Den almindelige opfattelse af Meryl Streep er billedet af det graciøse, overskudsagtige og smilende ikon, der uanset hvad hun stiller op til af premierer og events i forbindelse med Awards Season – noget hun har mere erfaring med end nogen anden nulevende eller (for den sags skyld) afdød Hollywood-personlighed – udstråler en selvsikkerhed, der er sympatisk og afvæbnende.
Meryl Streep ved uden tvivl godt, at hun er branchens ubestridte dronning, og hun ser også ud, som om hun er i stand til at nyde sin status og den anerkendelse, der følger med, men omvendt er der ikke nogen ferskhed over hendes offentlige persona.
Der er grænser for, hvor meget næsegrus beundring hun kan tage imod, før hun ruller med øjnene eller kommer med en selvironisk bredside, og der er grænser for, hvor stort et hykleri hun gider at finde sig i, så længe branchen ifølge hende ikke lever op til de standarder, den burde gå i brechen for, herunder ikke mindst ligeløn mellem mænd og kvinder og en bedre repræsentation af minoritetsstemmer- og ansigter i de film, den producerer.
Typisk Streep
For nylig var der danmarkspremiere på nok en ’typisk’ Meryl Streep-film, ’Florence’ (originaltitlen er ’Florence Foster Jenkins’), hvor Streep spiller titelrollen som jetset-madammen, der, fordi hun er vant til at få sin vilje og ikke blive modsagt, bilder sig selv ind, at hun er en udsøgt operasangerinde, der med god ret kan fylde metropolens mest velrenommerede koncerthuse. Sandheden er dog, at Florence er en rædsom sangerinde. Men snarere end at latterliggøre eller udstille sin hovedrollefigur finder filmen og Streep frem til en anden (men i Streep-land, typisk) værdi: Vær dig selv, tro på dig selv, lad ikke nogen pille dig ned.
Hvorfor er ’Florence’ så typisk for Streep? Fordi den ud fra en overfladebetragtning giver Streep muligheden for at praktisere en type rolle, som hun især i det nye årtusinde sjældent er gået af vejen for: At inkarnere en faktisk historisk skikkelse med dertilhørende periodekluns og at benytte sig af hele sit tekniske repertoire som skuespiller, inklusive tilegnelse af vokale tics og en larger-than-life-persona.
Derfor er det heller ikke overraskende, at Streep allerede nu nævnes som et tidligt bud på en nominering som bedste kvindelige hovedrolle ved næste års Oscaruddeling. Det ligger næsten i kortene, når vi taler Streep, og onde tunger vil da også hævde, at Streep alene i kraft af sin gudindelignende status sikrer sig nomineringer, der ikke står mål med den ofte omdiskuterede kvalitet, der præger slutproduktet.
De Niro-syndromet
For det er også historien om Meryl Streep i de seneste godt 20 år af en karriere, der nægter at sygne hen: Hun har stort set konsekvent gået uden om at samarbejde med instruktører, der kan matche eller udfordre billedet af en filmstjerne, der bevæger sig i sin helt egen sfære, og på mange måder er blevet sin helt egen genre, et fikspunkt for en særlig type film, der har et bedre tag i et vist publikumssegment end i kritikerne.
Man kan måske ikke anklage Streep for ikke at tage chancer, for er det for eksempel ikke modigt at kaste sig for løverne ved at imitere et andet lands eminent genkendelige statslederikon, som det var tilfældet med den Oscarvindende præstation som Margaret Thatcher i ’The Iron Lady’?
Men hun har en udpræget tilbøjelighed til at arbejde sammen med instruktører, der næppe tør udfordre hende kreativt. Bortset fra samarbejdet med Spike Jonze på ’Adaptation’ i starten af 00’erne er Streep veget uden om både de helt store etablerede instruktørnavne som Scorsese eller Fincher, ligesom hun har undgået at lade sig udfordre af spændende auteur-stjerneskud, der måske ville kunne rykke hende ud af hendes komfortzone.
Dronning Streep vælger roller med samme angst for at komme på dybt vand som ethvert andet medlem af kongefamilien. Måske mener hun i sin fremskredne alder, at filmoptagelserne skal være mere hyggelige end udfordrende (man kunne jo kalde det Robert De Niro-syndromet), eller måske bryder hun sig bare ikke om at blive hundset rundt med af instruktører, der ignorerer hendes royale status.
På den mest aktuelle del af hendes cv er der i al fald ikke meget at slå sig på. Hun synes hævet over alt og alle, også over modstand, modcasting, overraskelse. Det er det helt store problem i vurderingen af Meryl Streeps ry og rygte i karrierens efterår.
Sidder på sensommeren
Det er værd at påpege, at ’Florence’ ikke alene er instrueret af en instruktør med en vis tyngde, nemlig Stephen Frears (manden bag film som ’Dangerous Liaisons’, ’High Fidelity’ og ’The Queen’), men også har fået en meget fornuftig kritikermodtagelse over there.
