Her er halvårets 10 bedste tv-serier – rangeret

Tre spritnye serier blander sig med syv fortsættelser og comebacks, når vi kårer de bedste tv-serier i de første seks måneder af 2016. I morgen kårer vi halvårets bedste film.

10. ’Horace and Pete’

Louis C.K. er en revolutionerende kraft, intet mindre: På overfladen en ferm komiker (nok en af verdens bedste, faktisk), men inden i den store, blege krop også en grænsesøgende forfatter og instruktør, der konstant høvler løs på underholdningsindustriens standarder med en skarpsleben økse.

Over fem sæsoner har han taget genreforvridninger til nye højder i den absurd-realistiske, dystre og hamrende morsomme dramakomedie ’Louie’, som han skriver, instruerer og klipper med final cut-autoritet. Han har insisteret på at sælge sine standupshows gennem eget website for bare fem dollars og kommunikerer direkte med sine fans via et voldsomt populære nyhedsbrev. Han er med andre ord herre i eget hus.

Og det beviste han i ekstrem grad med ’Horace and Pete’, hans version af musikverdenens surprise-album. Serien blev helt uhørt forberedt og indspillet i al hemmelighed, og pludselig var den der, alle ti afsnit udelukkende distribueret via Louis’ website, ganske uden om etablerede kanaler. Og den ligner intet andet i dagens tv-landskab.

Louis spiller over for tunge karakterskuespillere som Steve Buscemi, Edie Falco, Jessica Lange og Alan Alda, i hvad der i bund og grund er en flerkameraoptagelse af en tragedie opført på en scene – vores anmelder drager paralleller til blandt andre Eugene O’Neill og Tjekhov. Med sædvanlige dynamiske tv-greb som musik, hurtig klipning og nærbilleder nærmest bortskrællet, får vi lov at dvæle ved den smerte, de overgreb og den sorg, som over flere generationer plager hver eneste celle i Horace og Petes familie og den lusede bar, de driver.

Instruktøren Louis spoler faktisk formsproget årtier tilbage, og når man først finder sine fødder i den teaterlignende tour de force, venter en hjertevridende oplevelse i selskab med forfatteren Louis’ ord, der gnaver nådesløst i emner som arv, miljø, kærlighed og identitet i sin søgen efter den rå knogle – meningen med livet. I nogle passager er det næsten for hård kost, men andre steder får vi sublime øjeblikke – og endda det mest radikale tv-serie-afsnit, vi længe har set.

9. ’House of Cards’ sæson 4

Anden og tredje sæson af Netflix’ kyniske politikerserie stod knap så skarpt som første, men med fjerde sæson genfandt hovedforfatter Beau Willimon storformen.

Efter de tre første, slappe afsnit blev Frank og Claire Underwood fortjenstligt genforenet, og Frank fik en værdig og spændende modstander i den åleglatte, topmoderne folkeforfører og familiefar Will Conway. Derfra var serien i særklasse, fornemt fortalt med konstante cliffhangers og en imponerende visuel kontrol, hvor instruktørerne formåede at underbygge karakterernes magtforhold og psykiske tilstand med en nøje koreograferet mise en scene.

Samtidig forholder serien sig til den aktuelle politiske situation, uden at det bliver plat, og som vores anmelder skrev, var det ekstra foruroligende (og pirrende) at se serien under den igangværende trumpificering af den amerikanske præsidentvalgkamp.

FU 2016!

8. ’Lady Dynamite’ sæson 1

Har vi ikke snart set nok serier om komikere, der laver serier løst baseret på deres eget liv i showbiz? Jo. Og – åbenbart – nej.

Maria Bamfords ’Lady Dynamite’ viser sig at transcendere og dekonstruere genren så meget, at man til sidst ikke aner, hvor den virkelige Maria starter, hvor seriens Maria slutter, og hvor serien i seriens Maria genoptager showet.

Metalagene hvirvler sig ind og ud af hinanden, og de første par afsnit kan godt være en kende anstrengende, men når man først lærer formen at kende, står det klart, hvor originalt et koncept komikeren med pibestemmen har udtænkt sammen med hovedforfatterne Pam Brady og Mitchell Hurwitz. Det er som hvis ’Louie’, ’Arrested Development’, ’Unbreakable Kimmy Schmidt’ og ’Broad City’ fik et forskruet barn sammen.

Med konstante twists tager serien fat på emner som race, køn og depression, og jo længere man kommer ind i sæsonen, jo mere tydeligt bliver det, at serien faktisk er en seriøs, om end skizofrent surrealistisk, eksponent for Bamfords egen bipolaritet. Som vores anmelder skrev:

»Ved første øjekast er ‘Lady Dynamite’ mere mærkelig end sjov. Ved andet øjekast er den en tragikomisk, surrealistisk, indfølt og begavet fortælling om en komikers mentale sammenbrud og oprejsning. En af de mest originale komedieserier længe«.

