1. ‘Animal House’
Hvor Richard Linklater behandler melankolien under college-konfettien, fokuserer John Landis’ ‘Animal House’ trods sporadiske glimt af alvor på ungdommens utæmmelige festglæde.
Komedieklassikeren er fra start til slut en anarkistisk energiudladning med lutter herlige originaler i karaktergalleriet, ikke mindst John Belushis Bluto, der smækker tomme øldåser i panden på sig selv og udstråler en komplet ligegyldighed over for omverdens normer og krav. Særligt scenen, hvor han vækker det fisefornemme college-segments afsky ved frokostbordet og kickstarter en madkamp i cafeteriaet er et vidnesbyrd om den afdøde komikers fysiske talent.
Filmen følger den kiksede duo Larry Kroger og Kent Dorfmans forsøg på at blive optaget i et fraternity, men det er de skæve eksistenser omkring dem, der giver filmen sin næsten maniske nerve. Udover Belushis Bluto er også forstanderne for det broderskab, Kroger og Dorfman optages i, Otter og Boon, vidunderlige karakterer, der på lige dele uhæmmet og stilfuld vis gør oprør mod universitetets strikse overhoved, Vernon Wormer (hvilket navn!).
På den ene side er de stereotyper, på den anden side er de helt unikke. Genkendelige og uforbederligt sære. Og ligeså er filmen.
2. ‘Dazed and Confused’
‘Dazed and Confused’ udspiller sig nok i high school-dagene, men fortjener alligevel en plads på listen.
Det er intet under, at Richard Linklater har kaldt ’Everybody Wants Some!!’ en åndelig efterfølger til ’Dazed and Confused’, for filmen følger samme formel i en lige dele uregerlig og kontemplativ udforskning af det ubekymrede high school-sind, dér på tærsklen til voksenlivets bekymringer. Hvor den premiereaktuelle filmfest slår sig ud i dagene op til skolestart, følger 90’er-kulthittet sin elskelige high school-flok på sommerferiens første dag – hvor øl, hash og frisind skyller eksamensnerverne ud af systemet.
Linklater graver øjensynligt dybt i skatkisten af egne minder og skildrer en hel generations konflikter og aspirationer på en enkelt dag i 1976. Hans kvaliteter som persontegner har rod i hans nysgerrighed og kærlighed til lærredets skæve eksistenser fra outsiderne over bøllerne til hashhovederne, og han skaber et univers, man har lyst til at boltre sig i.
Flere kendte skuespillere fik deres gennembrud i filmen – heriblandt Ben Affleck som bøvet bølle – men Matthew McConaughey stjæler showet som buksetyven David Wooderson, der lever og ånder for at charmere skørterne af villige high school-duller: »I keep getting older, but they stay the same age«, som han siger glædestrålende.
Både i ’Dazed and Confused’ og nu med ’Everybody Wants Some!!’ slår Linklater fast, at han er i særklasse udi disciplinen komprimerede ungdomsportrætter uden nævneværdig fremdrift.
3. ‘American Graffiti’
De fleste collegefilm går op i fest og farver og seksuelle eskapader, men de bedste udfolder udskejelserne på en nagende eksistentialistisk klangbund. Af alle de cirkulære strukturer, vi forlader og indtræder i, er college- og universitetsfasen midt i alle glæderne måske den mest melankolske, fordi den kiler sig ind i den svære randzone mellem ungdom og voksenliv.
’American Graffiti’ er strengt taget ikke en collegefilm – den skildrer en flok high school-dimittender på slingrekurs mod college – men den skaber netop et øjebliksbillede, der rummer både nostalgi, erindringen om den lyksalige barndom og frygten for, at intet nogensinde bliver det samme.
Som mange vellykkede high school- og college-film udspiller filmen sig på ganske få timer, hvor de tidligere high school-elever kører gaderæs og skejer ud i byen. Harrison Ford har en vigtig birolle som fartgal lømmel, men at han senere skulle genforenes med instruktør George Lucas i ’Star Wars’ lå ikke helt i kortene i kølvandet på den følsomme coming of age-film.
Filmens tematik blev i øvrigt genfortolket på herligste vis af ’Superbad’, der krydrede nørderne Cera og Hills damejagt med en dybtfølt skildring af venskabets tilnærmelsesvise dødsdom i kvantespringet fra high school til college.
4. ‘The Social Network’
De fleste forbinder collegefilm med beer pong, pigekliker og pikmåling blandt ungkarle, men i ’The Social Network’ omdannes Harvards historierige gange til en slagmark for drømmere med CEO-status i sigte.
Trent Reznors techno-pulserende score og den store mængde af øl og shots fremmaner college-miljøets sitrende feststemning, men Mark Zuckerbergs introverte facon passer dårligt ind i det sociale livs samlingspunkter. Han skider på venner og bekendte, mens han koder sig til milliarder som skaber af det generationsdefinerende sociale medie, Facebook.
Portrættet af det 21. århundredes nye, magtfulde direktør – en lømmel i slippers og badekåbe blandt jakkesætklædte fossiler – sidder i skabet, og skildringen af de venskabelige bånd, der slides tynde i et morads af grådighed og egoisme, gør ondt (både Jesse Eisenberg som Zuckerberg og Andrew Garfield som den røvrendte ven Eduardo er fænomenale).
Samtidig når den evige perfektionist David Fincher nye filmiske højder med en minutiøst komponeret billed- og lydside, mens Aaron Sorkins manuskript byder på rigelig svadarig guf for speedsnakkeren Eisenberg.
5. ‘Old School’
Det er ikke alle, der har lige let ved at forlade collegelivets druk og hor og samle attachemappen op i et rutinepræget familieliv. Zac Efrons danderede frat boy spandt komisk guld på denne kendsgerning i ‘Bad Neighbours 2’, og det samme gjorde ’Road Trip’- og ’The Hangover’-instruktøren Todd Philips’ crazy-komedie ‘Old School’.
Mere end en afsøgning af tidernes ubærlige skiften er tematikken dog en tændsats for uhæmmet frat-humor formidlet af drengerøve med alt for mange år på bagen til beer pong og nøgenwrestling. Trekløveret Luke Wilson, Vince Vaughn og Will Ferrell supplerer hinanden forbilledligt i deres infantilt desperate retur til collegemiljøet, mens Jeremy Piven tager kegler som bister dean.
Flere scener er decideret ubetalelige fra Ferrells uheld med en bedøvelsespistol til et særligt optagelsesritual med ambolte bundet om de ædlere dele. Det er en film, der skuer ikke så lidt tilbage mod ’Animal House’s filmiske anarki og sigende prydede plakaten med taglinen: »All the fun of college – none of the education«.