvor lidt det store skakbræt af reaktioner og kontrareaktioner, som har været et helt dominerende element i de fleste andre sæsoner, har været sat i spil. Og at de geografiske betingelser nærmest er sat ud af kraft, er bare med til at understrege, at fornemmelsen af flere former for agens, der har forskellige planer med Westeros, helt er røget.
Greyjoys, som dukker op i Meereen, Knights of the Vale, som dukker op uden for Winterfell, og en Lannister-hær, der rejser fra Casterly Rock til Riverrun på nul komma fem. Det er ærgerligt, fordi de ikoniske billeder af Robb og Tywin, der flyttede deres hære rundt, var sådan et fint strukturerende element.
Kenneth: Det er endnu eksempel på, at serien forbryder sig på sin egen logik. Jacob (Soundvenues filmredaktør, red.) vil gerne have, at vi snakker om de åbne spørgsmål før sidste afsnit, og hvad vi specifikt håber, der kommer til at ske, men jeg må indrømme, at jeg har mere lyst til at snakke om alle de problemer, som serien har. Kort sagt: Der er efterhånden ikke mange karakterer, jeg interesserer mig for, tilbage.
Mathias: Hvil i fred, Shaggydog!
Kenneth: Benioff og Weiss er simpelthen nødt til at hodorficere nogle figurer og gøre dem interessante. Er det gennem backstories? Flashbacks? Nye konflikter? Nye personkonstellationer? Jeg ved det ikke, men jeg synes virkelig, at sæson 6 har lidt under, at de mest komplekse – læs: interessante – figurer er blevet kørt ud på et sidespor (Littlefinger, Varys) eller degraderet til court jesters (Tyrion). Der er alt for få true og chaotic neutrals tilbage i centrum for fortællingen og alt for mange lawfully good og lawfully evil – for nu at bruge D&D-alignment.
Mathias: Helt enig. Der er alt for få sekvenser i sjette sæson, der udspiller sig imellem to karakterer, der har forskellige – og psykologisk flerdimensionelle – projekter kørende og derfor har brug for noget fra hinanden. For det er vel, meget kort fortalt, kernen i rigtig godt drama.
Kenneth: Skal vi kigge frem mod sidste afsnit? Så bliver Jacob glad.
Mathias: Når Jacob er glad, er alle glade. Med mindre der er tale om et uopfindsomt slag mellem to bastardunger. Så er det kun Jacob, der er glad.
Kenneth: What you did there. I see it.
Mathias: Hvad forventer du af sidste afsnit? Meera Reed i spidsen for The White Walkers? Margaery som Ypperstespurvinde? Yunkai og Euron under det samme banner? Et spektakulært comeback fra Ser Pounce?
Jeg håber, at Daenerys endelig forlader Essos for aldrig nogensinde at komme tilbage igen. Og at Tyrion – endnu engang – har held med at guide den yngre Targaryen ud af far Aerys’ skygge. Og så håber jeg først og fremmest, at Sansa har spillet for galleriet med sine mærkelige beslutninger, og at hun hele tiden har haft en plan. Det ville klæde karakteren, som fortsat mangler at springe helt ud som en nuanceret og – let’s be frank – rimeligt mentalt ødelagt skæbne.
Det er ikke til at sige, om traileren lægger op til, at det hænger sådan sammen eller bare finter, at det er tilfældet a la andet afsnits Ghost-trolling, i sekunderne før Jon kom tilbage fra de døde. Jeg håber bare.
Kenneth: Jeg håber – og tror – virkelig også, at ‘The Breaker of Chains’ har broken her last chain og sejler af sted over The Narrow Sea. De høje forventninger til Sansas karakterudvikling deler jeg også, men jeg tror først, vi får løftet sløret for hendes pludselige rå kalkuleringer i næste sæson. But who knows?
Først og fremmest håber jeg, at der sker noget i King’s Landing. Det er blevet mere end antydet, at Margaery Tyrells knæfald for The High Sparrow er et trick, og selvom det store opgør mellem The Faith of the Seven og Lannister/Tyrell-klanen med al sandsynlighed først kommer i næste sæson, håber jeg, at der bliver smedet rænker og indgået faustiske pagter.
Det er næsten kriminelt, at den altid fremragende Jonathan Pryce (The High Sparrow) ikke er blevet brugt endnu mere. Bag sin kølige, alfaderlige fremtoning fornemmer man en kamp mellem selvet og religionen, ego og selvopofrelse – og sidstnævnte er netop også en central indre kamp hos Cersei. Jeg håber, at disse to kolosser endelig konfronterer hinanden i en situation, hvor magtforholdet enten er mere lige – eller kan tippe. Gerne med The Zombie Mountain i centrum for et voldsorgie, der får fjerde sæsons øjneudgravende, kraniesmadrende trial by combat til at ligne Bubbers Badekar.
Mathias: Jeg fornemmer, du er lidt lun på den frankensteinificerede udgave af The Mountain. Lad os slutte af med at kigge i krystalkuglen. Hvem håber du egentligt ender på The Iron Throne?
Kenneth: Altså, det bliver jo Daenerys eller dødsyge Jon Snow, men hvis vi nu kaster plot, karakterernes status og alt andet ud af vinduet, og der er frit valg på alle hylder, så er jeg overbevist om, at Davos eller Varys ville være fantastiske herskere. De ville være ydmyge, retfærdige og fulde af knastørre oneliners og føre Westeros ind i en tusindårig fred. Men det er selvfølgelig røvsygt, så lad os få Jaqen H’ghar på tronen. »Speak three names and the man will do the rest«. Et kongerige bygget på stjålne ansigter og snigmord med The Waif som The Hand of the King? Ja tak.
Mathias: Jeg håber på Tyrion. Kan man andet? Man kan indvende, at han aldrig har haft æren af helt den samme stjernestatus i bøgerne eller serien som Jon eller Daenerys, men omvendt besidder han i modsætning til sine sjælelige kompagnoner alle de evner, der skal til for at regere. Han er fair, når han har muligheden, men hård, når han er nødt til at være det. Han er kompromissøgende, diplomatisk og forstår at tage imod råd fra de rigtige og snakke de resterende efter munden, så de ikke føler sig tromlet.
Ender det ikke med Tyrion, kunne man håbe, at Ser Pounce tituleres King of the Andals og King of Cats i samme ombæring, og at der rejses et flag med knurhår på toppen af The Red Keep. Go, Ser Pounce!
Læs også: Den kritiske afsnit 9-anmeldelse: Serien forbryder sig mod sin egen logik
Læs også: Den begejstrede afsnit 9-anmeldelse: »Et højdepunkt i seriens historie«