’De vildfarne’: Dansk indie-film om Ørstedsparkens fortabe sjæle skaber opadgående mundviger
CPH PIX: Vi elsker sammenhæng.
I en kaotisk verden, hvor liv ligner kæder af tilfældige begivenheder, er det fristende at binde sløjfer og finde mening, og det er netop, hvad den danske ensemblefilm ’De vildfarne’ forsøger. At se den trøstende helhed i tumulten.
Det er ellers langt hen ad vejen livets elendighed, der betones. Københavns plagede sjæle vandrer hvileløst rundt i og omkring Ørstedsparken, epicentret i storbyens underverden. En kvinde knalder kriminelle i nattens mulm og mørke, en mor roder rundt i en dyb depression, mens en gadedreng sælger stoffer for en narkobande. Og så videre.
Midtpunktet i flettefortællingen er dog den langgarnede svensker Rolf, der finkæmmer skraldespande og triller en barnevogn rundt med lunkne dåsebajere, når han ikke udstikker livslektioner til sine kompagnoner på samfundets bund. Hans ukuelige optimisme er som solen i universet omdrejningspunktet for et drama, der udfolder sig i socialklasse Å, men alligevel finder og kaster lys over eksistensens mørke.
’Charlie Butterfly’-instruktøren Dariusz Steiness graver dybt i den ret begivenhedsfattige tristesse – Rolf får nogle prygl, gadedrengen sælger lidt tjald, kvinden med den forkvaklede seksualitet dater et postbud – men hans lune, skæve blik på karaktergalleriet hæver dramaet over det trivielle. De enkelte stykker i mosaikken fortælles ofte med et livgivende glimt af humor, som havde Roy Andersson droppet den ekstreme stilisering, ikke mindst når Rolf slipper tøjlerne om mundtøjet og uddeler livsvisdom som en pantsamlende frelser.
Andre scener nærmer sig det regulært dilettantiske, som da en flok purunge lømler spiller bold i parken og leverer replikker med samme troværdighed som i et folkeskoleteater. Senere skæmmes mor og datters forkvaklede forsøg på at slutte fred af billedsidens uskønne blanding af panoreringer og fades samt en vifte af overforklarende replikker.
’De vildfarne’ formår ej heller at undvige ensemblefilmens faldgrube, det ofte vage postulat om en forkromet, styrende årsagssammenhæng. Det er fristende at se orden i kaos, men grænsen mellem larger than life og søgt plotkonstruktion er spinkel.
Steiness kan ikke dy sig for at binde sløjfer i øst og vest, men selv om timingen af karakterernes møder er for belejlig, er det svært at holde de opadgående mundviger i ave. For instruktørens kærlighed til Ørstedsparkens søgende sjæle, mennesker, vi alle har set i København, smitter, og når flettefortællingen nærmer sig sin udgang, ønsker man intet højere end at se dem forenet i lyset for enden af tunnelen.
Sådan bliver portrættet af storbylivets weltschmerz også til en hyldest af tilværelsen.
Kort sagt:
Trods en del falske toner undervejs formår den danske ensemblefilm ’De vildfarne’ at gøre sit skævt socialrealistiske mikrokosmos rørende og vedkommende. Det er kærligheden til Ørstedsparkens fortabte sjæle, der tager stikket hjem.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted