En gruppe venner sidder i en lejlighed og hygger sig med joints, eksperimentalmusik og revolutionære tanker mod systemet. Drengene har i nogle tilfælde længere hår end pigerne, og alle som én søger de efter et åbent rum, hvor de kan finde sig selv på ny.
De hjemlige videooptagelser ligner på mange måder en scene fra 1960’ernes ungdomsoprør i Vesten, men vi skriver faktisk Damaskus 2011 – lige før den voldelige og kaotiske borgerkrig i Syrien bryder ud.
Radioværten Obaidah og hendes venner forenes i revolutionære tanker om at kunne forbedre de autoritære og korrupte tilstande under landets politiske regime. Stemningen er næsten euforisk. For nogle er håbet lysegrønt, for andre er det en håbløs illusion efter 40 år med Assad-familiens undertrykkende styreform.
»I 2014 vil vi alle være frie«.
»Nej, i 2014 vil vi alle være døde«.
Sådan lyder en af de indledende samtaler blandt vennerne i lejligheden. Desværre kommer den sidste forudsigelse tættest på virkeligheden.
Med kameraet som sin faste makker er Obaidah og hendes venner nogle af de første demonstranter på gaden. Her bliver deres politiske slagsange mødt med kugleregn og fængslinger, og efter noget tid forlader Obaidah den syriske hovedstad for at rejse hjem til sin hjemby Zabadani. ’The War Show’ udvikler sig herefter til en dokumentarisk roadmovie, hvor de syriske venner dokumenterer borgerkrigens udvikling rundt om i landet.
Det handler om dig
På turen støder de blandt andet på belejrede områder, hvor snigskytter gør det umuligt at færdes på gaden, og hvor indbyggerne dør af sult. Andre steder er den religiøse ekstremisme ved at tage over, og Obaidahs venner bliver én efter én offer for Assad-regimets forbrydelser.
En musikelskende trommeslager mister livet i sin søsters bil, mens en 23-årig arkitektstuderende og en fredselskende romantiker dør efter systematisk tortur i landets fængsler.
Filmens danske instruktør Andreas Dalsgaard understreger, at en af fortællingens helt store styrker ligger i, at dokumentarens medvirkende er så genkendelige.
»En journalist sagde til mig: ’De virker meget vestlige’. Men hvad betyder det? At de er interesseret i musik? Og stiller spørgsmål? Og eksperimenterer med forskellige ting? Hvornår fik vi patent på det?« spørger han og fortsætter.
»Vi beskriver altid Mellemøsten ud fra politiske positioner. Det kan enten være den uafhængige kvinde i et vestligt mønster eller den radikale islamist. Vi taler hele tiden ud fra stereotypiske bokse. De her mennesker passer ikke ind i nogle af de bokse. De er sgu lige så interesseret i islamisk poesi fra 1300-tallet og libanesisk hiphop, som de er vilde med The Doors.
På mange måder minder de medvirkende om mig selv og mine egne venner. Det er mit håb, at genkendeligheden ved fortællingens unge nysgerrige mennesker kan føre til, at deres oplevelser giver en helt anden forståelse for, hvad syrere gennemgår.
Normalt er det meget lettere at tage afstand fra Syrien på grund af nyhedsmediernes måde at dække katastrofen på. En anden journalist sagde til mig: ’Det var næsten en lettelse, når venner begynder at dø i filmen, fordi man så bedre kan sige til sig selv, at det ikke handler om mig’. Men det handler om dig. For det kunne lige så godt være dig«, insisterer instruktøren.
»Jeg håber, at filmen kan sætte fokus på de mange hundredtusinder, der sidder i de syriske fængsler, og som har pårørende, der enten sidder i Syrien eller uden for Syrien og desperat forsøger at finde ud af, hvad der er sket med deres familiemedlemmer og venner.
