1. ’[REC]’ (2007)
Den spanske zombiefilm ‘[REC]’ er et neglebidende ramasjang-gys. En tv-reporter følger sammen med sin kameramand en række brandmænd, da de hidkaldes til en nødsituation i et lejlighedskompleks. Men inden de ser sig om, er stedet lukket ned af politiet og sundhedsmyndighederne. De er fanget, og noget er helt galt – de døde er levende.
Found footage er efterhånden en slidt gimmick i horrorregi, men ’[REC]’ er et pragteksempel på en film, der formår at udnytte den visuelle stil. Det rystede og flyvske kamera bliver benyttet opfindsomt og effektivt – hvilket ikke bare beriger oplevelsen, men simpelthen skaber grundlaget for ’[REC]’s gys.
Vi bliver kastet rundt på små snoede trappeopgange, det er mørkt, kameraet er utydeligt, det bliver tabt, og pludselig kaster blodtørstige væsner sig ud foran, så man hopper i sædet. ’[REC]’ har et helt uhørt højt spændingsniveau, der i filmens sidste halvdel er så intenst, at man ikke kan andet end at sidde klistret til skærmen – og vente på det næste chok.
Og skulle man efter den pirrende cliffhanger-slutning ville se den lige så medrivende toer, er den også at finde on demand.
Kan ses på Blockbuster.
2. ’The Babadook’ (2014)
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.
3. ’Saw II’ (2005)
En af de gængse opfattelser af den syv film lange ‘Saw’-franchise er, at den første film var meget god, men at de efterfølgende sequels blot malkede videre på torturen og udmarvede Jigsaw-skurken.
Men det er ikke helt rigtigt. I hvert fald ikke, når det kommer til ’Saw II’, der udover at levere mindeværdige tortur-scenarier (hvem glemmer the needle pit?) faktisk også udfordrer og underholder med et solidt puzzle film-manuskript.
Seriemorderen Jigsaw har spærret otte mennesker inde i et forladt hus, og de har 12 timer til at finde en vej ud, inden en nervegas dræber dem. Iblandt dem er den unge fyr Daniel, der viser sig at være betjent Eric Matthews søn. Politimanden gør alt i sin magt for at redde sin søn, men er det nok?
’Saw II’ var oprindeligt et manuskript af instruktør Darren Lynn Bousman med titlen ’The Desperate’, men efter den første ’Saw’-film var producerne, ja, desperate for at fodre det hungrende horrorpublikum med en efterfølger. Derfor blev Leigh Whannel, der havde skrevet den første film, hentet ind til at give manuskriptet en ’Saw’-overhaling.
Det hele lykkedes – for ’Saw II’ formår både at være en selvstændig og ganske anderledes film end etteren, men bibeholder stadig den ubehagelige undertone.
Tobin Bell er som altid pragtfuld som den sadistiske Jigsaw, der leger med både karakterer og tilskuere, når tid og sted sættes ud af spil, og blodet sprøjter.
Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
4. ’The Strangers’ (2008)
»Hvorfor os?« spørger kæresteparret Kirsten og James de tre maskerede psykopater, som har bundet dem til stolene i deres eget hjem i ’The Strangers’. De ubudne gæsters svar er enkelt: »Fordi I var hjemme«.
Det er netop denne meningsløshed og tilfældighed, home invasion-genren spiller på: Frygten for at det kan ske for både dig og mig. ’The Strangers’ viser effektivt den umotiverede vold, og i stedet for blod og splat satser ’The Strangers’ klogt på chok og gys. Instruktør Bryan Bertino formår at udnytte stemningen som det bærende element, hvor de gamle tricks med en pludselig hånd på ruden, knirkende gulve og pladespillere, der går i gang af sig selv, virker overraskende effektivt.
’The Strangers’ er et af de gys, som får dig til at dobbelttjekke, om hoveddøren er låst.
Kan ses på Netflix og Blockbuster.
5. ’Inside’ (2007)
Siden starten af 00’erne har en bølge af franske horrorfilm skyllet ind over os – og det, der karakteriserer dem bedst, er deres ekstreme udpensling af vold og blodsudgydelser, deraf også tilnavnet New French Extremity.
