Ny dansk webserie om Tinder-generationen på vej – se traileren

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

(Opdatering: Folkene bag serien har tilføjet password på videoen. Vi opdaterer på ny, når traileren er låst op.)

Tidligere i år skrev vi om den nye bølge af danske webserier, hvor manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grage blandt andet teasede sin kommende serie med udtalelsen:

»Tænk, hvis der var nogle, der blev gift på grund af min serie. Det ville være smukt. Eller bare fik god sex. Og helst også nogle andre end mig«.

Det finder vi snart ud af, for nu er Grages serie, der har fået titlen ‘Yes No Maybe’, på trapperne. Serien har fået en trailer i anledning af, at den er udtaget til tv-festivalen Série Series i Paris, og her får vi en montage-agtig forsmag på, hvad der er i vente.

Serien handler om Mads Grages alter ego Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt, som bliver dumpet af sin store kærlighed Clara til fordel for en feteret filminstruktør. Derefter indlader han sig, deprimeret og patetisk, på det grænseløse singleliv via dating-app’en Yes No Maybe (der er ligesom Tinder – bare med maybe-knap), hvilket fører til den ene ydmygelse efter den anden.

I førnævnte artikel beskriver Mads Grage sit alter ego i serien som en mand, der ser op til Hank Moody fra ‘Californication’, men har mere til fælles med Woody Allen og ved, at det er »fucking russisk roulette, om pikken kan komme op at stå, fordi han er så ulykkelig indeni«. Han håber, at serien bliver som »en kattevideo, der udvikler sig til en russisk roman«.

‘Yes No Maybe’s første sæson består af otte afsnit, der hver varer små 15 min. Det vides endnu ikke, hvor og hvornår serien lanceres.

Læs også: En fuckfinger fra webserieundergrunden

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af