Det er en forfærdeligt hård situation for de pårørende, fordi de ved, at personen befinder sig et sted i fængslerne, men de ved ikke, om vedkommende er i live. De ved ikke, hvad personen gennemgår, men de kan være ret så sikre på, at det er forfærdeligt. Jeg håber, at filmen kan invitere til, at man politisk lægger et større pres på Syrien for at få klarhed om alle de fængslede og deres skæbner«.
Regimet skaber selv ekstremisterne
Inden filmen hed ’The War Show’, gik projektet under de to arbejdstitler ’Slowmotion Revolution’ og ’If I Can’t Dance: It’s Not My Revolution’. Filmen blev dog lukket ned, men genopstod så som ’The War Show’. Hvorfor endte I med den titel?
»Det spiller på det provokerende udsagn i at betragte krigen som et show. For hvad er det for et slags show, vi er vidne til? Krigen i Syrien handler måske nok om, hvem der har det militære overtag, men i endnu højere grad handler den om, hvem der har det bedste narrativ. Så hvordan opstår det narrativ, og hvem lykkedes med at skabe de vindende narrativer?
Assad-regimet har jo haft kniven for struben de sidste fem år, og den eneste måde, de har kunnet overleve på og undgået at tilbringe resten af deres liv i fængsel, er jo ved at gøre sig selv nødvendige for resten af verden ved at vise, at de skaber ro i området.
By efter by ser vi på gadeplan et show, hvor religion tages som gidsel, og hvor befolkningen tages som gidsel, og det er vigtigt at tage de kritiske briller på, når man skal analysere krigen i Syrien. Den virkelighed, vi oftest oplever i Syrien, er nemlig både en konstrueret og manipuleret virkelighed. Jeg tror, at vi i Vesten i den grad har undervurderet, hvor kyniske og smarte Assad-regimet faktisk er«.
Filmen fortæller blandt andet, hvordan regimet på et tidspunkt slipper religiøse ekstremister ud af fængslet, i håb om at de kan danne en islamisk oprørsgruppe, der kan overtage fokus fra de mere moderate rebeller, der ønsker en sekulær stat. Stødte I på flere beviser af den slags?
»Arga (en af de medvirkende i filmen, red.) sad fængslet i to år og to måneder og blev udsat for vanvittige umenneskelige situationer. Han fortalte mig noget meget interessant. I fængslet var der et bibliotek. Arga er en læsehest, og han begyndte på et tidspunkt at få lov til at være på biblioteket og læse bøgerne i fængslet.
En dag satte han sig for at tælle, hvor mange bøger der var. Tallet var cirka 10.000. Imens han talte bøgerne, fandt han samtidig ud af, at 3000 af titlerne faktisk er ulovlige i Syrien. Alligevel kan du læse dem i fængslet. Det viste sig at være bøger om revolutionær teori og islamisk radikalisme og ekstremisme. Og det er simpelthen, fordi Syriens regime aktivt forsøger at skabe terrorister.
I praksis er ISIS og andre religiøse ekstremister deres modstandere, men de er i den grad også deres redskaber. Med dem kan de kan skabe en situation, hvor regimet er det legitime valg – både i Syrien og internationalt.
Flere afhoppere fra den syriske sikkerhedstjeneste har i detaljer stået frem og fortalt, hvordan den ekstremistiske oprørsgruppe Jabhat al-Nusra simpelthen er blevet skabt af efterretningstjenesten. Der er agenter, der opererer som ekstremister, og som har været med til at skubbe fraktionen længere frem blandt oprørsgrupperne.
I øvrigt har Assad-regimet flere gange undladt at bombe ekstremister for i stedet at bombe de mere moderate oprørsgrupper. Regimet ved godt, at det er de moderate oprørsgrupper, der er deres største fjende – og ikke ekstremisterne.
ISIS har gang på gang været beskyttet af regimet, som har angrebet ISIS’ modstandere og direkte handlet med olie osv. med ISIS. Så det er et meget kynisk spil, der foregår. Og det er i høj grad et spil, der er styret af Assad-mafiaen, som de syrere, jeg har arbejdet sammen med, kalder regimet«.
