Mads Mikkelsen spiser pølse med brød på d’Angleterre

Mads Mikkelsen spiser pølse med brød på d’Angleterre

»Vi tager lige d’Angleterre ned på jorden herinde«, siger Mads Mikkelsen, mens han viser mig ind i det mest sandfarvede værelse, jeg nogensinde har set.

Vi befinder os i en af suiterne på den elegante Hvide Dame på Kongens Nytorv. Måske er det endda den eksklusive Royal Suite – det føles i hvert fald lidt som at komme i audiens, når man allernådigst bliver lukket ind gennem et aflåst jerngitter på vej op ad trappen og eskorteret ind i de mondæne gemakker, hvor kun the rich and the famous residerer.

Lysekronerne vokser organisk ned fra stukloftet, dørene gaber ud til balkonen med udsigt over metrobyggeri og menneskemylder, møblerne er majestætiske og smukke, og panelerne er forgyldte. Fint skal det fandeme være, når Disney og ’Doctor Strange’ holder hof. Og så sidder han dér. Den kongelige, verdensstjernen, midt i den her lidt stive og stramme slipsestemning, med daggamle skægstubbe i en flaskegrøn skjorte og riflede jeans – og spiser en ristet pølse med brød, som i den grad overdøver blomsterduften fra de lyserøde roser ved siden af.

Folk sagde: ’Nej, den må du ikke lave, for så får du kun homoroller fremover’

Og det er ikke en eller anden økologisk d’Angleterre-udgave, der er stegt i champagne og drysset med trøffel og kaviar – nej, det her er en rigtig pølsemandspølse nede fra gaden med hotdogketchup til.

Det virker på den ene side kalkuleret, for han ved jo godt, at journalisterne vil nævne den pølse, og han vil jo gerne have, at vi nævner den pølse. Men jeg tror simpelthen ikke på, at man kan fake den afvæbnende afslappethed, han udstråler, når han let ludende i den lysegrå sofa med albuerne hvilende på knæene sidder og småbøvser sig igennem sine første sætninger, fordi pølsen giver ham sure opstød.

Accenten spiller ind

Nej, nykker har han ikke fået, vores allesammens Mads Mikkelsen.

Men tag ikke fejl. Han er prof ind til benet. Når han speedsnakker, er det ikke kun, fordi det bare er sådan, han taler, men også fordi han ved, at jeg har 20 minutter sharp og gerne vil have så mange ord ned i diktafonen som muligt, inden manden i jakkesættet, der overvåger os bag et skrivebord med et stopur foran sig, kalder »tid!«.

Og så selvfølgelig fordi sætningerne er blevet hugget og slebet til gennem hundredevis af interviews, hvor han er blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen, indtil svarene er blevet til naturlige reflekser. Sådan er vilkårene, og til hans credit skal det siges, at Mads Mikkelsen er imponerende meget på, i betragtning af at han har været i gang i mange timer nu. Men der er en vis sandsynlighed for, at du allerede har læst denne anekdote, som jeg ellers var så glad for under interviewet, i mindst én avis (til gengæld fik jeg noget med hjem, de andre journalister ikke gjorde, nemlig en vaskeægte verdenssensation, men den kommer vi til):

Mads Mikkelsen Dr Strange

‘Doctor Strange’

»Min yndlingshistorie er, at da vi lavede ’En kort en lang’, ville Japan ikke købe den. Begrundelsen var, at hovedrollen simpelthen var for grim. Og det var mig! Og bare ugen inden havde selveste Ekstra Bladet kåret mig til årets hug. Troels Lyby syntes, det var det fedeste nogensinde«.

Mads Mikkelsen ler dæmpet. Han er i færd med at forklare, hvorfor han tror, at han er blevet den evige skurk i Hollywood, når han har været vant til at spille good guy herhjemme.

»Accenten spiller helt klart ind, men det har også noget at gøre med ens udstråling. Man ser ansigter forskelligt i Europa og USA. Måske har jeg en eller anden energi, som de oplever som skurkagtig eller enigmatisk, som de ofte kalder det. Jeg har også fået tilbudt helteroller i USA, som ikke er blevet til noget af den ene eller den anden grund, men det er rigtigt, at jeg oftest har været skurken derovre«.

Generer det dig?
»Nej, overhovedet ikke. Måske ville jeg være bekymret, hvis det var det eneste, jeg nogensinde havde fået tilbudt, men sådan har det jo ikke været. Da jeg skulle lave ’En kort en lang’, kan jeg også huske, at folk sagde: ’Nej, den må du ikke lave, for så får du kun homoroller fremover’. Og jeg har ikke fået tilbudt én siden. Jeg har været heldig, at folk har set mig med forskellige øjne forskellige steder i verden, og derfor er jeg ikke bange for at blive sat i bås«.

