Kan en skilsmisse være sjov?
Ja, siger den irske manuskriptforfatter og skuespiller Sharon Horgan, der står bag de bidske britiske komedier ‘Pulling’ og den geniale ‘Catastrophe’, og nu har skabt komedieserien ‘Divorce’ sammen med Sarah Jessica Parker. Serien, der giver Parker comeback på HBO – og på tv – følger newyorkerforstadsparret Frances (Parker) og Robert (Thomas Hayden Church), der beslutter sig for at blive skilt efter 15 års ægteskab og to teenagebørn.
Eller, som Horgan præciserer over telefonen: »Der er ikke noget direkte sjovt ved skilsmisser – det er virkelig fucking trist, og folk går igennem helvede, især når der er børn involveret. I ‘Divorce’ kommer komedien ud af, at to mennesker prøver at finde en positiv vej ud af en negativ situation og fra absurditeten i hele skilsmisseindustrien, der bygger på grådighed. Og så er det bare sjovt at se par skændes«, siger hun.
»Konflikt er nøgleordet for alle gode komedier og dramaer«, supplerer seriens showrunner og medforfatter Paul Simms, der har skrevet for komedier som ‘Late Night With David Letterman’, ‘The Larry Sanders Show’, ‘NewsRadio’, ‘Flight of the Conchords’ og ‘Girls’. »Det går helt tilbage til de gamle grækere. At se to mennesker, der har modsatrettede ønsker og bliver forhindringer for hinanden, er ganske enkelt sjovt«, siger han.
»Ofte er det også sådan, at de værste ting i vores liv også er de sjoveste. Når jeg har talt med folk, jeg kender, der er gået gennem en skilsmisse, starter de gerne med at fortælle de frygteligste historier, og ‘du vil ikke tro, hvad min eksmand har gjort denne gang’, for to minutter inde i samtalen at grine af, hvor forfærdeligt det er«.
»Jeg kunne virkelig ribbe min mand«
‘Divorce’ kom til verden, efter Sarah Jessica Parker blev enig med HBO om at vende tilbage til kanalen, hvor hun for 18 år siden var med til at starte tv’s nye guldalder med ‘Sex and the City’.
HBO satte en ‘work date’ op med Parker og Horgan, hvor de diskuterede ideer. Parker havde allerede en idé om, at det ville være forfriskende at skildre afviklingen af et forhold – og så gik Horgan hjem og skrev skilsmissehistorien.
»»»Jeg var nysgerrig efter at lære mere om mekanismerne bag en skilsmisse«, siger Sharon Horgan. »Jeg er selv gift, og det er stort set alle mine venner også, så jeg vidste ikke ret meget. Nu ved jeg alt og kunne virkelig ribbe min mand! Men skilsmisse er ikke rigtigt noget, man taler om. Jeg tror stadig, at det er omgærdet af en vis portion skam. Måske føler vi, at det er for privat at spørge ind til, eller vi er bange for at rode op i de smertefulde følelser«.
Det stigma er dog på retræte, mener Simms.
»Jeg husker fra min barndom i 70’er-80’erne, at når vi hørte om venners forældres skilsmisse, virkede det som verdens undergang. Nu siger mange, at skilsmisse kan være sundt, og at det godt kan lade sig gøre ikke at såre hinanden.
De skilsmisseadvokater, vi talte med, fortalte, at skilsmisser i sidste ende altid ender med den fordeling af penge og forældrerettigheder, som advokaterne forudsagde ved begyndelsen. Så det kan ikke betale sig at skændes om det i to år«.
Kvinder taler rent faktisk sammen
Det råd har Frances og Robert i ‘Divorce’ svært ved at følge, når følelserne tager over. Der bliver smækket grundigt med dørene, og mægleren erstattes hurtigt af Manhattans dyreste advokater. I sidste ende handler serien dog om to ordentlige mennesker, der forsøger at gøre det rigtige og gør deres bedste for at samarbejde om børnene, siger Simms.