Putins kaosteori
I så fald må man sige, at regimets plan er lykkedes. Du ser ikke selv noget håb for, at retfærdigheden sker fyldest?
»Vi er jo i en forfærdelig situation i dag. Hvis man går ind i Syrien, så er det jo ensbetydende med, at man går i krig med Rusland. Vil man for eksempel kunne overholde et eventuelt flyveforbud over for russiske fly, der lige nu bomber løs på vegne af regimet?
Jeg mener, at det vindue var åbent indtil for ikke særlig længe siden. Og man handlede ikke. Og man har i den grad svigtet og overladt magten til eksempelvis Rusland. Et par gange har man forsøgt at sætte ultimatums for Assad-regeringen, blandt andet omkring brug af kemiske våben, men hver gang har Assad og co. kaldt Vestens bluff.
Det, der er forfærdeligt, er, at vi flere gange har prøvet at tale fornuft over for Assad og over for Putin, men det er jo slet ikke det spil, de spiller. Så der bliver bare talt for døve ører.
Putins nye doktrin, som er blevet tydeligere de seneste par år, er jo interessant. Han har tidligere bemærket, at hver gang han har nærmet sig Vesten og talt fornuft, så har Rusland tabt territorier eller indflydelse. Så den nye doktrin handler om, at alt, hvad der skaber kaos i Vesten – flygtningestrømme, højredrejninger osv. – det tjener Rusland.
Det er en kaosteori, der udøves. Hver gang han kan gøre Vesten svag på den ene eller anden måde, gør han det. Uden en eller anden større plan end at det vil gøre Rusland stærkere. Det er også hans måde at operere på i Syrien. Hvad er hans interesse i Syrien? Olie? De har ikke rigtigt brug for den olie, og de har heller ikke rigtigt brug for den militærposition, som et par enkelte baser ved Middelhavet kan give dem. Så hvorfor opererer han i Syrien? Er han tilhænger af Assad-regimet? Det tvivler jeg endda på. Men det gør Rusland stærkere«.
Her efter filmens slutning i 2014 er de resterende medvirkende flygtet til Tyrkiet og resten af Europa, men jeg går ud fra, de stadig følger krigen. Hvad er deres håb for fremtiden?
»Som Obaidah selv siger: ‘There is still hope, but we don’t count on it’. De føler i høj grad, at selve Syrien og landets territorium går tabt i takt med etniske udrensninger og flygtningestrømme. Men der er også en særlig energi og viden blandt de mange millioner syrere, der i dag lever uden for Syrien i et intenst netværk.
Lige pludselig er Syrien jo over hele verden. Og hvis der er et sted, de finder håb og kraft, så er det mere i det, de kalder ’Det nye Syrien’, som er et globalt Syrien. Online udveksler de idéer, analyser og tanker.
2011 i Syrien var en helt særlig tid, hvor en masse betændelse, der var hobet op gennem årtier, blev sluppet fri. Der var nødvendigvis ikke en tro på, at tingene ville blive bedre, men der var en nødvendighed for at slippe det fri. Der var en helt særlig kærlighed der i 2011, som også fylder folk i dag med en stor tristhed.
Jeg kan huske, at min morfar altid sagde om Anden Verdenskrig, at det var den lykkeligste tid, fordi der var en helt særlig energi i at være ung under besættelsen. De havde noget, de var oppe imod, som de kunne samle sig om og definere sig selv ud fra«.
Håber de medvirkende syrere så på, at de nu kan finde den frihed, som de søgte i 2011, i de lande, de nu er flygtet til? Og hvad kan danskerne lære af ’The War Show’?
»Det kan forhåbentlig hjælpe danskerne med at forstå, hvad det er for nogle folk, der sidder i de her gummibåde ude på Middelhavet. Når du har en flygtning, der ankommer til Danmark, hvad er det så for en oplevelse, han eller hun bærer inde i sig selv.
