’I morgen’: Lidt for snakkende klima-roadtrip er ægte opløftende
Tager jeg den hjemmestrikkede ja-hat i økologisk yakokseuld på, er Mélanie Laurent og Cyril Dions franske klimadokumentar, ’I Morgen’, noget af det mest positive og opløftende, jeg længe har set. Sammen har Laurent og Dion – henholdsvis skuespillerinde/instruktør (blandet andet Shosanna i ’Inglourious Basterds’) og mangeårig klimaaktivist – skabt en slags gør-det-selv-guide til, hvordan man – helt ned på mikroplan – kan bremse klodens faretruende udvikling, hvad klimaforandringer og eksplosiv befolkningstilvækst angår. Filmen er inspirerende som bare fanden!
Skal jeg derimod holde mig til mit vanlige sortsyn, er det let at kalde ’I morgen’ for en både blåøjet og direkte sukkersød fremstilling af tingenes tilstand og det enkelte menneskes mulighed for og lyst til at agere her i verden. Og så er svenske Fredrika Stahls engelsksprogede popballader et irriterende pædagogisk og lidt for bogstaveligt akkompagnement. Pointerne står stærkt alene i hvert af de mange små kapitler filmen igennem. Ingen grund til at banalisere med gumpetung lyrik.
’I morgen’ starter med en spandfuld koldt vand lige i ansigtet på dig:
En velunderbygget undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Nature forudser i 2012, at store dele af menneskeheden kan være udryddet ved det næste århundredeskift. Kloden befinder sig med andre ord på et afgørende tipping point. På baggrund af den nedslående udvikling, sætter Dion, Laurent og en håndfuld filmskaber-venner sig for at drage ud i verden og opsøge alle de gode og bæredygtige projekter, der kan være med til at ændre tingenes tilstand.
De er en sympatisk flok på klima-roadtrip, og, som Mélanie Laurent selv beskriver dem, hverken green freaks eller egentlige øko-aktivister. Snarere blot nybagte forældre med en reel bekymring for, hvilken klode de overlader til næste generation.
Med en spilletid på næsten to timer når ’I morgen’ næsten kakofonisk vidt omkring: fem hovedspørgsmål omhandlende jordbrug, energi, økonomi, demokrati og uddannelse sender vitterligt flokken verden rundt. Fra Réunion i Det Indiske Ocean til Island i nord. Fra Detroits urbane nyttehaver til Københavns brede cykelstier videre til en bæredygtig konvolutfabrik i Frankrig.
Og så et smut forbi San Franciscos enorme genbrugscentral, inden turen går til Finland med det eksemplariske og altfavnende skolesystem. Her tror franskmændene knap deres egne øjne, da de ser skolebørn og lærere dele frokostbord! Det må da underminere autoriteten elev-lærer imellem?
A la sidste års ’Where to Invade Next’, hvor den nok så flabede, men altid oprigtige dokumentarist Michael Moore shoppede rundt i verden efter de bedste, samfundsmæssige løsningsmodeller, formår Laurent og Dion også i ’I morgen’ at indhente så mange gode bud på en bedre fremtid, at det er svært ikke at blive smittet af deres, de mange projekter og selve filmens ukuelige, næsten skamløse optimisme.
Budskabet er entydigt: Folket har magten. Hvad enten det drejer sig om at vælte en korrupt regering i Island eller plante tomater i det offentlige byrum i en lille, engelsk flække. Hvorfor vente til i morgen med at forandre verden, når du lige så godt kan gøre det i dag?
Stor ros til Laurent, Dion og kompagni for deres håbefulde take på en klimadokumentar, du ikke per automatik får dårlig samvittighed og en knude i maven over at sidde igennem. Jovist er mængden af talende æggehoveder urimelig stor (hej Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell!). Ligeså er det også let at miste overblikket og lade tankerne vandre, når filmholdet nok engang rejser videre og præsenterer en ny case i et nyt land.
Men på den anden side er det også bare ægte opløftende at bevidne så mange livfulde, driftige individer, lokale fællesskaber og løsnede slipseknuder på kommunalt plan.
Kort sagt
Det globale klimaroadtrip ’I morgen’ er et så smittende optimistisk bekendtskab, at filmen hjemtog en César for årets bedste dokumentar i hjemlandet Frankrig. Budskabet er absolut prisværdigt, mens filmsproget står noget ensporet tilbage.