»For mig at se er der ikke så stor forskel på helten og skurken. Det gælder for dem begge, at der skal være to sider, som slåsser med hinanden. Helten skal helst have nogle svagheder, og skurken fungerer, når der er noget ved ham, man godt kan lide. Jeg kigger på karakteren: Har han en vision, der giver mening? Har han en pointe? Det syntes jeg, ham fra ’James Bond’ havde. Det syntes jeg, Hannibal havde. Og det synes jeg også, ham her har«.

Kritikken af Marvel-skurkene

’Ham her’ hedder Kaecilius, og han er hovedskurken i Marvels seneste superheltesatsning, ’Doctor Strange’. Den handler om den storsnudede neurokirurg Stephen Strange (Benedict Cumberbatch), der efter en invaliderende bilulykke opsøger en spirituel kult anført af den vise mester The Ancient One (en kronraget Tilda Swinton) i håb om at få sin fulde førlighed tilbage.

I stedet bliver han introduceret for et hemmeligt troldmandssamfund og et astralt parallelunivers, som troldmændene kan træde ind i for at manipulere med fysikkens love efter forgodtbefindende. Mads Mikkelsens Kaecilius er en harmfuld troldmandsafhopper, der efter tabet af sine nærmeste vil knuse sin gamle lærermester og liberalisere den magt til evigt liv, hun råder over.

’Doctor Strange’ er slagfærdig og grumme underholdende superhelteramasjang, men Marvel-filmene er ofte blevet klandret for at have kedelige skurke, der er tyndt motiverede i deres tørst efter verdensherredømme. Og nogle kritikere har allerede henregnet Kaecilius til samme selskab.

Charles Finch Hosts the 8th Annual Filmmakers Dinner with Jaeger-LeCoultre - The 69th Annual Cannes Film Festival

Ian Gavan / Getty Images

 

»Jeg ved ikke, om jeg er helt enig i kritikken af de tidligere skurke«, siger Mads Mikkelsen, mens han synker den sidste bid af pølsen og krøller papiret sammen.

»I en almindelig film har du to timer til at præsentere nogle karakterer og deres problemstillinger. Her skal du gøre det samme på den samme tid – samtidig med at du skal præsentere et helt univers, en helt ny verden. Jeg kan ikke se, hvad de kan gøre anderledes inden for de rammer. Jeg synes ikke, ham her er underskrevet overhovedet. Jeg forstår, hvad han er i gang med. At han er et skuffet menneske, skuffet over sin tidligere mester, The Ancient One, som fordeler goderne, men beholder det meste for sig selv.

Han vil gerne skabe en smukkere verden, hvor man lever evigt og hverken har smerte eller… nu kommer der et engelsk ord – nej, det er også lige meget. Et nirvana, nærmest. Det er ikke en skurk, der bare vil overtage verden uden grund. Han vil faktisk overhovedet ikke overtage verden – han vil give ud af den. Det, synes jeg, er noget, man umiddelbart kan identificere sig med«.

Gitte Stallone-udtrykket

Han synker et surt opstød på vej op gennem halsen og fortsætter:

»Det er klart: Skurken er ikke hovedrollen, og der er ikke altid den samme tid til at forklare en siderolle. Vi kunne godt have lavet fire andre scener, hvor vi hørte om hans barndom, men jeg følte ikke, det var nødvendigt for at give ham belæg«.

Trives du bedre som hovedrollen?
»Jaeh, det tror jeg da, de fleste skuespillere vil sige ja til. Jeg har det rigtig fint med at spille biroller, men du arbejder meget for filmen. Du servicerer filmen, du har et… ja, nu kommer Gitte Stallone-udtrykket så«, siger han, mens mundens vandrette stribe vrider sig op i et skævt smil, som en amerikaner åbenbart ville finde lumsk eller, som sagt, enigmatisk.

»… purpose. Hvad fanden siger man?« ,spørger han mig.

… et formål?
»Der var den!« udbryder han og knipser energisk med fingrene. »Såøh, hvorimod som hovedrolle er det filmen, der arbejder for dig. Der er en anden ro i det, og du har mere tid til dine aleneperioder, hvor du dykker ind i din karakter. Du kan lave nogle meget små nuancer, hvor en birolle i højere grad skal aflevere noget. De fleste synes selvfølgelig, det er rart at blive serviceret af filmen«.