Det er svært at være tvunget væk fra sit land ufrivilligt. Det er en af de mest ubehagelige ting, et menneske kan gennemleve. Når man sidder i Danmark som flygtning, har man jo en følelse af, at man skal starte helt forfra. Det er i sig selv enormt svært. Når man så er det ufrivilligt, så er det slet ikke nemt.
Og ja, de oplever jo frihed nogle steder, når de for eksempel rejser til Danmark. En frihed, som de føler, at de også har ret til. Og en frihed, de føler, er blevet dem frarøvet. Livet i Tyrkiet, hvor de fleste jo har opholdt sig i en periode, inden de muligvis rejser videre, er heller ikke særlig godt. Der er en grund til, at de forlader Tyrkiet, fordi kulturelt set er landet jo tættere på Syrien. Men de kan ikke få arbejdstilladelse. Deres børns adgang til skole og uddannelse er ekstremt begrænset. Der er slet ikke de rettigheder i Tyrkiet, som man har i resten af Europa. De vil bare gerne betragtes og behandles rimeligt. Og så længe vi ikke kan tilbyde det i nærområderne, så fortsætter flygtningestrømmen.
Det er vi jo selv medvirkende til. Vi sender milliarder til Tyrkiet for at få bygget en mur og for at få lukket grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Men hvor er pengene, som FN for eksempel skal bruge til at sikre ordentlige vilkår for flygtninge i nærområderne? De mangler 75 procent af deres budget for i år. Vi er jo med vores egne prioriteringer med til at skabe den situation, som skaber flygtningestrøm, og som skaber højrepopulistiske bevægelser over hele Europa. Så vi graver vores egen grav.
Herhjemme tænker vi jo kun på vores egen lille røv. Vi er ikke interesserede i Syrien. Vi er interesserede i, hvor mange flygtninge vi skal tage ind. Men de ting hænger jo sammen. Og der savner jeg et Danmark, der går forrest for at vise flaget. Ja, lad os hjælpe flygtninge i nærområderne – men gør vi det? Nej, vi tager hele tiden fra ulandsbistanden for at kunne have råd til at modtage flygtningene herhjemme. Det resulterer jo bare i, at vi hele tiden står og tisser i bukserne for at holde os varme.
Den dobbeltmoral kan flygtninge og resten af verden jo også gennemskue. Det er fint nok, hvis det er det Danmark, vi har lyst til at være. Det er ikke det Danmark, jeg har lyst til at være i. Den kynisme, vi håndterer tingene med, er ikke det Danmark, jeg identificerer mig med, og det er ikke det Danmark, jeg ser, når jeg går ud på gaden. Det gør mig da trist.
Først og fremmest må vi skabe en fælles fortælling om, hvad det er for et Danmark, vi gerne vil være i fremtiden? Hvad er det for nogle værdier, vi står sammen om? Derefter skal vi sørge for, at den fortælling ikke kun skal gælde for djøf’ere på Island Brygge, hvor jeg selv bor. Den fortælling skal også række ud til Jylland, så de ikke føler sig svigtet«.
ISIS er ikke fjenden
Er de medvirkende så positive over, at den vestlige koalition nu angriber ISIS i Nord-Iraq?
»For dem er modstanderen ikke ISIS. For dem er modstanderen regimet. Ikke fordi de på nogen måde synes ISIS er fantastiske, men den smerte, ISIS har forvoldt, er meget lille i forhold til arene, som regimet har pådraget dem. Så de føler, at fokusset er det forkerte sted.
De kender også det politiske spil indgående. Det, der sker i Vesten, er jo, at vi hele tiden bliver skræmte over islamistiske terrorgrupper, og vi tror, at der render en masse mænd rundt med sort skæg i Vesten og siger ’Allahu akbar’. Men i Mellemøsten bliver terrorister jo betragtet som et redskab for magthaverne og ikke som repræsentanter for folket.
De bliver heller ikke i særlig høj grad betragtet som syrere, hvilket i forhold til ISIS jo heller ikke er tilfældet. Det er i højere grad utilpassede unge fra Frankrig eller Danmark, der rejser derned i en eller anden søgen efter et holdepunkt eller for at sone deres synder.
