Selvfølgelig er det en naturmetafor, Rúnar Rúnarsson tyer til, når han skal sætte et billede på sin skriveproces.
»Det er, som om jeg står ved en å og kaster sten i vandet. Pludselig kan jeg se, at stenene former en sti, så jeg kan hoppe imellem dem og nå over på den anden side. Først da begynder jeg at skrive«.
Denne gang førte stenstien ham helt til den vilde natur på Vestfjordene i Island, et sælsomt sted, deroppe hvor Google Maps ikke scroller længere, hvor tågebankerne slikker fjeldtoppene, og hvor solen aldrig går ned og aldrig helt trænger igennem det gråmelerede tågedække. Som om stedet aldrig sover, men heller aldrig helt vågner.
»Selvom jeg voksede op i Island, blev jeg aldrig vant til de lyse nætter, siger Rúnar Rúnarsson over en Skype-forbindelse.
»Når man holder en fest om natten, og det bliver ved at være dagslys, så bliver alting på en mærkelig måde så monotont. Man taber fuldstændig tidsfornemmelsen, og det var jeg rigtig interesseret i at fremstille«.
Forældregenerationens drikfældige dekadence
I denne tidslomme har det islandske instruktørtalent henlagt sin imødesete anden spillefilm, ’Sparrows’. En coming of age-historie om den 16-årige lemmedasker Ari, der på voksendommens dørtærskel må forlade moderne Reykjavik til fordel for barndomshjemmet, Vestfjordene, da moderen flytter til Afrika med sin nye mand.
Her genforenes den generte, uskyldsrene kordreng med den engleagtige falset med gamle, glemte venner og et lukket, sammenspist samfund dæmmet ind af fjeldenes palisader, som holder omverdenen og udviklingen på afstand. Tiden står stille, og forældregenerations resignerede, drikfældige dekadence danner et farligt forbillede for Ari og hans jævnaldrende, mens hormoner flakser ustyrligt rundt i kroppen.
»Vestfjordene er et meget specielt sted, som jeg kender rigtig godt. Jeg elsker stedet og tager gerne derop for at skrive, når jeg har tid. Der er en masse forladte huse, man kan låne. Inden den økonomiske krise ramte Island, var opsvinget aldrig nået derop, og da alt begyndte at gå ad helvede til i Island, blev det kun endnu hårdere at bo der. Mange fiskere har givet op og er flyttet væk. Men der bor stadig mange smukke sjæle, som har knoklet hele deres liv«, fortæller Rúnar Rúnarsson.
En blid, fordrukken sjæl
En af de sjæle er Aris fordrukne far, Gunnar, en brovtende mand med en selvdestruktiv adfærd, som ikke ved første øjekast synes synderligt smuk. Han er fanget af sin fortid, stadig forbitret på Aris mor og ude af stand til at forbedre sig. Men bag sin barkede facade er han en tragisk figur, som bærer et brændende ønske om at forstå og genfinde forbindelsen med sin følsomme søn.
“Faren er fanget af sin gammeldags maskuline opvækst og brænder inde med alle sine følelser. Han er en god mand og bevidst om sine fejl, men han aner ikke, hvordan han skal træde i karakter som en tilstedeværende og fungerende far.
Jeg er meget stolt af samarbejdet med skuespilleren Ingvar Siguðsson (der spiller faren, Gunnar, red.). Han syntes i starten, at det var en skræmmende rolle, for på print ser farens handlinger så hårde ud, at han ligner en idiot. Det er svært at få de nuancer, som karakteren besidder, ned på papir – den blidhed og længsel, som Ingvar spiller frem«, siger Rúnarsson.
’Sparrows’ er ligesom ’Volcano’, Rúnarssons spillefilmdebut fra 2011, skudt på super 16 mm, som giver billederne en kornet stoflighed, der tjener til at afromantisere de bjergtagende omgivelser. Fotograf Sophia Olsson bruger i lange indstillinger den storslåede natur som et hult ekkorum, der forstærker livets lidenhed og følelsen af isolation i den lille, afsondrede by.
»Den islandske natur er meget smuk, men den måtte ikke være til dekoration. Vi bruger bjergene som en fysisk væg – et fængsel, som Ari føler sig fanget i, da han vender tilbage. Samtidig er der en god kontrast i bjergene. De er kolde og hårde, og man kan komme slemt til skade, hvis man falder på deres sten, men der vokser også mos og grønt på dem, og den kontrast mellem det bløde og det hårde er et af filmens gennemgående temaer«, forklarer instruktøren.
Småfuglen spreder sine vinger
Livets korsveje og overgangsfaser har altid fascineret 39-årige Rúnar Rúnarsson, der er uddannet fra Den Danske Filmskole. Hans debutfilm, ’Volcano’, handlede om en 67-årig mand på vej ind i livets sidste kapitel.
Og med ’Sparrows’, som vandt prisen for bedste film ved San Sebastián International Film Festival, har han slået kortfilmene ’Småfugle’ og ’Anna’ sammen til én historie om den eksistentielle linedans i de søgende teenageår. Det giver et ekstra intertekstuelt lag til fortællingen, at Ari spilles af Atli Óskar Fjalarsson, som også havde hovedrollen i ’Småfugle’ for otte år siden. Er det derfor, den hedder ’Sparrows’?
