‘The Lobster’ er den bedste ’dårligste-første-date’-film nogensinde
Macho-ireren Colin Farrell har skiftet vaskebrættet ud med en vom i hovedrollen som David; en modløs og ensom mand med skovsnegl og hornbriller. En hotelmanager spørger David, hvilket dyr han gerne vil være, hvis han ikke finder en partner under sit ophold. Hertil svarer han en hummer, »fordi de lever i mere end 100 år, har blåt blod i årene ligesom aristokrater og forbliver frugtbare hele livet«.
Dette er blot én af mange absurde dialoger, der finder sted i den sorthumoristiske, dystopiske film ’The Lobster’ – årets måske mest originale film, der velfortjent vandt juryprisen på sidste års festival i Cannes.
Filmen udspiller sig i en parallelverden, og reglerne er enkle: Er du single, sendes du til et datinghotel med andre singler, hvor du har 45 dage til at finde en ny kæreste. Mislykkes dette, bliver du forvandlet til et dyr efter eget valg.
De fleste vælger at blive en hund – inklusiv Davids bror, Bob, der nu er en border collie. Derfor må hotelmanageren også lykkeønske David for hans valg om at blive hummer, da det er en truet dyreart.
Ingen kaldes ved deres navn på hotellet. Alle personerne koges ned til deres definerende karaktertræk. Ben Whishaw spiller Den haltende mand, John C. Reilly er Den læspende mand og Richael Weisz er Den nærsynede kvinde.
Som på en dating-app bliver alle reduceret til deres mest åbenlyse, overfladiske karaktertræk, og kun personer med de samme træk kan finde sammen i par – ellers har de jo ikke noget tilfælles. Ligesom på Tinder er der ingen mellemgrund – du swiper enten til højre eller venstre med det samme.
Så da de 45 dage er ved at rinde ud for Den haltende mand, og han indtil videre kun har fundet en kvinde med en forstuvet fod, men ingen permanent haltende kvinder, begynder han at banke ansigtet mod dørkarmen for at fremprovokere blod. På den måde får han Næseblodskvinden til at acceptere sig som partner.
Allegorierne i ’The Lobster’ over parholdet i det moderne samfund i er mange, men der skal her ikke afsløres for meget, da det er en fornøjelse i sig selv at opdage den græske instruktør, Yorgos Lanthimos’, metaforer. Det er som en drøm, der konstant tager nye drejninger, men hvis skæve regler giver mening på sin helt egen måde.
Lanthimos holder sig ikke tilbage i sin satiriske undersøgelse af, hvordan dating og pardannelse er drevet af angsten for ensomhed og frygten for at lægge sit sande jeg i andre menneskers hænder. Det hele køres ud i absurde og surrealistiske scenerier, hvor blandt andet en enlig blondine forvandles til en shetlandspony, som herefter ses vandre rastløst rundt mellem kameler og påfugle; det er som et Dalí-maleri i en post-Tinder verden.
Under de fleste andre instruktører var ’The Lobster’ nok endt som en flad oplevelse, der forsøgte at være mærkelig alene for at være mærkelig. Men det forundelige ved Yorgos Lanthimos’ film er, at lige meget hvor konceptuelle og eksperimenterende hans universer bliver, så har han et skarpt blik for det menneskelige, hvilket han også viste med sin forrige film ’Dogtooth’ (2009).
Det er et talent, som Stanley Kubrick også udviste i flere af sine film. Et talent der gør, at selvom karaktererne i både ’The Lobster’ og Kubricks ’Clockwork Orange’ (1971) tydeligvis er skabt for at skulle passe ind i et større tema, så er de utroligt nærværende, og deres indre liv håndgribeligt. En ros der selvfølgelig også skal tilskrives Colin Farrell, der spiller en af sine mest interessante roller til dato.
Kort sagt
Med sine spydige kommentarer til samfundets krav til parholdet, til dødsangst og desperate forsøg på at finde personen, der skal redde os fra ensomhed, er græske Yorgos Lanthimos’ ’The Lobster’ et Dalí-maleri i en post-Tinder verden og muligvis den bedste ’dårligste-første-date’-film nogensinde.