I forhold til et korrupt, bestialsk og værdiforladt regime er attraktionsværdien i en renfærdigt troende etisk funderet person ret stor. Og Obaidah taler selv om, hvordan hun på sin rejse igennem Syrien er blevet imponeret over nogle af de frihedskæmpere, hun har mødt, som i høj grad føler, at Islam også er med til at motivere deres kamp«.
Hun føler ikke, at de har stjålet hendes revolution?
»Hun føler, at nogle misforståede udgaver af Islam er blevet påduttet befolkningen af magthavere og andre grupper, der af forskellige grunde har en interesse i det. Det kan være kontrol, magt, økonomi eller våbenhandel.
Der er en scene i filmen, der ret præcist beskriver den kaotiske stemning mellem oprørsgrupperne. To grupper af demonstranter mødes på gaden i byen Kafranbel. Den ene gruppe står fredeligt og råber på en ny sekulær stat. Kameraet bevæger sig dog hurtigt videre over til de mange mænd i den modsatte gruppe, der står med sort flag og skriger endnu højere på en islamisk stat.
En lille dreng, der ellers holder et skilt op for den sekulære stat, falder ind i sang med de ekstremistiske rebeller. Han bliver hurtigt stoppet af en ældre meddemonstrant, der spørger, om han nu vil have en sekulær eller religiøs stat? Han svarer, at han bare gerne vil være på kameraet.
Det viser meget godt, at de her religiøse bevægelsers greb om befolkningen egentlig ikke er særligt stærke. Oprørernes alliancer er oftere mere motiveret af, hvem kan tilbyde dem penge, sikkerhed, eller våben. Det er ikke, fordi særlig mange af dem har sat sig ned og tænkt rigtigt grundigt over en eller anden udgave af islam«.
Mange af de medvirkendes ansigter i filmen er blevet sløret. Er det din opfattelse, at regimet ser film som denne? Og kunne de finde på aktivt at gå efter folk, der medvirker i filmen?
»Regimet har jo agenter overalt. De har jo også agenter siddende i Danmark, så de holder selvfølgelig øje med alt, hvad der kommer ud. Og efter den her film er blevet ret højt profileret, er der selvfølgelig nogle, der kigger med. Manges skæbner blandt de medvirkendes relationer kender vi på nuværende tidspunkt ikke, så vi vil hellere være på den sikre side, så familier eller venner til de medvirkende ikke pludselig begynder at forsvinde«.
Krediteringskrisen
Op til premieren på ’The War Show’ har en usædvanlig krediteringskonflikt fyldt meget, ikke mindst på Facebook. Det var den danske instruktør Marie Skovgaard, der startede filmen sammen med Obaidah Zytoon, men hun trak sig siden fra projektet på grund af interne uoverensstemmelser, og du blev efterfølgende tilknyttet som instruktør sammen med Zytoon. Ikke desto mindre er det jo blandt andet Skovgaard, som har sat sit liv på spil for at levere billeder til den dokumentar, vi ser i dag, men alligevel er hun ikke krediteret som instruktør. Nu hvor sagen har lagt sig lidt, har du det så personligt underligt med, at Marie Skovgaard ikke får mere ære for filmen?
»Som jeg også har skrevet offentligt på min Facebook, er det en krediteringskonflikt mellem Marie og det syriske hold, og det er ikke noget, jeg har yderligere kommentarer til«.
Er det svært at lave en film, hvor man ikke selv har været med fra starten eller været med på optagelserne?
»Det har mere været frigørende, fordi jeg ikke har haft følelser og oplevelser, der var bundet i materialet. Sådan er det jo som instruktør. Man har jo altid en særlig kærlighed over for elementer af materialet. Så skal man i gang med at ’kill your darlings’. Men det behøvede jeg ikke her. Jeg kunne gå meget rent til materialet og finde ud af, hvornår det lever, og hvornår jeg som publikum reagerer, og hvornår jeg bliver nysgerrig. Det er i virkeligheden meget mere impressionistisk og klart en interessant måde at arbejde på«.