Birolle eller ej – ’Doctor Strange’ er formentlig den største film, Mads Mikkelsen har lavet til dato. Okay, han var den blodgrædende og testikeltorterende Bond-skurk Le Chiffre i ’Casino Royale’, men Bond blev først cool igen med ’Casino Royale’. Marvel er den største filmfranchise i verden, og kun ’Star Wars’ kan måle sig med den, når det kommer til hype og mediebevågenhed. Og nå jo, den bliver Mads Mikkelsen jo så også en del af, når han spiller Dødsstjerne-designeren Galen Erso i den første ’Star Wars’-standalone-film ’Rogue One’, der får verdenspremiere 16. december.

Havde han nogen betænkeligheder ved at lade sig indlemme i det hysteri, der omgiver de to franchises, med kun to måneders mellemrum? Mads Mikkelsen forstår ikke spørgsmålet.

»Der er mange, der spørger om det, og jeg tænker hver gang: Hvad fanden skulle betænkelighederne være? Jeg kan ikke se, hvad det er, man mener med det. Det må jeg hellere spørge dig om: Hvad skulle betænkelighederne være?« spørger han og stirrer udfordrende på mig med mørke, insisterende øjne, så jeg et øjeblik godt kan se, hvad amerikanerne mener.

Hvad fanden skulle betænkelighederne være?

Du bliver aldrig forbavset eller forarget over hysteriet fra fans og medier?
»Nej, det har jeg ingen angst for. Det er dedikerede fans, og jeg har oplevet det, ikke i samme omfang, men på samme dedikationsniveau med ’Hannibal’-fansene, der kalder sig fannibals og bærer blomsterkranse og følger os overalt. Og de er kun skønne, der har intet negativt været ved det«, fortæller han og fortsætter:

»Hvis betænkeligheden skulle være, at man så bliver mere genkendt på gaden, så er det pænt ligegyldigt i Danmark – der kan jeg ikke rigtig blive mere genkendt, end jeg bliver, så det gør ikke så meget. I andre lande…«, han trækker vejret dybt, »sådan må det være. Det er ikke noget, jeg jagter. Jeg kan godt lide at gå alene, og jeg kan godt lide at sidde og kigge på andre mennesker, som ikke kigger på mig. Men jeg må acceptere, at det er en del af mit job. Jeg kan ikke lave den udregning hver gang, for så skulle jeg have valgt et andet arbejde«.

Tudefærdig

Så nej, det krævede ikke meget betænkningstid, da Marvel ringede. Som knægt var Mads Mikkelsen selv en kæmpe tegneserienørd, og når han var udenfor, vimsede han rundt og legede Bruce Lee. ’Doctor Strange’ var en to-i-én-drengedrøm. Men den 50-årige eks-gymnast fik kam til sit gråsprængte hår med filmens kampscener.

»Selvom jeg altid har fløjet rundt og leget kungfu, så har det ikke lige været på det plan. Og rent teknisk er det lavet til folk, der er mindre end mig, så det var pænt op ad bakke at få de muskler i gang og finde den smidighed. Vi havde fem ugers intensiv træning inden optagelserne, og på hver eneste fridag øvede vi på koreografierne. Først og fremmest skal det se godt ud, men man skal også kende hinanden så godt, at man ikke slår hinanden ihjel, for man fyrer den virkelig af. Man er nødt til at vide, lige præcis hvornår han drejer sit hoved, og hvornår hans hænder kommer«.

Havde I nogen uheld?
»Masser! Det kan man næsten ikke undgå. Vi kører på for fulde gardiner 10 timer om dagen, og det ville selv en toptrænet atlet ikke gøre. Og pauserne indimellem gør det nærmest kun værre, fordi du bliver kold. Vi havde ingen episoder, hvor vi måtte ringe efter en ambulance, men der var masser af gange, hvor noget sagde knæk, eller man mærkede et jag, og så var der røget en fiber.

Hvis det ikke gør lidt ondt, gør man det ikke godt nok. Så må man lige binde fingrene sammen, og så er man i gang igen«, forklarer han, mens han holder to fingre op og vikler en imaginær bandage om dem med den anden hånd.

Mads Mikkelsen En kort en lang

Mads Mikkelsen og Troels Lyby i ‘En kort en lang’

Er du typen, der sætter en ære i at lave så mange stunts som muligt selv?
»Ja, 100 procent – jeg bliver tudefærdig, hvis jeg ikke får lov. Og her fik jeg lov til alt. Vi har alle sammen stunt doubles, som laver prøverne, mens vi bliver sminket, og er klar til at springe ind, hvis A: vi ikke kan få det til at se godt ud, eller B: det er for farligt.

