Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 4: En generations akavede antiheltinde

I denne sommerserie skriver vores anmeldere om de skuespillere, der ifølge dem har fået alt for lidt anerkendelse. Her sætter Jannie Dahl Astrup fokus på Winona Ryder, der har haft svært ved at få roller siden et butikstyveri i 2001, men i 90'erne satte ord og ansigt på slacker-generationens ambivalens og voksenangst.
Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 4: En generations akavede antiheltinde

Konstant kæderygende, ofte anti-glamourøs og evigt sarkastisk.  Winona Ryder er et sandt 1990’er-ikon.

Mere interessant, mere skæv og mere intens end alle de andre slacker-agtige, offbeat, Generation X-talenter.

Da Winona Ryder i 2001 begik butikstyveri for over 4000 dollars i Saks Fifth Avenue i Beverly Hills, blev den ellers så velansete skuespillerinde imidlertid en omvandrede skydeskive for dårlige vittigheder og generel latterliggørelse. Det eneste gode, der kom ud af den sag, var en T-shirt med slagordene ’Free Winona’ påtrykt. Butikstyveri er selvsagt forkert, men da Ryder iførte sig T-shirten og poserede på forsiden af magasinet W, var det svært ikke at synes, at hun var den mest bad ass type nogensinde. Jeg købte i hvert fald T-shirten og sværgede evigt troskab til Winona i samme øjeblik.

Snart er hun aktuel i en ny Netflix-serie; ’Stranger Things’. Traileren lover masser af gode (overnaturlige)ting og sender straks tankerne i retning af klassisk Spielberg anno 1980’erne. Jeg glæder mig dog allermest til at se Winona Ryder i en vægtig rolle med kød på igen. Siden episoden i 2001 har udvalget af roller nemlig langt fra matchet hendes kunnen, og først i en mindre, men herligt diabolsk rolle i Darren Aronofskys ’Black Swan’ fra 2010, så vi igen en ægte flig af hendes gamle selv.

Heri spiller hun en aldrende diva af en ballerina, der med næb og klør forsøger at holde karrieren kørende, mens Natalie Portmans ingenue stjæler showet og bader sig i rampelysets forblindende stråler. Fornedrelsen er svigefuld at iagttage og sammenligningen med Ryders egen karrierederoute lægger ekstra lag til Aronofskys allerede rige fortælling.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Winona Ryder er i dag er 44 år, men hun besidder stadig den samme blanding af skrøbelighed og vittig intelligens, der har været varemærket siden de første roller. Hun debuterede i 1986 som bare femtenårig med androgyn pagefrisure og rummelig T-shirt i en mindre rolle som nørdet orkesterpige i ungdomsfilmen ’Lucas’. En forfriskende og anderledes pigetype midt i 1980’ernes lyserøde tyggegummilook. Den type har hun forfinet karrieren igennem, og hvis du var en misforstået skråstreg nørdet skråstreg sur teenager i 1990’erne, var Winona det ultimative forbillede. Du kunne relatere til hende, måske genkende dig selv eller i hvert fald se op til hende.

Film som ’Beetlejuice’ og ’Edward Saksehånd’ har i dag kult- og klassikerstatus. Men i henholdsvis 1988 og 1990 må Tim Burtons skæve og visionære universer have krævet et vis mod som ung skuespillerinde at give sig hen til. I dag er det praktisk taget umuligt at forestille sig andre end en syttenårig, sorthåret Winona Ryder med matchende rande under øjnene spille Lydia Deetz – den originale goth girl – der hænger ud med spøgelser og leverer replikker som: »Live people ignore the strange and unusual. I, myself, am the strange and unusual.«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Op igennem karrieren har hun også bevist sit værd i flere litterære kostumedramaer og således modbevist kritikernes anke om, at hun udelukkende er en skuespillerinde af sin tid. Underspillet og forfinet i Martin Scorseses ’The Age of Innocence’, utæmmelig og klog i ’Little Women’ og åndedrætstung forførende i Francis Ford Coppolas ’Bram Stoker’s Dracula’. Giv mig til hver en tid Winona Ryder og Gary Oldman som Mina Harker og Grev Dracula i blodig omfavnelse over Bella og Edwards ærbare vampyrromance.

Listen over mindeværdige præstationer er lang. Mine personlige favoritter inkluderer både alle tiders bedste og mest giftigt sarkastiske teenagefilm; ’Heathers’, og den 1960’er-hyggelige ’Mermaids’ (ja, den hvor Cher spiller den frigjorte, sandwichsmørende mor).

Men den ultimative rolle, der bedst indkapsler Winona Ryders talent og spillestil, må være den elskeligt defaitistiske Lelaina i ’Reality Bites’ fra 1994. Instrueret af Ben Stiller med et bidende vittigt blik for slacker-generationens kvaler eller mangel på samme, brillerer den dengang 23-årige Ryder her som en famlende ung kvinde, hvis hang til at slumme den på sofaen, flette sit pandehår og kæderyge i dagevis spænder ben for hendes ambitioner om at blive dokumentarinstruktør.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Lelaina har ondt af sig selv. Hun klynker og vil hverken give køb på sin kunstneriske integritet eller nedværdige sig til at arbejde for ussel mammon på en burgerrestaurant. Det er let at affærdige hendes præstation som både irriterende og selvcentreret. Det er der mange, der gør. Omvendt sætter hun også ord og ansigt på al ambivalensen og voksenangsten og trangen til ikke at tage et bad, men i stedet danse ubekymret til en gammel sang i en døgnkiosk sammen med sine venner.

Winona Ryder er sin generations akavede antiheltinde.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af