Hvordan bar du dig af med at få genstartet en strandet produktion? Skulle du starte helt forfra? Var det en lang proces?
»Efter de indledende projekter blev stoppet på grund af store uoverensstemmelser, var vi jo nødt til at starte helt forfra og sige, at her ligger der 300 timers materiale, og ud fra, hvad Obaidah og de andre medvirkende følte var væsentligt, begyndte vi at bygge filmen op helt forfra.
Og så bestod processen simpelthen i at interviewe de medvirkende og analysere deres oplevelser og billeder og dernæst skrive et fuldt manus, hvilket så førte til en klippeproces, hvor vi så igen hele tiden har dykket ned og genbesøgt de enkelte scener.
I det her tilfælde har jeg jo ikke filmet så meget som en halv scene i filmen, så for mig har det mere været overvejelser i forhold til, hvordan skal det her fortælles. Og det var jo noget enormt fragmenteret materiale. Det ene øjeblik hænger de ud på stranden, og det næste øjeblik skyder de i gaderne. Så det stak jo i alle mulige retninger, og jeg har ligesom forsøgt at bevare den der ’slice of life’- kvalitet«.
Langt fra ’Black Hawk Down’
Hvordan har du samarbejdet med Obaidah om filmen?
»Det var en nødvendighed hele tiden at udfordre formen. For ofte støder man på en situation, som føles usand for dem, men som er rigtigt god historiefortælling. Og i stedet for at overbevise dem om, at de skal ændre på deres forståelse af virkeligheden, måtte vi finde et nyt greb på fortællingen, så den i stedet kan rumme virkeligheden.
Jeg er ikke i tvivl om, at Syrien er konflikten, der kommer til at definere vores tid. Ligesom med Anden Verdenskrig vil det være en konflikt, vi bliver nødt til at prøve at forstå på ny og analysere. Filmen er derfor nødt til også at tage det ansvar på sine skuldre. Den skal skrive sig ind i en historieskrivning om Syrien, som er relevant ikke bare i dag, men også om 5, 10 og 30 år.
’The War Show’ har et særligt materiale, idet det er filmet indefra. Det er en af de fortællinger, der kan sætte kød og blød på det, vi længe har manglet ansigter på. I forsøget på at gøre filmen så stærk som muligt, var det vigtigt at holde en balance, hvor underholdningen aldrig måtte sløre sandheden.
’The hero’s journey’ er for eksempel en meget forførende fortælleform, men ofte er virkeligheden meget mere kompliceret end det. Og hvis man tager filmens syv kapitler, er de i langt højere grad et resultat af, at vi blev nødt til at se filmen mere som et postkort. Vi dykker ned i Homs i 2012. Vi dykker ned i det nordlige Syrien, hvor ekstremismen rejser sig. Og så måtte vi prøve at studere de forskellige kapitler som selvstændige øjeblikke. Og så udfordre disse øjeblikke. Man må spørge sig selv, hvad er kameraets rolle? Hvad er det, vi ser udspille sig? Med hvilken intention er de forskellige ting filmet?
Og så tro på, at publikum selv begynder at skabe en mere kompleks forståelse ved at lægge de brikker sammen. Det er en lidt mere åben fortællemåde, hvor formen og forståelserne bliver dekonstrueret og bygget op igen. Vi tror først, vi ser én ting, men så ser vi noget andet.
Der er en scene, hvor man ser rebeller, der kæmper i gaderne, og lige pludselig opdager vi, at de rent faktisk skyder med bazookaer og missiler af hensyn til kameraet, fordi det i virkeligheden er ren branding, hvor de skal positionere sig selv lokalt og over for omverdenen, fordi alle militser kæmper om at få penge og våben fra lande som USA, Saudi-Arabien, Qatar eller Tyrkiet.