7. ’Game of Thrones’ sæson 6

Det er nærmest umuligt at placere ’Game of Thrones’ på en liste som denne. For når den er bedst, sprænger den nærmest rammerne for, hvad man kan fortælle på tv. Problemet er bare, at den lidt for ofte præsterer under niveau, og aldrig har disse yderligheder været tydeligere end i sjette sæson.

Alt for mange afsnit virkede som stillestående mellemspil uden nerve og fremdrift, men sæsonens højdepunkter hørte til blandt seriens ypperligste overhovedet – fra Hodor til kampscenen i ’Battle of the Bastards’ og de dånende elegante første 15 minutter af sæsonfinalen.

Ingen serie på tv har et så omfattende univers og så mange karakterer at holde styr på, og derfor er det måske ikke så underligt, Benioff og Weiss har svært ved at bevare intensiteten hele vejen. Men i anden halvdel af sæsonen mærkede man omsider, at vi efterhånden nærmer os endemålet. Det begyndte at blive alvor – og serien fik pludselig sin episke følelse af mørk determinisme og sin skarphed i replikken tilbage.

Tidligere var ’Game of Thrones’ serien, hvor alle kunne dø. Nu er det serien, hvor vores helte – nogle af dem renskurede, andre moralsk fordærvede – langsomt skridter frem på brættet mod den endelige forløsning. Kan man acceptere det paradigmeskifte, er serien stadig et toppunkt i tv-historien.

6. ’American Crime Story: The People v O.J. Simpson’

I starten er det nemt at affeje serien om den famøse O.J. Simpson-retssag som melodramatisk pulp. Men efter et par afsnit må man overgive sig: Ikke alene formår serien konstant at pirre ens hunger efter at vide, hvad der sker i næste afsnit, selvom vi udmærket er klar over, hvordan det hele ender. Den bruger også den autentiske sag som et prisme, igennem hvilken den belyser voldsomt aktuelle emner som race og køn.

I juni 1994 blev football-superstjernen O.J. Simpson anklaget for mordet på sin ekskone og hendes ven. Alle beviser pegede på ham, men retssagen blev en kompliceret størrelse, som strakte sig over lang tid, var fuld af dramatiske udviklinger og tilmed sendt på live tv til hele den amerikanske befolkning.

Anklagerne mod O.J. blev symbolet på den politivold, der havde vist sit grimme ansigt under Rodney King-skandalen få år forinden, og sagen kom pludselig til at handle om alt muligt andet end de konkrete drab.

Scott Alexander og Larry Karaszewskis kommer omkring de betændte issues med et usædvanligt blik for nuancerne, og der er eksempelvis intet helligt eller frelst over deres fremstilling af forsvarsadvokaternes overlagte forsøg på at gøre sagen til et racespørgsmål.

Sarah Paulson er suveræn som statsadvokaten Marcia Clark, men også David Schwimmer som O.J.’s ven Robert Kardashian og John Travolta som kendisadvokaten Robert Shapiro leverer varen. Cuba Gooding Jr. har på mange måder blot en birolle som O.J., for serien handler nemlig ikke så meget om ham, som om alt det sagen satte i gang.

5. ’Broad City’ sæson 3

Allerede fra sæsonåbningens brillante splitscreen-montage, hvor Abbi og Ilana laver gud ved hvad på toilettet (se herover), vidste man, at det ville blive endnu en smågenial sæson ’Broad City’.

Og man mærker da også den zeitgeist, de to komikere har ramt med deres Comedy Central-serie, når ingen ringere end Hillary Clinton har en cameo i sæsonens i øvrigt glimrende afsnit 5.

’Broad City’ er til stadighed den mest sprudlende energiske og uforudsigelige komedieserie derude, en serie, som aldrig tager sig selv specielt seriøst, men alligevel rammer en nerve af ungt storbyliv, som føles mere sandt end så mange højtidelige dramaserier.

Tilmed besad sæson tre seriens første egentligt alvorlige drejning, da Ilanas kæreste Lincoln (Hannibal Buress) lukker deres åbne forhold definitivt. Her mærkede man for første gang meget direkte de depressive dybder i den ellers altid så kække newyorker-slacker.

Ilana Glazer og Abbi Jacobsen styrer mod verdensherredømmet, og de kom et pænt skridt tættere på med årets omgang ’Broad City’.

4. ’The Americans’ sæson 4

Serien om de to russiske spioner, der som unge blev parret af KGB og eksporteret til USA og nu lever et forstadsliv i 80’ernes Virginia med to teenagebørn og efterretningsarbejde på siden, er for længst vokset ud sit high concept-udgangspunkt og bliver bare stærkere og stærkere.

I denne sæson havde Elizabeth og Philip den forfærdelige udfordring at skulle groome deres renhjertede datter til en spiontilværelse, som de selv i bedste fald er begyndt at betvivle meningen med – og som i værste fald æder dem op indefra med dens ubønhørlige cocktail af skyld og angst.