Der var nogle gange, hvor de sagde: ’Uha, det er ikke så godt, for hvis du rammer bare lidt ved siden af, så ryger din knæskal.’ Men jeg var meget insisterende og sagde: ’Prøv og hør, det behøves ikke, for jeg har prøvet at lave en skrue og to saltoer som gymnast, og jeg har hoppet rundt imellem biler og lavet stunts for sjov, da jeg var lille. Jeg skal nok passe på min knæskal’. Og det stolede de på og gav mig lov. Det var superfedt«.

Jeg har prøvet at lave en skrue og to saltoer som gymnast

Det er det, han mener, når han kalder ’Doctor Strange’ sin mest udfordrende film til dato. For lad os være ærlige: Det er ikke dén, der har krævet de største skuespillermuskler. Til gengæld krævede den en ekstrem forestillingsevne, når skuespillerne måtte tænke sig til omgivelserne under de mange actionscener, der blev lavet med green screen.

Mads Mikkelsen stiller sin Coca-Cola på bordets glasplade og former en korridor i luften foran sig med hænderne.

»Det meste af tiden har jeg fokus på den mand, jeg er ved at jagte her, og hvad der sker med verden herude«, forklarer han og peger ud til hver side, »er egentlig pænt ligegyldigt for mig og min løbebane. Jeg har lige ødelagt noget og er godt klar over, at det vælter – jeg behøver ikke se det. Så det meste af tiden kunne jeg have fokus på interaktionen med Benedict eller Tilda, om det så var en dialog eller en slåskamp«.

»Men en gang imellem er vi inde i midten af det hele, hvor alting drejer rundt omkring os, og så vælger man måske at hoppe op i loftet og løbe. Så havde de lavet en animeret version af scenerne, hvor man kunne gå hen og sige: ’Okay, så jeg har hovedet nedad, og så kommer han derfra – nej, vent, det dér er et spejl, så han kommer rent faktisk fra højre.’ Det var enormt vigtigt for os at have, for du kan ikke forklare det fyldestgørende nok, uden at folk bliver forvirrede. Det er nemmere, at alle kan se og forstå det«.

Talte over sig om ’Star Wars’

En yngre og trodsigere version af den kompromisløse skuespiller ville måske have følt sig fastlåst som en lille møtrik i et stort maskineri, hvor rammerne er så rigide og forventningerne til ham så nagelfaste. Det havde han svært ved at indrette sig efter, dengang han gik fra ’Pusher’ til ’Rejseholdet’ og hverken måtte mumle eller klippe sig korthåret, fordi DR ville favne både dem på 5 og på 95.

»Det var sindssygt svært, og jeg stødte panden mod en mur flere gange. Men efterhånden har jeg lært, at uanset hvad man laver, så er der nogle rammer, og dem kan jeg alligevel ikke sprænge, så i længden bliver jeg gladere, hvis jeg accepterer præmisserne. Der er nogle spilleregler, når man laver en Marvel-film, og dem er jeg blevet voksen nok til at forstå. Man kan så forsøge at være så radikal som muligt inden for rammerne, og jeg synes også, man skal forsøge at skubbe lidt til dem, og det synes jeg faktisk, vi har gjort med den her film. Men man skal ikke skubbe dem så langt, som vi gjorde med ’Pusher’, for så skulle man have lavet en anden film fra starten«.

Mads Mikkelsen i 'Rogue One: A Star Wars Story'

Mads Mikkelsen i ‘Rogue One: A Star Wars Story’

I andre situationer har han dog skullet lære at bide sig selv i tungen. Nemlig når nyfigne fans og journalister har udfrittet ham om handlingen i ’Doctor Strange’ eller ’Rogue One’, der er omgærdet af et hysterisk hemmelighedskræmmeri.

»Der er enormt meget prestige i at være budbringeren, som vidste det før alle andre. Det har jeg ikke været vant til, slet ikke i Danmark. Der er jo ingen, der gider at vide, hvordan en film slutter, hvorfor skulle man det? Men det vil man altså her. Det er meget underligt«.

Den smuttede for ham i april. En vært fra britiske Sky News tiggede om at få løftet bare en flig af sløret for handlingen i ’Rogue One’, og så talte Mads Mikkelsen over sig for rullende kameraer, da han præmaturt afslørede, at han spiller faren til Felicity Jones’ hovedkarakter. Han tog sig i det med det samme:

»That’s too much, I’m sorry«, sagde han skyndsomt, formentlig henvendt til Disneys PR-brigade.