Der ser man også, hvordan oprøret hele tiden skifter karakter, alt efter hvor pengene kommer fra. Saudi Arabien vil have et sunnimuslimsk ekstremistisk oprør, USA vil have et sekulært oprør, og Tyrkiet vil have noget midt imellem. Så kan rebellerne ligesom tage det tøj på, der passer til den agenda, som de skal have penge fra.
Første gang klipperen Adam Nielsen kastede sig over denne scene, havde han skabt en fuldstændig fantastisk ‘Black Hawk Down’-sekvens, hvor rebeller render rundt og skyder i gaderne i en enormt dramatisk udgave med musik på og masser af kaos og kugler til højre og venstre. Og så kommer de medvirkende ind og ser det, og så sidder de bare tænker: ’Hvad er det der? Det er jo slet ikke det, der foregår’.
Og så går vi tilbage og kigger på grundmaterialet og får det oversat mere detaljeret, og lige pludselig begynder der at opstå den her forståelse af nuancerne i, hvad kameraets rolle er. Hvordan spiller de? Hvem spiller de i forhold til? Og først der begynder det at gå op for os, at der faktisk ikke er nogle modstandere, som de skyder imod. Når der er en bombe, der sprænges tæt på dem, så viser det sig, at det er en rebel, der skyder nede fra den anden side af gaden.
Det var jo en helt ny og meget mere interessant forståelse af den scene. Den er selvfølgelig mindre dramatisk, fordi det ikke er de gode mod de onde. Men den udfordrer måden, hvorpå vi normalt ser den slags materiale på«.
Hvordan sikrer medierne en bedre kildekritik, i forhold til hvilke klip man bruger i dækningen af en så kompliceret en konflikt?
»Fordi det er så farligt, ikke mindst for vestlige journalister at bevæge sig i Syrien, er man meget afhængig af både aktivister og rebeller, der selv filmer. Alle har adgang til et kamera, og skørt nok har alle også adgang til internettet, så rejsen til breaking news er meget kort.
Syrien-konflikten er nok den mest filmede konflikt nogensinde, og medierne er i konstant konkurrence om at levere det mest dramatiske materiale, da det er det, som skaber breaking news og flest artikel-clicks på nettet. Ikke engang de største danske medier har tid til fordybelse omkring krisen. Underholdningsværdien skygger alt for ofte for den brogede virkelighed.
Medierne svigter Syrien hver dag. Tag nu bare DR og Clement, der inviterer Uffe Elbæk forbi til en snak om flygtninge, men straks bruger hele udsendelsen på at forsøge at få partilederen til at angive et præcist tal på, hvor mange flygtninge han mener, vi kan tage ind. Det er super ærgerligt.
Det bliver ikke bedre på TV 2, hvor Rasmus Tanholdt kan bryste sig af at være en stor stjerne for en aften, fordi han får et interview med Bashar al-Assad. Det er jo komplet åndssvagt at give manden et talerør i bedste sendetid. Lige meget hvor kritisk sådan et interview nu end må være, så gør det kun manden mere menneskelig.
Og hvis Assad gentager en løgn nok gange, så ender det med, at en del af seerne begynder at tro på ham. Vi er ligeglade med sandheden – vi vil hellere have underholdning igennem kontroversielle udtalelser. Det er jo også derfor, Donald Trump pludselig er relevant. Vi lever i en postfaktuel verden, hvor sandheden simpelthen ingen værdi har.
Det dokumentarfilm kan, til forskel fra mange andre medier, er, at den fylder det hul ud, som journalistikken efterlader. I en dokumentar kan man nå ned på nogle helt andre menneskelige dybder og niveauer, som gør, at vi kan begynde at se hinanden som medmennesker i stedet for emner i et nyhedsflow. Og det synes jeg, at den her film kan mere end noget andet. Den kan give et indblik i den menneskelige fortælling, som også gør, at forståelsen for Syrien vil blive langt større«.
‘The War Show’ bliver vist i en forkortet tv-udgave 1. november 20.45 på DR2.
Læs også: Anmeldelse af ‘The War Show’