Her er de tre danske kandidater til en Oscar

Her er de tre danske kandidater til en Oscar

Hvis en dansk film skal vinde en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i februar næste år, bliver det Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’, Martin Zandvliets ’Under Sandet’ eller Lisa Ohlins ’De standhaftige’.

Det står klart, efter at en komite, der består af syv repræsentanter for filmbranchen og Det danske filminstitut, i dag har offentliggjort en shortlist over, hvilke film der kan ende med at få den endelige indstilling til en Oscar-nominering.

»Her i første runde har vi i komitéen peget på tre film, som alle har potentialet til at friste Akademiets medlemmer, når der skal Oscar-nomineres. Samlet demonstrerer de dansk films høje niveau og tager samtidig dybe greb ned i vores egen nationale historie og kultur«, siger Henrik Bo Nielsen, der er direktør for Filminstituttet og formand for komiteen.

Thomas Vinterberg har før fået en Oscar-nominering for ’Jagten’, der blev indstillet til hæderen i 2014. ’Kollektivet’ er en delvist autobiografisk historie om livet i et kollektiv i 1970erne.

Martin Zandvliets ’Under Sandet’, der handler om flok unge tyske soldater, der tvinges til at rydde miner efter Anden verdenskrigs afslutning på den danske vestkyst, har klaret sig flot på internationale festivaler i løbet af året og vandt både Robert og Bodil-prisen for bedste danske film i år.

Svenske Lisa Ohlin, der med ’De standhaftige’ med Mikkel Boe Følsgaard i som dansk soldat hjemsendt fra Afghanistan, har lavet sin første danske spillefilm, er derimod et noget mere ubeskrevet blad i prissammenhænge.

Den 24. januar offentliggøres det endeligt, hvilke film der bliver nomineret til en Oscar. Der er Oscar-uddeling 26. februar 2017.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af