De 20 bedste HBO-serier nogensinde – drama

»It’s not TV, it’s HBO«, lød som bekendt taglinen for kabelkanalen, der nærmest egenhændigt skabte en ny guldalder for tv-mediet. Men hvilke er de mest essentielle HBO-værker, og med hvilke serier peakede de? Vi rangerer deres 20 bedste dramaserier. De bedste komedieserier har vi rangeret her.

luck

20. ’Luck’ (2012)

En serie, der udspiller sig i miljøet omkring en hestevæddeløbsbane, er nærmest dømt til at blive afvist af det brede publikum. Og det var da også netop, hvad ’Luck’ gjorde.

Den blev lukket efter første sæson, og selvom mange spekulerede i, at det skyldtes nyheden om, at tre heste døde under produktionen, er sandheden nok bare, at for få mennesker tunede ind på serien. Hvilket er en skam.

Der er suveræne kræfter bag: ’Deadwood’-skaber David Milch understreger sin forkærlighed for knivskarp shakespearesk dialog fra benhårde gangstermunde, mens Michael Mann, instruktøren bag film som ’Heat’, ’Manhunter’ og ’The Insider’, tager sin flair for rå, men stilrene billeder med over til serieformatet. ’Luck’ kombinerer vellystigt det glittede med det brutale blik for menneskets ynkelige selvindbildskhed.

Dustin Hoffmann er i topform som forbryderchefen Chester, der ved seriens start bliver lukket ud fra fængslet efter at have taget faldet for en anden. Nu skal han tilbage i gamet, hvilket viser sig at være nemmere sagt end gjort. Samtidig følger vi en række andre af de faste figurer på den væddeløbsbane, hvor han huserer, fra Nick Noltes uimodståeligt mumlende hestehvisker til den fallerede gambler og anerkendte træner.

Det er et fascinerende indblik i en fremmed lille verden og et interessant udgangspunkt for en serie om såvel store drømme som småtskårne mennesker. Spændingsopbygningen er tålmodig – som altid hos Mann – men gevinsten er stor efter de blot ni afsnit, det kunne blive til.

big love

19. ’Big Love’

‘Big Love’ er en ekstrem version af det klassiske genkendelige familiedrama. Tre koner, én mand og otte-ni børn i én stor hemmelig polygam mormonfamilie giver grobund for potent og rigeligt konfliktstof.

På hjemmefronten hos de tre meget forskellige søsterkoner – den bedrevidende Barb, den strenge Nicki og den barnlige Margie – står den på jalousi, magtkampe og skænderier om praktiske gøremål, børnepasning og økonomi. Men der er også, som titlen siger, meget kærlighed, solidaritet og fællesskab søsterkonerne imellem.

Storfamilieformen ser ofte ganske eksotisk appellerende ud. Lige indtil familien får besøg af Nickis gustne far, den korrupte ’profet’ Roman, spillet uhyggeligt af Harry Dean Stanton, eller andre skøre familiemedlemmer, der stadig lever i et gammeldags mormonsamfund. Og familiemedlemmerne nok engang må lyve om deres livsform og trække sig fra fællesskaber uden for familien for at undgå afsløring, da polygami er ulovligt i Utah – hvilket bliver sværere og sværere at leve med for de ældste børn.

Denne underkendte HBO-serie er fuld af fremragende skuespillere: Bill Paxton som patriarken Bill, Jeanne Tripplehorne, Chloé Sevigny (se serien alene for hendes skyld) og Ginnifer Goodwin som søsterkonerne, Amanda Seyfried som teenagedatter, der på et tidspunkt bliver kæreste med en nørdet Aaron Paul, og i biroller blandt andre Grace Zabriskie, Bruce Dern, Ellen Burstyn og Sissy Spacek.
(Freja Dam)

deadwood2

18. ’Deadwood’ (2004-2006)

I 10 år – siden serien sluttede efter tre sæsoner i 2006 – har fans presset på for at få en afslutning på westernfortællingen om nybyggerne i den lille South Dakota-by Deadwood i slutningen af 1800-tallet.

Det ser nu ud til at blive en realitet, og selvsamme fans ville nok ønske en højere placering på denne liste. Med ’Deadwood’ skabte David Milch en fascinerende føljeton om det morads af bordelejere, guldgravere og lykkeriddere, der lagde kimen til det moderne USA, og pakkede det ind i en udsøgt dialog, som hvis Shakespeare havde skrevet »fuck« i hver anden sætning.

Det helt store tilløbsstykke er Ian McShanes barejer og gangsterkonge (fra tiden før man vidste, hvad en gangster var) Al Swearengen, der blev kendt for sine ekvilibristiske monologer. Det er utvivlsomt en smags sag, men det er dog netop denne svælgen i lange, lettere selvsmagende fremførsler, der i mine øjne blev lidt trættende i længden.

