Nej, Hollywood: Fem superhelte, der (forhåbentligt) er for fjollede til film

Superheltefilmbølgen har raseret i omkring 10 år, og efterhånden har Hollywood måttet søge ud i udkanterne af DC og Marvels tegneseriehæfter for at fodre nye superhistorier i det hungrende publikum – med større eller mindre held.

Der er dog visse figurer fra tegneserieuniverserne, som forhåbentligt aldrig får deres egen filmkarriere. Til skræk og advarsel har vi her samlet fire, der tilsyneladende blev brygget i et anfald af febervildelse og/eller LSD – og én, som lyder åndssvag på papiret, men som måske alligevel får sin store chance.

 

(Arm-Fall-Off Boy)

1. Arm-Fall-Off Boy / Floyd Belkin (DC)

Førstepladsen går ubestridt til Arm-Fall-Off Boy. Som man måske kan gætte sig til, består hans såkaldte superkræfter i, at hans arme kan falde af. Når skurkene dukker op, kan hans simpelthen løsrive sine lemmer og bruge dem som køller.

Hvorfor DC tilbage i 1989 så denne overnaturlige evne som særlig brugbar, står ikke helt klart i dag. Han var da også en kort fornøjelse, da Arm-Fall-Off Boys sidste optræden skal spores tilbage til 1994, inden man i 1996 forsøgte at genskabe karakteren, blot med det nye kaldenavn Splitter, hvilket ikke hjalp synderligt på situationen. Og snart blev han fjernet helt. Men selvom Arm-Fall-Off Boy er gået over i historien som en af de værste superhelte nogensinde, har han opnået en form for kultstatus blandt superheltefans.

Og der er da også noget befriende i en superhelt, der er så ubrugelig, at han kan bruges til én ting: At give et billigt grin.

 

(The Red Bee)

2. The Red Bee / Rick Raleigh (DC)

Tilbage i 1940 kom en lidt anderledes superhelt ind i billedet. Quality Comics introducerede denne selvtægtsmand, der ligesom Batman ikke besad nogen overnaturlige kræfter. Klædt i et rød- og gulstribet kostume, med store lyserøde pufærmer, begav The Red Bee sig ud i natten for at bekæmpe kriminaliteten med sit ene hemmelige våben – en trænet bi.

Nej, det er ikke noget, vi finder på. I hans bælte boede Michael, en trænet humlebi. DC skaffede i 1957 rettighederne til The Red Bee, og for at redde den synkende skude forsøgte de at give tjansen videre til Ricks grandniece. Men i 2007 fik hun i et nummer af ’Uncle Sam and the Freedom Fighters’ frataget sine kræfter og valgte derfor at gå på pension.

Vi løfter gerne på hatten for, at The Red Bee har haft succes med at træne en bi i kampteknikker, men i sidste ende rækker det vel næppe heller længere end til at skræmme de værste allergikere væk.

 

(Asbestos Lady)

Annonce

3. Asbestos Lady / Victoria Murdoch (Marvel)

Victoria Murdoch var en talentfuld videnskabskvinde, der for første gang dukkede op i 1947 i et nummer af Captain America. Som den eneste på denne liste valgte hun at bruge sine færdigheder til at skabe skræk og rædsel. Hun tilegnede sig kaldenavnet Asbestos Lady, da hun opfandt brandsikre dragter, lavet af asbest, til sig selv og sine kompagnoner. På denne måde kunne de trygt røve alskens banke, mens ilden hærgede for at holde politiet væk.

Alt dette lyder som en ganske god idé, hvis man ser bort fra den lille detalje, at asbest er kræftfremkaldende. På grund af det lange forløb, hvor hun var udsat for asbest, endte Asbestos Lady i 1990 med at få konstateret kræft. Siden er intet blevet afsløret, men hun menes at være bukket under for sygdommen. Så her er en superhelt, der opfandt en dragt, som blev hendes død.

 

(Matter-Eater Lad)

4. Matter-Eater Lad / Tenzil Kem (DC)

Forestil dig følgende scenarie: Tenzil Kem, som er Matter-Eater Lads rigtige navn, står over for en superskurk i en mørk gyde. Sammenstødet mellem de to nærmer sig, skurken lægger an til kamp og Matter-Eater Lad… Ja, han sætter sig på hug og begynder stilfærdigt at indtage asfalten.

Hans superheltekræft består simpelthen i at være overnaturligt god til at spise, selvom vi kan identificere ret få tilfælde, hvor denne evne vil være det afgørende element i en kamp mellem liv og død, med mindre han selvfølgelig gik i gang med at spise sine modstandere.

Denne altædende superhelt blev introduceret i 1962, og siden har DC i hele 208 forskellige numre set det nødvendigt at implementere ham i diverse historier. Lidt af en bedrift. Det bør dog nævnes, at Matter-Eater-Lad var et af de første 15 medlemmer af Legion of Super Heroes, men måske er det mest af alt et tegn på, at de ikke havde så mange andre at vælge imellem dengang i 60’erne.

 

(Squirrel Girl)

5. Squirrel Girl / Doreen Green (Marvel)

Sidst, men ikke mindst en forrykt karakter, der dog er så populær, at hun muligvis har skaffet sig en plads i en ny tv-serie. Hun optrådte for første gang i 1991, hvilket gør hende til listens nyeste skud på stammen, og så sent som i 2015 fik hun sin helt egen serie. Tag godt imod ’The Unbeatable Squirrel Girl’!

Squirrel Girl, en ung pige med Iron Man som sit helt store idol, skiller sig ud på lang afstand. Med en enorm, busket hale og evnen til at kommunikere med egern startede hun som én stor joke, men har siden brugt sine kræfter til at kravle ind i hjertet på læserne.

Ja, hun viser sig faktisk at være en utroligt stærk karakter, der har besejret ingen ringere end Doctor Doom (med hjælp fra en hær af egern). Med Squirrel Girl beviser Marvel, at de kan skabe en komisk karakter, der ikke bliver fejet helt af vejen som de resterende stakler på denne liste.

Og så må vi vente og se, om rygterne taler sandt om Marvel og ABC studios’ nye koncept med at føre New Warriors fra papir til skærm – og i så fald om Squirrel Girl kan klare springet til den store skærm.

Mest læste