‘Suburra’: Skræmmende og effektiv gangsterfilm
Det må stå som en af menneskehedens mest idiotiske drifter at være tiltrukket af det farlige og kriminelle. Det bliver tydeligt i alt fra mit teenage-jegs hyldest af Al Pacino i ‘Scarface’ som den sejeste person i verden til de fleste – på overfladen – anstændige karakterers totale nedsmeltning i forbruget af prostituerede, stoffer og magt i den italienske mafiafilm ‘Suburra’.
Ingen filmgenre har gennem historien haft større succes med at portrættere disse drifter end mafiafilmen, der med hovedværker som ‘The Godfather’ og ‘Goodfellas’ hører til på de fleste lister over bedste film nogensinde.
‘Suburra’ er et forsøg på at opdatere genrens efterhånden fortærskede formsprog, der kort sagt kan opsummeres således: 1) En mand vil have total magt. 2) En mand får total magt. 3) En mand mister den totale magt og står dårligere, end da filmen begyndte.
‘Suburra’ har ikke denne struktur, ligesom den heller ikke har et arkaisk og nostalgisk forhold til fortiden og familien som de to bærende piller i enhver gangsters liv. Den er sat i nutiden (2011) og beretter om de syv dage i november, der ledte op til premierminister Silvio Berlusconis afgang.
Her følger vi et stort ensemble, der er spredt fra samfundets top til bund. Fra paven, der må gå af, over den korrumperede politiker til den luksusprostituerede. Og i midten selvfølgelig suburraen, hvilket betyder samurai – ham, der svinger sværdet fra centrummet af spindet.
Som ensemblefilm er flest, er ‘Suburra’ en tematisk mosaik af et samfund. Den skaber et nuanceret portræt af den overordnede fortælling om visse tvivlsomme personers interesser i at omdanne havnefronten i Rom til et moderne Las Vegas. Og det er et skræmmende portræt, der får én til at stille store spørgsmål som: Burde vi legalisere narko for at komme al den vold til livs?
‘Suburra’ lykkes dog kun til dels. Grundlæggende mangler den en konsistent stil: Det ene øjeblik er den en Nicolas Winding Refn’sk neo-noir i stilen fra ‘Drive’. Det næste øjeblik sovses den ind i sentimentalitet og sit ualmindeligt malplacerede M83-soundtrack.
Den hviler også tydeligt på skuldrene af Matteo Garrones toneangivende ‘Gomorra’ fra 2008, men instruktør Stefano Sollima, der ovenikøbet har instrueret flere afsnit af tv-serieudgaven af selv samme, går slet ikke tilsvarende ærligt og hårdt nok til værks. Hvor ‘Gomorra’ skildrede mafiaen som fede mænd i klipklappere, der blev mejet ned, når de svedte i solariets stinkende blå skær, glorificerer ‘Suburra’ gangsterlivsstilen og lader prostituerede bolle og ryge crack i lækker porno-slowmotion. Alle skuespillerne er gudesmukke, selv dem der spiller narkoludere og hardcore voldsbødler.
‘Suburra’ er dog en velfortalt gangsterfilm, der effektivt og skræmmende viser, hvordan den ikoniske og brutale mafia stadig udøver total kontrol over det italienske samfund i dag – også selv om Stefano Sollima forfalder til at tegne et semiforelsket og mytologiserende portræt af den gruopvækkende, organiserede kriminalitet.
Kort sagt:
’Suburra’ er en velfortalt gangsterfilm, der effektivt og skræmmende viser, hvordan den ikoniske og brutale mafia stadig udøver total kontrol over det italienske samfund i dag. Instruktør Stefano Sollima forfalder dog til at tegne et semiforelsket og mytologiserende portræt af den gruopvækkende, organiserede kriminalitet.