Hvilket hold er du på: #TeamBimse eller #Team-æhm-Anti-Bimse?
Det var en af de store debatter på de sociale medier, da første sæson af DR’s søndagsserie ’Bedrag’ løb over skærmen i foråret.
Her på siden var vi entydigt begejstrede for den let enfoldige småforbryder, der som ven og partner-in-crime til den mere snarrådige Nicky tager den ene dårlige beslutning efter den anden, men (næsten) altid med hjertet på rette sted.
I slutningen af sæsonen var der alvorlig grund til at frygte for, at Bimse ville lade livet for en svensk bedstefars pistolløb, men han klarede skærene og endte sæsonen i bromance-forsoning med Nicky, inklusive velplacerede jokes om, at han nu ejer 50 procent af både milliongevinst og Nickys smækre kone.
Bimse dukker således også op i den nystartede sæson 2, hvor Nicky prøver at beskytte ham fra sine risikofyldte opgaver for selvsamme svensker, og igen får skuespilleren bag, Lucas Hansen, figuren til at skille sig positivt ud fra mængden.
Karakteren var egentlig skrevet som en muskuløs 19-årig Amager-dreng, og det er i høj grad Lucas Hansens fortjeneste, at Bimse i sidste ende blev mindre stereotyp: Et blødkogt æg, der prøver at give sig ud for at være hårdkogt, en sød og hundeelskende fyr, der aldrig rigtigt har fået en chance i livet.
»Jeg havde 12 timer til at forberede castingen i, og jeg tænkte, at jeg ville lave noget, der var rigtigt for mig. Jeg ville lave en forbryder med hjerte, én, der var lidt naiv i stedet for det stereotypiske med en stor muskuløs mekaniker«, siger Lucas Hansen, da vi fanger ham over fra en telefon fra London, hvor han besøger sin agent og gamle venner.
»Jeg er fra Nordjylland, og så tænkte jeg, at nu tager jeg, hvordan folk taler der, hvor jeg kommer fra, og giver den det tykkeste, jeg kan på dialekten. Det var interessant at se, hvordan det blev modtaget«.
Hvordan blev det modtaget?
»Det er fantastisk at mærke, at man laver en dialekt, og så kommer folk sådan ’wow, der er en dialekt på tv!’. Jeg er glad for, at jeg gjorde det, jeg ville lave noget anderledes, noget med farver. Danmark laver fantastiske tv-serier, men der er også en opskrift. Og jeg synes jo, det er vigtigt, at vi repræsenterer alle de mennesker, vi har i Danmark. Jeg er vant til fra udlandet, at der er meget dialekt og accent«.
Hvad mener du med ’opskrift’?
»Nu skal jeg passe på, men jeg synes bare, at man nogle gange kan køre ind i det stereotypiske: Hvordan en journalist, kriminalbetjent eller forbryder skal opføre sig… Jeg ville lave en forbryder, der var mere kærlig, og så var jeg ligeglad med, at han også var dum«.
Var du bange for, at du i stedet kom til at bekræfte nogle fordomme om jyder?
»Nej, det var jeg ikke. Men der var på et tidspunkt en journalist, som syntes, at det var forkasteligt, at Udkantsdanmark blev repræsenteret på den måde. Men der tænker jeg, for helvede, det er jo en tv-serie. Og jeg synes jo, at Bimse er så sød: Der er en masse røvhuller i ’Bedrag’, der svindler hinanden, men Bimse er da ret loyal. Jeg har i øvrigt generelt fået utroligt god feedback fra Jylland«.
Har du selv mærket, at han har delt vandene?
»Helt klart. Jeg læste faktisk godt jeres anmeldelser sidste år, tak for det. I år har jeg besluttet ikke at læse anmeldelser. Jeg blev sådan lidt, man har puttet sit hjerte og sin sjæl ind i noget, og når man så læser i en anmeldelse, at ’han er sgu dum’, eller ’han skal skydes’, så har jeg det sådan, det kan jeg ikke bruge til noget.
Hvis jeg mumler eller træffer de forkerte valg, så kan jeg arbejde på det næste gang, men jeg kan ikke arbejde på noget ud fra, at folk bare synes, personen er dum«.
Den svære balance med Bimse er, at hans dumme beslutninger skal virke troværdige. Hvordan arbejdede du med det?
»Det var det sværeste for mig, at skrælle alle de der lag af. Jeg kom dertil, at jeg fandt en lille del i mig selv, som måske kunne minde om Bimse, og så pillede jeg alle de andre lag af og arbejdede på ikke at dømme den side af mig – en side, der stammer fra, da jeg var 15-16-17 år, var helt vildt impulsiv og traf virkelig åndssvage beslutninger og kom galt afsted«.