De tidligere sæsoners hurtige missioner, der tilførte de enkelte afsnit både drama og action, er desuden erstattet af længere, mere følelsesbetonede cons, hvor både vi og vores hovedpersoner lærte ofrene bedre at kende og således lider hårdere under konsekvenserne – om det så er drab, et spoleret ægteskab eller en deportering til Sovjetunionen.

’The Americans’ formår fænomenalt at suge alle sine hovedkarakterer – om de så er fra FBI- eller KGB-siden – mod den samme gråmelerede, moralsk kompromitterede kerne. De lider side om side som marionetter i en kold krig, hvor meningen synes at forsvinde i disen.

Det er i øvrigt allerede annonceret, at seriens kommende sæson 5 og 6 bliver dens sidste. Det er en ualmindelig sund beslutning, der skaber grundlag for at runde den af på bedst mulig vis.

3. ’Girls’ sæson 5

’Girls’ femte ombæring vil blive husket som sæsonen, hvor pigerne blev voksne. Eller i hvert fald tog overraskende skridt hen mod en nyfunden modenhed.

Flere af de centrale karakterer har ikke stået stærkere i serien siden første sæson. Shoshannahs Japan-eventyr føltes helt rigtigt, fordi der trådte et rigtigt menneske frem fra de tegneserieagtige omgivelser, der sjovt nok fjernede noget af den ellers fremherskende karikaturfornemmelse omkring den overgearede Shosh. Elijah fik også tilføjet nye dybder i skildringen af hans ulykkelige forhold til tv-stjernen Dill. Marnie var overraskende nok i centrum for et af sæsonens bedste afsnit, da hun stødte ind i ekskæresten Charlie, der nu var blevet narkomisbruger og -sælger.

Og endelig kom Hannah til fintmærkende erkendelser om at acceptere sine egne quirks, men vende dem til noget produktivt. De to sidste afsnit, hvor hun først nyder en frenemy-flirt med forfatteren Tally (Jenny Slate) og til sidst genfinder sin kunstneriske nerve ved Moth Story Slam og forsoner sig med Jessa, hørte til blandt seriens bedste.

Der er kun én sæson tilbage af Lena Dunham og Jenni Konners ungdomsfortælling, og noget kunne tyde på, at de har besluttet sig for at slutte på toppen.

2. ’Veep’ sæson 5

Der var nervøsitet blandt ’Veep’-fans, da det stod klart, at hovedforfatter og serieskaber Armando Iannucci ville forlade satireskuden efter fjerde sæson.

Men der var ingen grund til bekymring, nærmest tværtimod. Den nye showrunner David Mandel var tydeligvis opsat på at bevise, at han kender seriens dna til fingerspidserne, og så overtog han naturligvis et usædvanligt sammenspillet hold af fortræffelige komiske kræfter.

’Veep’ formår på forunderlig vis at kombinere en umenneskeligt høj jokes per minute-ratio med et plot, der rent faktisk interesserer. Netop plottet har sjældent stået stærkere end i femte sæson, hvor den uafgjorte præsidentvalgkamp bare bliver ved og ved med at trække ud.

Satiren over det amerikanske valgsystem er lige på kornet, og den håbløse situation giver mulighed for at placere bifigurerne i nye og forfriskende sammenhænge, mest markant Jonah som på én gang bramfrit og undertrykt kongresmedlem og hans makker, den altid optimistiske Richard, som alvidende forfatningsekspert.

Også Selinas datters filmprojekt gav anledning til en herlig parodi på politisk dokumentar, kulminerende i det suveræne næstsidste afsnit, hvor vi får filmen præsenteret.

Det bliver efterhånden kedeligt år efter år at placere ’Veep’ så højt oppe på listen, men der er ikke nogen vej uden om. Det er den skarpeste komedie på tv lige nu.

1. ’Better Call Saul’ sæson 2

Den forrygende funky montage med en flagrende reklamesøjle og et klædeskab af jakkesæt i pangfarver understregede, hvad der gør ’Breaking Bad’-spin off’en om svindleradvokaten Jimmy McGill til en glimrende serie i egen ret.

Her udforsker McGill sit fulde repertoire af scams for at fremtvinge fyresedlen hos Davis & Main, et advokatfirma, der med sin rendyrkede professionalisme fungerer som et sæt lænker om fødderne på lurendrejeren. Og det er her – når McGill er værst – at ’Better Call Saul’ er bedst. Montagen såvel som hele anden sæson er et overflødighedshorn af veldrejede sekvenser, hvor McGill langsomt nærmer sig alter egoet Saul Goodman.

Læg dertil en fænomenal dosering af baggrundshistorier, en rørende menneskeliggørelse af Mike Ehrmentraut (frygten viser sig for første gang i blikket) og en genfødt Chuck, McGills elektroallergiske bror, og pludselig er moderseriens skygge så godt som forduftet. Sammenligninger er underordnede – ’Better Call Saul’ er fænomenal på sin egen sprudlende facon.