Alle mænd skal dø – og det gør de. Men ikke kun mænd, også kvinder og ufødte børn lader modbydeligt livet i ’Game of Thrones’.
HBO-serien fænger af mange årsager, men dens primære claim to fame har været dens skånselsløse forhold til hovedkaraktererne. Det tætteste, man kom på en rendyrket helt i første sæson, Eddard Stark, tabte hovedet, og siden gik det ud over hans sympatiske hustru, godhjertede førstefødte og dennes store kærlighed samt det barn, hun havde i sin mave.
Det føltes, som om ingen var fredede, som om serien – med udgangspunkt i George R.R. Martins blodbrusende bogforlæg – med største naturlighed slog de bærende karakterer ihjel. ’Game of Thrones’ brød med alle fortællekonventioner og fik os til at frygte for livet på vegne af dem af de tilbageværende, vi stadig heppede på.
Derfor har det på det seneste også skuffet mange fans, at serien er blevet mindre kompromisløs. Stannis var der næppe nogen, der var hverken ked af eller overraske over at se fordufte, mens tabet af bikarakterer som Hodor og Wun-Wun var bevægende, men ikke chokerende. De spillede trods alt en lille rolle i det store spil.
Vendepunktet skete naturligvis, da Jon Snow stod op fra de døde. Et meget konkret billede på de nye tider: Just som man (måske) troede, at ’Game of Thrones’ gjorde det igen, trak den i land. Med ét var den blevet sådan en fortælling, hvor hovedpersonen overlever mod alle odds. Siden viste det sig, at også The Hound havde nedkæmpet manden med leen.
Det gør historien til en mere konventionel (om end udtraditionelt blodig og fandenivoldsk) eventyrserie, og man vil da også ærgre sig, hvis serien i sin resterende levetid på blot én (todelt) sæson forfalder til dualiteten mellem de gode og de onde. Det har netop været i gråzonerne, historien har udmærket sig.
Men anskuer man ’Game of Thrones’ fra en lidt anden vinkel, vil skuffelsen over, at vores helte nu defineres ved en nærmest overnaturlig selvopholdelsesevne, måske fortone sig lidt. For hvad hvis ’Game of Thrones’ aldrig har været en serie, der har slået sine hovedkarakterer ihjel?
I det store billede, over syv sæsoner, bør Ned, Robb og Catelyn ikke betragtes som sagaens centrifugalpunkter, men bipersoner, som måtte lade livet på tidlige stadier. De virkelige helte og hovedpersoner er Arya, Jon, Bran, Daenerys og Tyrion, og jeg tror aldrig, deres liv har været i fare. Mit gæt – som sikkert nok skal svinge tilbage i hovedet på mig, nu jeg formaster mig til at skrive det – er, at de kommer til at overleve frem til målstregen. Måske lider et par af dem en æresfuld død til allersidst.
I det lys er Cersei og Jaime interessante skikkelser. Deres moral er mildest talt forkvaklet, men man holder med dem alligevel, i hvert fald et stykke af vejen. Måske er det deres tur til at bøde? Deres død vil dog langt fra være så chokerende som drabene på de venlige Starks.
I det lange løb er jeg ikke sikker på, at ’Game of Thrones’ er en kynisk, misantropisk serie, men dens genistreg er, at den har overbevist folk om det modsatte. Det er ikke længere en serie, hvor alle kan dø – og har måske aldrig været det.
Lige nu er det i hvert fald en fortælling med klart definerede helte, som langt fra er så renskurede som deres fantasy-kolleger i ’Ringenes herre’ (adskillige af deres beslutninger kan anfægtes moralsk), men dog alligevel adskiller sig markant fra seriens mørke kræfter.
Og man kan også spørge sig selv: Ville serien på nuværende tidspunkt virkelig blive bedre, hvis Arya, Jon eller Daenerys bankede på de gamle og de nye guders dør?
Læs også: Den kritiske afsnit 9-anmeldelse: Serien forbryder sig mod sin egen logik
Læs også: Den begejstrede afsnit 9-anmeldelse: »Et højdepunkt i seriens historie«