Fik du inspiration til rollen et bestemt sted?
»Der var noget bestemt reality, jeg så, men jeg siger ikke, hvad det var. Når man ser nogle bestemte programmer, er der sådan nogle Bimse-typer i. Og så gik jeg rundt i København, hvor man kunne se, at der er mange Bimse-typer rundt omkring, og så kunne jeg se, hvordan de gik og opførte sig«.
Hvor i København var det?
»Det vil jeg ikke fortælle dig. Men det var også bare meget i togene for eksempel. Og jeg må hellere… Jeg synes jo, at Bimse er mega sød!«.
Tusindbenet
Lucas Hansens vilde ungdom førte til, at han som blot 18-årig forlod hjemstavnen i Strandby ved Frederikshavn for at prøve lykken i London. Han arbejdede som bartender og tjener, mens han tog skuespiltimer og søgte ind på skuespilskoler, og en dag kom han ind på The American Academy of Dramatic Arts i Los Angeles uden nogensinde at have været i byen før.
Siden har han haft en række små roller i film som ’Jack Ryan: Shadow Recruit’ og gyseren ’Soldiers of the Damned’. Og han har hele tiden troet på, at gennembruddet nok skulle komme.
»Det bliver man nødt til, ellers skal man stoppe. Det er en vildt hård branche, og du skal virkelig ville det. Jeg flyttede til Danmark, fordi jeg var stor fan af de her tv-serier. Jeg ville helt vildt gerne være med i én. Og nu kommer jeg ikke til at flytte fra København igen«, siger han.
Den mest opsigtsvækkende titel på hans generalieblad er dog uden sammenligning ’The Human Centipede II’ fra 2011, opfølgeren til den grænseoverskridende gyser om en tysk psykopatkirurg, der syr sine ofre sammen i en sirlig kæde, mund-til-anus. Lucas Hansen spiller Ian, også kendt som Centipede nr. 5.
»Vi skal vel alle sammen have en kultfilm på vores cv«, griner han.
Hv-hv-hvordan var det?
»Det var fucking hårdt. Det var hårdt at ligge i underbukser og med bar mave på et betongulv, hvor der bliver kastet koldt vand ned fra loftet, og der går en psykopat rundt, der var vildt klam allerede på settet og hostede, som om han havde en eller anden sygdom, der skulle ud. Han havde et koben, ét der var ægte, og ét der var falskt, men man kunne ikke se forskel. Først gik han rundt med det ægte, klonk-klonk på gulvet, og så blev det byttet ud, og så slog han én.
Den er jo så ekstrem den film, og jeg var stolt, fordi jeg vidste, at det aldrig bliver værre end det her. Jeg kendte ikke noget til ’Human Centipede’ før, og pludselig fik jeg en opringning, om jeg var interesseret, og så talte jeg med andre, som sagde, det var en virkelig fed film. Før optagelserne skulle vi se den første film, og jeg var ved at skide i bukserne. Jeg syntes, den var død klam. Og et par dage havde jeg det sådan, at jeg gør ikke det her«.
Hvorfor gjorde du det så?
»Jeg tænkte, jeg har fået tilbuddet, jeg får penge for det, og jeg ved godt, den ikke får en fantastisk modtagelse, det er kitsch og også lavet til at grine af. På det tidspunkt skulle jeg prøve en masse af og også acceptere situationer, der var hårde, så derfor valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for. Men den står nok ikke lige på hylden derhjemme, så når folk kommer på besøg: ’Så skal I lige se, hvad jeg har lavet’. Jeg fortryder det ikke, men jeg kunne aldrig finde på at gøre det igen. Og den er jo ikke særligt god«.
Hvor lang tid var optagelserne?
»Jeg filmede i tre uger. Jeg var med fra begyndelsen«.
Shiiiit. Ofte siger man jo, at de rigtigt klamme film faktisk har været ret sjove og hyggelige at indspille, men det her lyder ret creepy.
»Det var lidt creepy. Og så havde vi jo alle de der proteser på. De var enormt tunge. Efter han lavede den der klamme kæde, tusindbenet, så havde vi jo proteser om lårene og hele vejen op ad ryggen, så det lignede vores egne ryg og baller. Og man kunne jo ikke bare tage det af, så det var otte dage, hvor man gik rundt med det. Man tænkte bare: Nej nej nej«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Bedrag’ sæson 2