»Sharon og jeg ønskede skildre et forhold, hvor ingen af parterne er skurken. I løbet af serien skiftes de til at opføre sig godt og dårligt, og det var vigtigt for os at holde den balance. Vi ønskede ikke at lave en serie om en, der har giftet sig med den forkerte, men om to mennesker, der troede, at de havde giftet sig med den rigtige – men ikke kunne forudsige, hvad der ville ske i løbet af 15 år«.
Det er nærliggende at se Sarah Jessica Parker i ‘Divorce’ som Carrie Bradshaw i forstæderne. Parker var dog fast besluttet på at spille en ny rolle, hvilket gjorde forfatterne ekstra opmærksomme på at adskille serien fra ‘Sex and the City’, for eksempel ved at flytte handlingen væk fra New York City og undgå ethvert tiltag til glamour og fokus på mode.
»Først var vi for bevidste om ikke at være som ‘Sex and the City’«, fortæller Paul Simms. »I de tidligere manuskripter undgik vi scener, hvor Frances og veninderne Diane og Dallas taler sammen alle tre, fordi vi var bange for, at det ville minde seerne om scenerne med de fire kvinder i ‘Sex and the City’. Efter lidt tid fandt vi frem til, at vi godt kunne slappe lidt af på den konto. Kvinder mødes rent faktisk og taler sammen.
Serien er i sin natur anderledes, lidt tungere, fordi livet i 40’erne er forskelligt fra livet i 30’erne, og livet som gift er forskelligt fra singlelivet«.
Drama ville være ren tortur
Trods sit seriøse emne var Horgan aldrig i tvivl om, at hun ville skrive serien som komedie.
»Et rent drama om skilsmisse – pyh! – det ville være en hård omgang, ren tortur. Jeg var fra starten overbevist om, at vi skulle gå den humoristiske vej, men jeg har sigtet efter at lave en komedie, der både kan få dig til at grine og græde. Komediegenren har ændret sig gennem årene og behøver ikke længere have en joke i minuttet. Serier som ‘Transparent’ har bevist, at halvtimeformater godt kan få succes ud af at tackle alvorlige og komplekse emner med humor«, siger hun.
Den beskrivelse passer også på ‘Catastrophe’, Horgans Channel 4-serie, der fra første til anden sæson har udviklet sig fra meet-cute-romance med kant til et syleskarpt portræt af udfordringerne ved at holde et ægteskab i live som småbørnsforældre.
Horgan og hendes medskaber Rob Delaney har betegnet serien som »49 procent selvbiografisk« og spiller selv hovedkaraktererne, som de har ladet beholde deres egne fornavne. I ‘Pulling’ om tre veninders datingliv i London spiller Horgan ligeledes hovedrollen, og i den semiselvbiografiske kortfilm ‘The Week Before Christmas’ spiller hun en version af sin mor.
‘Divorce’ er det projekt, hun har skrevet, der har ligget fjernest fra hendes egen person.
»Udgangspunktet for serien bygger på historier, jeg har hørt, og ting, jeg har følt. Men Frances, som hun fremstår på skærmen, føles overhovedet ikke som mig – hvilket hun heller ikke bør, for Sarah Jessica gør karakteren til sin egen og bringer sin baggrund ind. Sharon (i ’Catastrophe’, red.) er mere som mig – eller en bedre udgave af mig, der siger ting, jeg gerne selv ville sige. Men alle mine karakterer er udtryksformer for mig, der gør, at jeg slipper for at gå i terapi«, siger Horgan.
Fælles for ‘Catastrophe’ og ‘Divorce’ er til gengæld skildringerne af romancer mellem mennesker over 40, en sjældenhed på film og tv.
»Jeg synes, det er mere interessant, fordi der er meget mere på spil. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med en 20-årigs romantiske liv, for de har oceaner af tid til at lave fejl. For det meste er der ikke børn involveret, så hvad betyder det, hvis de går fra hinanden?», spørger Horgan.
»Når man når et bestemt punkt i sit liv, har hver beslutning konsekvenser. Du kan høre det store ur tikke, og du vil gerne have det bedste ud af den tid, du har tilbage. Jeg er mere optaget af de beslutninger, fordi de ganske enkelt er vigtigere«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Divorce’
Læs også: Lyt til Soundvenue Filmcast om ‘Divorce’, Woody Allen, ‘Skam’ og ‘Amanda Knox’