’Making a Murderer’-nyt: Steven Averys advokat vil have udskudt retssag for at teste nye beviser

’Making a Murderer’-nyt: Steven Averys advokat vil have udskudt retssag for at teste nye beviser

Den mordanklagede Steven Avery, der blev verdenskendt i Netflix-dokumentaren ’Making a Murderer’, og hans nye advokat, Kathleen Zellner, har anmodet retten den føderale 2nd District Court of Appeals om mere tid til at udføre nye retsmedicinske test på bevismateriale, som muligvis kan omstøde Averys dom. Det skriver The Hollywood Reporter.

Zellners begrundelse er, at der siden 2007, hvor den oprindelige dom faldt, er sket markante fremskridt inden for retsmedicinske DNA-undersøgelser, heriblandt hvordan man tester for blod, spyt, sæd og urin. Avery selv har indvilliget i at betale for disse nye test, der potentielt vil kunne omstøde hans dom.

Anmodningen om udsættelse kan også få konsekvenser for, hvornår anden sæson af ‘Making a Murderer’ udkommer, da serien er bundet op på den kommende retssag. Instruktørparret Laura Ricciardi og Moria Demos har, som Ricciardi fortalte i sit interview med Soundvenue, forsøgt at have minimal indvirkning på sagen, og derfor kan de heller ikke gøre andet end at afvente sagens videre udfald.

‘Making a Murderer’ fokuserer på Steven Avery, der sad 18 år i fængsel for en voldtægts- og mordforsøgsdom, som blev omstødt i 2003 af nye DNA-beviser. I 2005 blev Avery anklaget for en ny forbrydelse, mordet på fotograf Teresa Halbach, hvilket han fik en livstidsdom for i 2007. Det er denne seneste dom, som Averys advokat nu forsøger at få omstødt.

‘Making a Murderer’ er lavet af Laura Ricciardi og Moria Demos, som har fulgt Steven Averys retssag over 10 år. Serien kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af