’Deadwood’ var dog alligevel et originalt, tilmudret, blodigt portræt af en definerede tid i Amerikas historie, spækket med stærke karakterer, fra Timothy Olyphants godhjertede sherif Bullock til Gerald McRaneys udspekulerede kapitalist George Hearst. Hvis historietimerne i skolen var så underholdende som ’Deadwood’, ville verdens dannelsesniveau utvivlsomt stige til svimlende højder.

the jinx

17. ’The Jinx’ (2015)

Den slutning dér. Shit, mand.

Andrew Jareckis dokumentarserie om rigmanden Robert Durst, der er blevet anklaget for tre mord og frifundet for dem alle mod samtlige odds, er virkelig, virkelig god de første fire timer og 37 minutter. Et isnende, velorkestreret og portræt af rigdommens magt og en enigmatisk figur, som Hitchcock ikke kunne have forestillet sig bedre.

Men det er det sidste afslørende minut, der med et tilfældigt trylleslag af en open mic-sensation skrev ’The Jinx’ direkte ind i historiebøgerne ved siden af andre dokumentarnøgleværker som Errol Morris’ ’The Thin Blue Line’.

Sammen med ’Serial’ og siden ’Making a Murderer’ startede ’The Jinx’ true crime-bølgen, men Jareckis HBO-serie er et mere stilistisk effektivt og gennembearbejdet værk end Netflix’ serie om den måske uskyldigt dømte Steven Avery. Og selvom der er noget urmenneskeligt engagerende i at heppe på de uskyldige ofre, er det mere uafrysteligt at stå ansigt til ansigt med en person, der efter alt at dømme har slået tre mennesker ihjel uden at så meget som blinke.

Det er et kig ind i de mørkeste afkroge af den menneskelige sjæl, og Dursts sorte øjne er det mest uhyggelige på film siden Anthony Perkins’ seriemorder med et morkompleks i førnævnte Hitchcoks ’Psycho’.

in treatment 2

16. ’In Treatment’ (2015)

Hvis dine mentale problemer var en serie, hvilken serie ville det så være?

Svaret kunne være ’In Treatment’, hvor vi følger psykologen Paul, spillet af Gabriel Byrne, og hans ugentlige sessioner med forskellige patienter, foruden hans egen faste tid hos en psykologkollega, hvor han blandt andet prøver at redde sit skrantende ægteskab.

Rodrigo Garcias serie (baseret på israelsk forlæg) beviser, at man hverken behøver et svulmende budget, hundredvis af statister eller store effekter for at skabe medrivende tv-kunst. Det meste historiefortælling handler om mennesker, der skal komme til nye erkendelser og overvinde noget i sig selv, og i sin mest nedbarberede udgave er det netop, hvad der sker hos psykolog Paul.

Af en snakkeserie at være er hver enkelt 25 minutter lange afsnit spækket med suspense: Patienternes hemmeligheder bliver langsomt og elegant afdækket, og i flere tilfælde ender vi med en helt anden opfattelse af dem, end vi startede med. Hjernevriderens tålmodige udredninger virker troværdige, og man kan ikke se serien uden at tænke, at det er en billig form for psykologhjælp for én selv.

Med én bærende location og et simpelt kamerasetup står og falder serien med en overbevisende dialog og med skuespillerne i centrum, og på begge parametre leverer ’In Treatment’ til fulde. Mia Wasikowska fik sit gennembrud i en fremragende præstation som en ung humørsyg danser med grumme hemmeligheder i bagagen, og i tredje sæson brillerer en ung Dane DeHaan som en anden plaget teenager.

True Detective

15. ’True Detective’ (2014-15)

Nic Pizzolattos krimiserie er nærmest umuligt at placere i en rangering som denne. For hvad er tværsnittet af et mesterværk og et makværk?

Første sæson dannede skole med sin vellykkede blanding af klassisk krimi, filosofiske dyk ned i gråzonerne mellem religion og okkultisme og afsøgninger af (maskuline) moralforestillinger. Den nihilistiske Rust Cohle og etisk anfægtede Marty Hart skal opklare et bestialsk kvindemord, der indleder en illusionsløs rejse ned i sydstatsstumpenes mørke hjerte, udlagt i en elegant fortællestruktur med konstante skift mellem en nutidsrammefortælling og fortidens fatale hændelser.

Mellem Pizzolattos illusionsløse noir-historie, instruktør Cary Fukunagas sitrende sydstatsbilleder og den gnistrende kemi mellem Woody Harrelson og Matthew McConaughey fik vi et intellektuelt og filmisk pirrende værk, der desværre blev fulgt op af en rodet, selvhøjtidelig og temperamentsforladt sæson 2 med Colin Farrell, Vince Vaughn og Taylor Kitsch i hovedrollerne.