»Jeg fik ikke ballade«, fortæller han, mens han kæmper med endnu et surt opstød.

Jeg fandt ud af, at jeg liiige måtte holde mine heste lidt

»Det var ikke sådan, at jeg blev kaldt op på rektors kontor. Men jeg lærte, hvor hurtigt de her ting rejser. Man siger én ting til nogen, og straks er det alle vegne på de sociale medier. Så jeg fandt ud af, at jeg liiige måtte holde mine heste lidt, fordi tingene spreder sig så hurtigt, og rygter kan blive mistolket undervejs. Jeg lærte at lave den her«, fortsætter han og fører to sammenknebne fingre hen over munden, som om han lynede læberne sammen.

Står det udformet i din kontrakt, hvad du må sige til hvem, og hvad der sker, hvis du bryder den?
»Nu er det første gang, jeg laver interview på d’Angleterre, og som du kan se«, smiler han og breder hænderne ud til siden, »så er alting lidt større. Det vil sige, at kontrakten også er pænt meget større, så det er ikke altid, jeg får læst det hele«, indrømmer han med et grin.

»Det er der så andre, der gør for mig. Så det kan godt være, der står noget. Jeg kan ikke huske det«.

Total kaos med Rihanna

Man kan tydeligt høre, hvornår Mads Mikkelsens svar har været igennem munden hundrede gange før og ruller færdigpakket ud fra et samlebånd, og hvornår de skal tænkes og formuleres helt forfra. Indtil videre har jeg fået en del fra samlebåndet, og det er lidt noget lort, for jeg har lovet at komme hjem med noget andet end alle de andre journalister. Men nu øjner jeg min chance for at trykteste verdensstjernens selvcensur. Når han én gang har talt over sig, kan han gøre det igen.

Det må ikke være alt for kæmpe, understreger jeg. Mads Mikkelsen kan godt lide at joke med, at ’hvis jeg fortæller dig noget, bliver jeg nødt til at slå dig ihjel’, og det har jeg bare slet ikke lyst til. Men er der noget, han kan røbe fra ’Rogue One’, som vi kan få lov at breake som de første i verden?

»Hmm…«

Han bryder øjenkontakten og stirrer frem for sig.

Trommehvirvel. Suspense. Tilbageholdte åndedræt.

Okay, nu kommer det:

»Min karakter ændrer frisure undervejs i filmen«, siger Mads Mikkelsen og kigger indtrængende på mig i et par sekunder.

Du læste det her først!

»Sådan dér!« udbryder han med et grin og trommer på bordkanten med håndfladerne. Jeg fornemmer, at jeg ikke bliver slået ihjel i dag. Til gengæld er min tid gået, siger vores oppasser bag skrivebordet. Jeg kan lige nå ét spørgsmål mere.

Okay, total afstikker: Det var noget af en overraskelse, da du dukkede op og blev lemlæstet af Rihanna sidste år i videoen til ’Bitch Better Have My Money’. Hvordan kom det lige i stand, og hvad var det for en oplevelse?
»I have no idea, det skete bare. Jeg var i Toronto og havde faktisk fri, da jeg fik en opringning: ’Har du tid, fordi hun er virkelig på og vil så gerne have dig.’ Og jeg tænkte: ’Hvorfor aner hun overhovedet, at jeg findes?’ Jeg kendte godt noget af hendes musik og syntes faktisk, hun var helt vildt fed, så jeg tænkte, at det kunne nok blive meget sjovt, men jeg skulle lige vende det med familien.

Så jeg ringede hjem, og begge mine børn var sådan: ’Hvis du ikke gør det, så slår vi dig ihjel!’ Jeg røg meget højt op på coolbarometeret, så jeg tog af sted. Det var totalt kaos, meget rock’n’roll-agtigt, og vi fik ikke ret meget i kassen af det, der var planlagt. Men det var supersjovt, og hun var enormt sød og meget professionel«.

Så rejser han sig op, stikker mig næven og takker mig for, at jeg kom (what?). På vej ud passerer jeg den næste journalist i køen og hører pølsemandspapiret knitre bag mig.

»Nu vil jeg pakke det her væk og lade være med at blære mig mere med det«, siger verdensstjernen.

»Er du sindssyg, hvor kan det også bare overtage luften i sådan et værelse!«

Læs også: Mads Mikkelsens 15 bedste citater fra sjælden karrieresnak