»Jeg tænkte ikke over koblingen, da jeg valgte titlen i første omgang, men senere er det gået op for mig, at det peger tilbage på en måde. Det begyndte som en arbejdstitel. Knægten i filmen er en skrøbelig karakter, som synger enormt skønt, og det koblede jeg sammen med spurve. Senere kunne jeg ikke komme på noget, jeg bedre kunne lide, og så begyndte jeg at researche på spurves symbolske betydning. Det er nogenlunde den samme metafor i alle religioner – noget med uskyld og overgange, og det passede jo godt på en fortælling om et tab af uskyldighed og om at befinde sig midt i en overgangsfase«, fortæller islændingen, der er født og stadig bor i Reykjavik.
Gråzonen mellem Hollywood og Europa
Der er ikke en snert af fine fornemmelser eller kunstnerkrukkeri over Rúnarssons måde at tale om sine film på. Hvor andre auteurtyper ville lade værket tale for sig selv, digter den milde, imødekommende islænding gerne videre på sin historie og fortolker sine symboler.
Selv identificerer Rúnarsson da også nødigt sig selv som artfilmsauteur. Det er måske nok den stilfærdige billedpoesi mere end ord og handlinger, der giver hans film deres særlige klang og sensibilitet, men samtidig kan handlingen tage pludselige drejninger, der overrasker som et Hollywood-twist.
»Måske er det såre enkelt. Jeg kommer fra Island, som ligger midt imellem Nordamerika og Europa. Så selvfølgelig befinder mine film sig også et sted midt imellem«, siger Rúnar Rúnarsson og griner for første gang i interviewet.
»Amerikanske film ender næsten altid med en happy ending, mens europæiske artfilm altid slutter i mørket. Hvis man vil skildre livet, så synes jeg, at begge dele er lige forkert. Jeg prøver at få mine film til at slutte i gråzonerne. Her er det måske en mørkere nuance af grå end i mine tidligere film, men der er også noget skønhed og håb i disse frygtelige omgivelser. Der er en kæmpe udvikling for vores knægt og hans far, både individuelt og i deres forhold«,
»Det er så tit, at film kun handler om én ting i stedet for at handle om…«
Han holder en tænkepause.
»… alting. Det her er ikke bare en coming of age-fortælling. Det er også en far/søn-fortælling, en pige/dreng-fortælling, en fortælling om integration, maskulinitet, generationskløfter. Ofte handler coming of age-film kun om at vokse op, men ikke om alle de andre ting, der foregår i vores liv i den periode«, siger instruktøren.
Skal vælge sin stensti
Rúnar Rúnarssons film skildrer livet. Hans eget og hans bekendtes. Han har før sagt, at næsten alt i hans film er baseret på enten første- eller andenhåndsoplevelser. Men selvom ’Sparrows’, modsat ’Volcano’, handler om en fase af livet, han selv har været igennem, ligger den ikke tættere på ham selv end debuten. Han er ikke mere Ari fra ’Sparrows’, end han er Hannes fra ’Volcano’.
»Nej, slet ikke. Den ligger lige så tæt på mig som mine andre film. Alt, jeg skriver, passer på enten mit eget liv eller folk, jeg holder meget af, blandet op med fiktion. Og jeg har af en eller anden grund nemt ved at relatere til de her overgangsfaser, som er forbundet med en enorm energi«, fortæller han.
Den tilgang til film virker for islændingen, selvom et gammelt råd om kreativitet lyder, at man ikke skal bruge af hovedstolen, fordi man så løber tør med tiden. Men Rúnarsson føler sig mere kreativ end længe. Så lige nu står instruktøren selv ved en slags korsvej. Han har været vant til, at stenene dannede en lige sti over åen, men nu trænges de pludselig om pladsen i vandet, og han skal til at beslutte, hvilken sti han vil følge.
»Da jeg havde lavet ’Sidste gård’, sagde alle til mig, at den ville være svær at komme efter. Senere var det afgangsfilmen fra Filmskolen, der ville blive den sværeste. Så var det spillefilmdebuten, og bagefter sagde de samme mennesker, at nej, det var film nummer to, der ville blive rigtig svær, for nu skulle jeg leve op til den første. Nu siger de samme mennesker igen til mig, at det er den tredje film, der bliver make or break for min karriere.
Sagen er nok, at det altid er svært at lave film, når man lægger hele sin sjæl og energi i det. Det er vigtigt for mig og mit hold, at vi kun lytter til os selv. Der er mange kunstneriske sjæle, som tvinges ind i en marketingmaskine, der ikke har noget med deres udtryk at gøre, og det kan være et frygteligt spild. Det har jeg heldigvis ikke været nødt til«, fortæller Rúnar Rúnarsson.
»Jeg arbejder både på noget dansk, noget islandsk og noget engelsk. Hvilken stensti, jeg ender med at følge, det aner jeg ikke«.