Her parodierede Pizzolatto tilsyneladende sig selv, og tiden føltes vitterligt som en flad cirkel, mens man prøvede at slæbe sig igennem alle otte afsnit.

Tværsnittet mellem den essentielle første og den vingeskudte anden sæson er i dette tilfælde en femtendeplads.

treme3

14. ’Treme’ (2010-13)

Havde David Simon – der står bag tre serier på denne liste – bare holdt sig til første sæson af sin serie om New Orleans i kølvandet på Hurricane Katrina, var han strøget direkte ind i top 10.

Første sæson er nemlig et gennemmusikalsk humanistisk nøgleværk. Vi følger musikere, advokater, borgerrettighedsforkæmpere, døgenigte, radioværter og andet godtfolk i New Orleans-bydelen Treme, der sørger og protesterer over katastrofen og myndighedernes svigt, mens de prøver at opretholde deres henslængte livsglæde og mangfoldige kultur.

John Goodman, Melissa Leo, Steve Zahn og ’The Wire’-alumnier som Clarke Peters og Wendell Pierce er på toppen af deres game, men hovedpersonen er og bliver musikken, der sjældent er blevet brugt bedre og mere organisk i et stykke visuel fiktion. Der bliver jazzet igennem, numrene får tid og rum, og næsten altid er de medfortællere af den psykologiske tilstand, karaktererne befinder sig i.

Som altid med Simon er der masser af indignation og kærlighed til figurerne, men man skal nok mere være til ’Show Me a Hero’-Simon end ’The Wire’-Simon, hvis man for alvor skal sætte pris på ’Treme’. Især i anden og tredje sæson, hvor katastrofen træder længere og længere i baggrunden, og serien bliver mere og mere tør og omstændelig.

Men første sæson er bare all that jazz.

mildred pierce

13. ’Mildred Pierce’ (2011)

Når man ser de første par afsnit af Todd Haynes’ miniserie, er det let at afskrive den som en fin, men forudsigelig emancipationshistorie om en hjemmegående husmor (Kate Winslet), der bliver driftig forretningskvinde i egen ret takket være en evne til at bage, der ville få Mette Blomsterberg til at kløjes i fondanten.

Men efterhånden står det klart, at ’Mildred Pierce’s egentlige ærinde er noget helt andet og langt mere chokerende: En voldsom, følelsesmæssigt hårdtslående historie om forholdet mellem en mor og en datter.

Vi befinder os i 30’ernes depressionstid i Californien, og periodeskildringen er ramt på kornet. Todd Haynes – instruktøren bag film som ’Far From Heaven’ og ’Carol’ – tager sit udsøgte, detaljerige filmsprog med over i seriemediet med sin fortælling over fem afsnit bygget på James M. Cains roman og Michael Curtiz’ film.

Winslet leverer en af karrierens bedste roller som først undertrykt hustru, siden selvtillidsfuld erhvervskvinde og senere igen rådvild forælder. Og hun får kamp til stregen af Evan Rachel Wood, der for tiden kan ses som Dolores i ’Westworld’, og som er iskold i rollen som Mildreds voksne datter.

sex and the city

12. ’Sex and the City’ (1998-2004)

‘Sex and the City’ bliver ofte overset i seriekanonen, fordi den er glittet som et modemagasin, og ingen kan huske, hvor banebrydende den rent faktisk var i 1998. Men man gør fejl i at sætte lighed mellem glamourøs overflade og overfladiskhed. Og man skal ikke undervurdere seriens kulturelle betydning med sin empowerment af den selvstændige singlekvinde, fejring af venindeskab og radikale skildring af kvindelig seksualitet (surprise: de har en).

Der er både en voyeuristisk appel og en genkendelsesglæde ved at komme med ind i kvindernes soveværelser og ud til den efterfølgende diskussion omkring brunchbordet, hvor intet emne er tabu. Sexscenerne og -snakkene er ekstremt sjove, men serien handler lige så meget om kvindernes følelsesliv og refleksioner over dilemmaer om forhold, karriere, livsstil, børn og venskab.

Om at se sig selv som en selvstændig kvinde, der ikke har brug for en mand, men stadig længes efter en. Om at være ude af stand til at have sex som en mand, uden følelser. Om at føle en blanding af foragt for og jalousi på vennernes konforme kernefamilieliv. Og om at smide al fornuft og selvrespekt over bord, når man er forelsket.

Hertil kommer et dejligt højt tempo og joketæthed, en særdeles velturneret ping-pong-dialog og lækre billeder af Manhattan – og designersko. Det kan såmænd være ret skønt med lidt glitter ind i mellem alt det seriøse.
(Freja Dam)

game-of-thrones

11. ’Game of Thrones’ (2011-)

HBO’s største succes nogensinde er vel også deres mest ambitiøse. Mange tænkte, de var vanvittige, dengang kanalen – kendt for ærbødig kvalitet – besluttede sig for at lave en fantasy-serie med drager og zombier, men hovedforfattere Dave Benioff og D.B. Weiss gjorde hurtigt enhver tvivl til skamme.

