‘Mad Men’-skabers næste serie går til Amazon efter benhård budkrig

‘Mad Men’-skabers næste serie går til Amazon efter benhård budkrig

Skaberen, forfatteren og instruktøren Matthew Weiner gav AMC en gylden billet ind på seriemarkedets elite med den skamroste 60’er-serie ‘Mad Men’, der vandt Emmy-statuetten for bedste dramaserie fire år i træk.

Men ‘Mad Men’ sluttede sidste år, og siden da har udbyderne ventet spændt på, hvad Weiners næste projekt skulle være. Indtil nu.

I sit kommende projekt vender Weiner blikket mod nutiden i en antologiserie, der finder sted på tværs af landegrænser. Mere ved vi endnu ikke, andet end at Weiner selv er skaber, forfatter og executive producer på serien, og at han skal instruere den ene halvdel af første sæson, skriver Deadline.

Serien startede hurtigt en intensiv budkrig mellem udbyderne, der alle gerne ville have den til deres tjeneste. Amazon endte som sejrherre og har betalt cirka 583 millioner kroner for serien.

Matthew Weiner gjorde sig oprindeligt bemærket, da han blev forfatter og executive producer på ‘The Sopranos’ og vandt to Emmys, der i dag får selskab på kaminhylden af de syv fra ‘Mad Men’.

Læs også: Netflix annoncerer sin første danske serie