’Bridget Jones’ Baby’: Hyggelig og sjov – for Bridget-fans i hvert fald
»All by myse-e-eeelf«, lyder Jamie O’Neals patosfyldte stemme, mens Bridget drikker Chardonnay alene på sofaen, præcis ligesom den ikoniske titelsekvens i ‘Bridget Jones’ dagbog’ fra 2001.
Men her 15 år senere er Englands berømteste singleton færdig med at svælge i selvmedlidenhed. Hun skifter til House of Pains ‘Jump Around’ og danser rundt i lejligheden, mens hun pakker til den musikfestival, som hendes yngre kollega har inviteret hende med til, nu hvor hendes gamle venneflok er optaget af babygylp.
En ny og forandret Bridget Jones? Både og. I en alder af 43 har hun nået sin målvægt, er forfremmet til producer på et tv-nyhedsprogram, er lidt mere selvsikker, men lige så kaotisk, selvbevidst og tilbøjelig til at havne i pinlige situationer. Hun er også lige så træt af at være eneste single til vennernes evindelige barnedåb, efter forholdet til Mark Darcy gik i vasken år tilbage – vi får en vag forklaring om, at han prioriterede sit arbejde over hende.
Efter en tørkeperiode får Bridget dog gang i kærlighedslivet igen – så meget, at hun er i tvivl om, hvem faren til hendes kommende barn er: Er det den charmerende amerikanske onlinedatingguru Jack Quant (Patrick Dempsey), hvis telt hun endte i på føromtalte musikfestival, efter han på ridderlig vis hev hende op af en mudderpøl? Eller er det den velkendte Mark Darcy (Colin Firth), som hun fandt sammen med til en barnedåb weekenden efter?
Begge mænd viser sig at være mere end ivrige for at indtage faderrollen – hvem vil Bridget selv helst have?
‘Bridget Jones’ dagbog’ og Helen Fieldings oprindelige klummer var et populærkulturelt fænomen til tiden, der sammen med ‘Sex and the City’ og danske ‘Nynnes dagbog’ ramte plet med sin sjove, ærlige og selvudleverende skildring af singlelivet i 30’erne og fejrede den uperfekte kaoskvinde, som drømmemanden Mark Darcy trods hendes munddiarré og blå suppe »kan lide præcis som hun er«.
Tredje ombæring er hverken lige så skarp i sin samfundssatire eller plotmæssigt medrivende som første films ‘Stolthed og fordom’-baserede kærlighedstrekant. Faderskabsdilemmaet fungerer dog langt bedre end det fjollede jalousidrama i toeren, ‘Bridget Jones: På randen af fornuft’, og instruktør Sharon Maguire, der er tilbage fra første film, sørger for en stram eksekvering af oneliners, fald-på-halen-komik, akavede situationer og romantik.
Skarpest er sidehistorien på Bridgets arbejde, hvor en ny ung chef fra helvede (sjovt spillet af Kate O’Flynn) akkompagneret af sit hipsterteam vil erstatte de kedelige statslederinterviews med heilende katte. Live-tv-scenerne byder på flere komiske øjeblikke, hvor Bridget og nyhedsoplæseren Miranda (Sarah Soleman) sladrer om deres sexliv mellem de hårde nyheder, Miranda interviewer Jack om hans sexliv og spermkvalitet, og Bridget kommer til at hive en statsleders chauffør i studiet i stedet for statslederen.
Renée Zellweger er tilbage i sit es som Bridget – og hun ligner faktisk sig selv – drøncharmerende og med perfekt komisk timing både i dialog og fysisk humor. Colin Firths ærkebritiske fåmælte træmand med et hjerte af guld står i fin kontrast til Patrick ’McDreamy’ Dempseys amerikanske charmør, der næsten kompenserer for savnet af Hugh Grants badboy Daniel Cleaver.
Allerbedst er dog Emma Thompson, der har været med til at skrive manuskriptet, i en birolle som Bridgets tørre og vittige læge.
Filmen er helt klart for fans, der synes, det er hyggeligt at se, hvordan det går deres yndlingsheltinde fra årtusindskiftet. Og i modsætning til mange andre sequels og genoplivninger er det faktisk både sjovt og hyggeligt.
Kort sagt:
Bridget Jones har ikke rykket sig meget på de 15 år, siden hun først så dagens lys i romcomfænomenet ‘Bridget Jones’ dagbog’. Men hvad filmen savner i modernitet og tidsånd, har den i charme, varm humor, stærke præstationer, romantik og en menneskelig heltinde, man virkelig ønsker det bedste for.