Trailer-premiere: Fester, kærlighed og Roskilde-stemning i Rasmus Heisterbergs ’I blodet’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lyse nætter, forelskelse, sex, venskaber og Dronning Louises Bro.

Med få dage til Roskilde-festival og den presserende sommerfølelse af, at alt kan ske, kunne traileren til den kommende danske film ’I blodet’ ikke være timet bedre.

Den handler nemlig om Simon, der sammen med vennerne nyder det forpligtelsesløse liv gennem en sommer i København og på Roskilde, med alt hvad det indebærer af flirt, druk og drømme uden grænser.

Mens vennerne begynder at tage livet seriøst, da sommeren går på hæld, har Simon dog svært ved at slippe den rastløse frihedsrus i Rasmus Heisterbergs debut som instruktør.

Heisterberg er en af Danmarks førende manuskriptforfattere, der sammen med Nikolaj Arcel er ordsnedkeren bag kæmpesucceser som ’Kongekabale’, ’Mænd der hader kvinder’ og ’En kongelig affære’. Nu kaster den talentfulde filmmand sig ud på dybt vand, når han for første gang selv svinger taktstokken bag kameraet, og mens mange af hans film som manuskriptforfatter bevæger sig elegant inden for etablerede genrer, er det en helt anden type historie, han her har konciperet:

Et intimt, menneskeligt drama om unge mennesker og et efter traileren at dømme sanseligt portræt af København.

»Jeg er fascineret af det identitetssøgende drama, der ligger i de år i starten af 20’erne. Det er den største eksistentielle konflikt i vores liv. Skellet mellem at leve i ansvarsløs frihed og bevidstheden om, hvem vi selv er«, siger han i et stort interview i den nyeste udgave af Soundvenue.

De bærende roller i ’I blodet’ indtages af en flok spændende nye navne. Hovedrollen som Simon spilles af Kristoffer Bech, der er kendt som forsanger i bandet Shiny Darkly og debuterer som skuespiller med filmen. Han flankeres af talenter som Elliott Crosset Hove, Victoria Carmen Sonne, Aske Bang og Mads Reuther.

Med sine solblege billeder, poetiske passager og PFAU’s ‘Tsunami’ på lydsiden bringer traileren mindelser om norske Joachim Triers ungdoms- og Oslo-film ’Reprise’, og forhåbentligt kan Heisterberg give Trier kamp til stregen som Nordens førende skildrer af skandinavisk ungdom.

’I blodet’ får premiere 15. september. Se den officielle plakat og billeder fra filmen herunder.

Læs også: De mest ventede danske film i 2016

I blodet plakat

 

I blodet

 

I blodet 3

 

I blodet 6

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af