Alexandre Bustillo og Julien Maurys debutfilm ’Inside’ er en af de mest markante – fuld af fortællelyst, opfindsomhed, blod og gore.
Den gravide Sarah opsøges fire måneder efter en fatal bilulykke, hvor hun mistede sin mand, af en mystisk kvinde. Hun vil have Sarahs ufødte baby – og skyr ingen midler for at nå sit mål.
’Inside’ starter som en klassisk home invasion-thriller, men pludselige taget det fart – og filmens sidste del henter alt godt fra slasher-genren, zombiefilmen og sågar Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’.
Makkerparret har sans for den grafiske vold, og der bliver ikke sparet på noget. Afhuggede lemmer, zombier, et foster og en saksebevæbnet og sindssyg Béatrice Dalle leder alt sammen op til en rystende modbydelig afslutning.
Kan ses på Blockbuster.
6. ’Martyrs’ (2008)
Vi bliver i det franske med tortur-mareridtet ’Martyrs’, som om muligt er endnu mere grotesk end ’Inside’.
’Martyrs’ er instruktør Pascal Laugier tvetydige modsvar til de amerikanske torturporno-film som ’Saw’ og ’Hostel’. For ifølge Laugier handler hans film ikke om tortur og lidelse, men om smerte.
Smerte er der da også masser af i ’Martyrs’, der handler om den unge Lucie, der efter at være blevet mishandlet som barn søger hævn over sine kidnappere. Men hævnen er ikke altid sød – for efter veninden Anne kommer til undsætning, tager det hele en mystisk og ubehagelig drejning.
’Martyrs’ er en af de film, der gør ondt i maven, og som bliver siddende i kroppen i timerne og dagene efter, man har set den. En åndelig tortur, om man vil. Filmen tager nemlig én med på en skræmmende, ekstrem og demoraliserende rejse ind i et helvede af menneskeligt fordærv.
Selvom ’Martyrs’ spiller med de store muskler, eller nærmere skalpeller, så er det faktisk de små ting, som rammer hårdest. Som en 15 minutter lang og frastødende tortur-montage, der skildrer en hverdag af tvangsfodring, smældende håndmadder og knoglebrækkende knytnæveslag.
Kan ses på Blockbuster.
7. ‘Deathgasm’ (2015)
New Zealand har vist sig som et land, der leverer varen, når det kommer til horror. Fra Peter Jacksons b-splat med de rammende titler ’Bad Taste’ og ’Braindead’ over det velfungerende antologi-gys ’ABCs of Death’ til forrige års fornøjelige vampyr-mockumentary ’What We Do In The Shadows’.
Jason Lei Howden giver os med ’Deathgasm’ en kulsort horrorkomedie, der festligt leger med alle klichéerne. Vi følger et band af unge metalheads i en lille newzealandsk by, da de ved et uheld kommer til at hidkalde en ond dæmon med sort magi. Inden de ser sig om, er byen besat, og de må kaste sig ud i en heftig redningsaktion.
Alt fra motorsave til dildoer (!) tages i brug i den blodige kamp, og man kan tydeligt mærke Howdens forkærlighed for splattergenren og heavy metal i den stærkt underholdende film, der kaster om sig med referencer, selvironi og kropsdele.
Samtidig skal filmens vellavede gore-effekter også fremhæves, for hvor alt for mange film i dag forfalder til syntetisk CGI, bliver de her leveret efter den gamle skole med opfindsomhed, tricks og spandevis af teater-blod.
Kan ses på Blockbuster.
8. ’Slither’ (2006)
‘Slither’ er James Gunns hyldest til b-monsterfilmen, og den er stopfyldt med kærlighed til genren og (selvfølgelig) masser af klam og bizar splat.
En lille sydstatsby bliver angrebet af alien-snegle, som langsomt forvandler indbyggerne til zombier og andre former for mutantmonstre.
Mange år før James Gunn brød igennem lydmuren med Marvel-filmen ’Guardians of the Galaxy’, var han i 90’erne en del af horrorlegenden Lloyd Kaufmans Troma-skole, som blandt andet står bag monster-kultklassikeren ’The Toxic Avenger’.