Selvom Streep er en type skuespiller, der er i stand til at hente Oscarnomineringer i land for selv jævne kritikersucceser (’The Iron Lady’, ’August: Osage County’ og ’Into the Woods’ med flere), så skader det bestemt ikke hendes chancer i Oscarræset, at hun er dækket ind på den front. Hun har vitterligt en solid chance for at blive nomineret for 20. gang!
Streep er for ’safe’ i sit valg af roller og samarbejdspartnere, men det vil måske være overraskende for nogle, at hun fortfarende er en trendsetter i den branche, som hun har været en prominent del af siden gennembruddet i ’The Deer Hunter’ for snart 40 år siden. Hendes indflydelse kan aflæses på to måder:
For det første har hun sat sig almægtigt på sensommer-releasekalenderen. August er blevet højsæson for den type film, Streep excellerer i. Film, der appellerer til et modent publikum på udkig efter den gode historie, der ikke udfordrer det så meget, at det får lyst til at kigge væk. Man kan sidde i biografsalen i tryg forventning om, at en form for happy end eller et opbyggeligt budskab lurer forude.
August markerer slutningen på blockbuster-sæsonen og dermed en form for limbo, inden efterårssæsonens prestige- og Oscartitler begynder at tage over. Her kan Streep boltre sig. Sidste år serverede hun ’Ricki and the Flash’, om en rocksangerinde i sin karrieres sensommer, og i tidligere sæsoner har hun budt på ’The Devil Wears Prada’, ’Mamma Mia!’, ’Hope Springs’ og ’Julie and Julia’ inden for samme kalendervindue.
Alle film, der byder på uforpligtende komedieelementer, der har til hensigt at tiltale et primært kvindeligt publikum på 50 og derover. Flere af de nævnte film er desuden strategisk castede, så de har en yngre, kvindelig co-lead, der kan trække de unge kvinder i biografen også (Anne Hathaway i ’Prada’, Amy Adams i ’Julie and Julia’ og Streeps egen datter med det ikke just filmstjerneegnede navn Mamie Gummer i ’Ricki and the Flash’).
Gamle penge
Det fører direkte over i den anden tendens, der synes at være direkte baseret på Meryl Streeps gode eksempel: Filmbranchen er så småt ved at indse, at den Babyboomer-generation, der er vokset op med biografen som en fasttømret underholdningsinstitution, dårligt kan tænkes at ændre forbrugsvaner sent i livet, og derfor er de faktisk fortsat værd at ’fodre’ med mere alderssvarende tilbud.
I dette biograflandskab troner Streep som ledestjernen over dem alle – med de tre britiske dames, Helen Mirren, Maggie Smith og Judi Dench, trygt placeret lige under sig.
Den overraskende store biografsucces ’The Best Exotic Marigold Hotel’ var med til at åbne branchens øjne for, at film, der er målrettet et ældre publikum, rent faktisk kan være yderst rentable satsninger. Her samledes en sværm af de fornemste britiske karakterskuespillerveteraner, og man lod problemstillinger, der havde med alder at gøre udgøre fokuspunktet for historien.
Det lyder indlysende, men det er bestemt ikke en ofte anvendt strategi i filmens verden at se ældre mennesker som udgangspunkt for forviklingerne. De er som regel relegeret til rollen som enten comic relief eller livskloge rådgivere for yngre hovedpersoner, der har svært ved at finde meningen med deres liv.
Nu ser vi tilmed også en begyndende, tilsvarende tendens inden for tv-mediet, hvor Lily Tomlin sammen med Jane Fonda bærer Netflix-komedieserien ’Grace and Frankie’.
Men Streep er Streep og befinder sig retteligen i sin egen liga. På tre uger har hun båret ’Florence’ frem til 24 mio. dollars indtjening i USA alene, så filmen, der har kostet 19 mio. dollars at producere (gad vide hvor stor en del honoraret til Streep udgør?), skal nok i sidste ende give et fornuftigt overskud, når først de (ret så Streep-begejstrede) internationale markeder bliver endeligt opgjort.
Baner vejen for Hollywoods kvinder
Meryl Streep er således stadig a force to be reckoned with. Det kan meget vel være, hun ikke scorer så højt på street cred-kontoen som da hun genfandt formen først i 00’erne med kritikersucceser som ’Adaptation’, ’The Hours’ og HBO-miniserien ’Angels in America’, men hun udgør i 2016 – som 67-årig – mere end nogensinde tidligere sin helt egen niche i en branche, hvor det ellers kniber med at sælge film alene baseret på stjernenavne øverst på plakaten.
På den måde er Streep også med til at give håb til andre kvindelige skuespillere om, at der er håb på den anden side af 40. Sandra Bullock har vist, at man godt kan være en både kommerciel og kritisk anerkendt stjerne i sine 40’ere, men ellers ser det med Streep, Dench, Mirren og de andre ud, som om det for en kvindelig filmstjerne gælder om at overskride 40-55-års-alderen. De gode roller findes på den anden side af den sex- og skønhedsfikserede branches foretrukne kvinde(pige)-idealer.
I den forstand kan Streep gå forrest som et eksempel til efterfølgelse, hvilket jeg tiltror hende, at hun er meget bevidst om. Det opvejer i det mindste lidt for hendes tvivlsomme rollevalg.