I sin instruktørdebut ’Slither’ har Gunn ingenlunde glemt sit ophav – ’Slither’ er stoppet til randen med 80’er-b-films-camp, og inspirationen er hentet fra alt fra den førnævnte ’The Toxic Avenger’ til Paul Verhoevens ’Total Recall’.
Elizabeth Banks er vidunderlig som final girl, der prøver at tale sin svært deformerede mand Grant (en herlig Michael Rooker – Merle fra ’The Walking Dead’) til fornuft.
Med sin kulsorte humor og nærmest perverterede splat, der blandt andet byder på en levende ’livmoder’, som eksploderer, slimer ’Slither’ sig direkte ind i hjertet på enhver horror-fan med smag for det usmagelige.
Kan ses på Netflix.
9. ‘The Green Inferno’ (2013)
Eli Roth blev efter lowbudget-succesen ’Cabin Fever’ udråbt til sin generations næste horrormester. Tarantino kaldte ham »the future of horror«, og legender som Peter Jackson og Tobe Hooper roste instruktørens film, der blev den bedst sælgende horrorfilm i 2003. Men Roth har endnu ikke levet op til forventningerne, og efter tortur-vanviddet ’Hostel’ har det været småt med roserne.
Men i 2013, seks år efter hans seneste film som instruktør, skabte Roth igen overskifter. Denne gang med kannibal-filmen ’The Green Inferno’, hvis produktionsbaggrund er lige så fascinerende som filmen selv.
Eli Roth og hans hold drog dybt ind i den peruvianske jungle, hvor han benyttede ægte stamme-indfødte, der aldrig havde set et tv før, som statister. Og med sine svære produktionsvilkår og syge skuespillere skriver den sig ind i historien med andre betagende værker plaget af udfordringer under optagelserne som Werner Herzogs ’Fitzcarraldo’ og Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’.
’The Green Inferno’ kan naturligvis ikke sættes i samme bås som disse kvalitetsmæssigt. Eli Roth er nemlig en instruktør, der laver horror for the fun of it. Derfor er tonen og budskabet oftest mudret – og det får tit hans film til at dele vandende. Det er også tilfældet med ’The Green Inferno’ om en gruppe unge aktivister, der drager til Amazona-junglen for at redde regnskoven. Da deres fly styrter ned, venter der dem en ubehagelig overraskelse.
Filmen er en hyldest til 80’ernes grotesk modbydelige kannibal-film, især kultklassiskeren ’Cannibal Holocaust’. Roths version rammer ikke samme frastødende højder, men er man på jagt efter en solid omgang gore, er ’The Green Inferno’ absolut en spiselig oplevelse.
Kan ses på Blockbuster.
10. ‘A Girl Walks Home Alone At Night’ (2014)
‘A Girl Walks Home Alone At Night’ er en af den slags film, der allerede på papiret vil dele vandene. Vi har nemlig med en intet mindre end en sort-hvid feministisk vampyrwestern på farsi at gøre.
I byen Bad City, en skummel blanding af Lynch’sk industri-dystopi og Frank Millers ’Sin City’, møder vi en række forskellige skikkelser. En af dem er en mystisk vampyrpige, der hævner sig på byens kvindehadske mænd – men også indleder et forhold til den James Dean-lignende Arash.
Iransk-amerikanske Ana Lily Amirpours ’A Girl Walks Home Alone At Night’ var et Sundance-hit, ikke kun på grund af filmskaberens iranske rødder og filmens tydelige kritik af mellemøstlig kvindeundertrykkelse, men også fordi hun har en flot sans for filmiske virkemidler og æstetik.
I et vanvittigt sammensurium af genrer og til lyden af western-jingler, 80’er-pop og iransk folkemusik skaber Amirpour sin helt egen originale stil. Det kan godt være, at netop stil og stemning bliver vægtet højere end (det noget tyndbenede) plot, men når det er så elegant og fascinerende som her, gør det ikke spor.
Vil man gerne udfordres med en noget anderledes vampyrfilm, er ’A Girl Walks Home Alone At Night’ sagen.
Kan ses hos Blockbuster.