Adaptionen af George R.R. Martins bøger udfolder et kolossalt univers, og der er derfor ikke noget at sige til, at det indimellem sker på bekostning af fortællingens dynamik og fremdrift: Med 20-25 plottråde i spil er sporadisk dødvande nok en uundgåelighed.

’Game of Thrones’ har opbygget et dybt troværdigt, detaljerigt og fængslende univers, men når man holder ’Game of Thrones’ op mod senere imitatorer, står det klart, hvad der virkelig er dens added value: Karaktererne. Fra Tyrion til Brienne, Arya til Cersei, er karaktergalleriet umådeligt rigt og underholdende, og serien lykkes imponerende ofte med at gøre små bifigurer til veritable trækplastre (tænk bare på tween-lederen Lyanna Mormont fra den seneste sæson).

Her er – på skift! – noget for husarerne, soap-tilhængerne, fantasy-fansene og dem, der elsker at fordybe sig i de politiske intriger. Det skal blive spændende at se, om de sidste to sæsoner fører serien endnu længere op på listen.

tell me you love me

10. ’Tell Me You Love Me’ (2007)

Serier som ’Transparent’, ’Girls’ og ’Togetherness’ er blevet rost for deres ærlige skildringer af sex og seksualitet, men allerede for små 10 år siden kom den underkendte ’Tell Me You Love Me’ dem i forkøbet.

Serien følger fire par – ét i 20’erne, ét i 30’erne, ét i 30’erne og ét i 60’erne – der hver især slås med ægteskabelige problemer. Den ældre kvinde i samlingen er samtidig parterapeut for de tre andre. Det er et ærligt, direkte og insisterende blik på kærlighed og intimitet, og særligt historien om forstadsægteparret David og Katie, hvis sexliv er gået fuldstændigt i stå i en hverdagstrummerum med to børn i forstaden, er nuanceret og kraftfuldt beskrevet (til skræk og advarsel) med formidable præstationer fra Tim DeKay og Ally Walker.

Med sin dokumentariske stil – håndholdt kamera, ingen underlægningsmusik – og sine eksplicitte sexscener var ’Tell Me You Love Me’ forud for sin tid, og den fik da også en blandet modtagelse ved premieren, ligesom seertallene var så svage, at den ellers planlagte anden sæson blev aflyst.

Det svækker dog ikke første sæson, der står som et rent, psykologisk udforskende og følelsesmæssigt realistisk lille mesterstykke.

generation kill

9. ’Generation Kill’ (2008)

HBO har skabt to væsentlige krigsminiserier (lad os bare glemme ‘The Pacific’), og de er begge mesterlige skildringer af krigens natur, men fra vidt forskellige angrebspunkter. Eller rettere: De beskriver to historiske perioders måde at gå i krig på, henholdsvis Anden Verdenskrigs umenneskeligt udmagrende ridt (’Band of Brothers’, se nedenfor) og Irak-krigens antiklimatiske ørkenvandring i ’Generation Kill’.

David Simons serie er baseret på Evan Wrights bog af samme navn (en udvidelse af hans stærkt anbefalelsesværdige Rolling Stone-artikel, i øvrigt), og over seks afsnit følger vi de elitesoldater i Bravo Company, der var blandt de første til at sætte ben i Irak for at bekæmpe Saddam Husseins regime.

På mange måder er Simons fortælling dog en anti-krigsserie, altså ikke fordi den prædiker hellige venstrefløjsbudskaber (okay, det gør den måske også lidt), men fordi der er meget lidt krig på en typisk dag i de rapkæftede soldaters liv. Hovedpersonerne er den nørdede sergent Brad ’Iceman’ Colbert (Alexander Skarsgård i topform, på alle måder) og hans speedsnakkende korporal Josh Ray Person (James Ransone, kendt som Ziggy fra ’The Wire’), der konstant og kærligt mundhugges og afkræfter enhver fordom om soldater som whitetrashede muskelbundter.

De kører, keder sig, skændes, joker og venter på den krig, de var blevet stillet i udsigt, og ’Generation Kill’ formår med udsøgt sans for dialog at tegne et billede af en rastløs soldaterfloks forventninger til krigen og deres egen rolle.

Som i mange krigsfilm er det krigens meningsløshed, vi er vidne til, men på en helt anden måde end i ’The Deer Hunter’ eller ’Apocalypse Now’. I ’Generation Kill’ er det de politisk styre missioners absurditet og den totale ligegyldighed over for den enkelte soldats ellers velbegrundede holdninger, der bringes effektivt og skræmmende til live.

angels in america

8. ’Angels in America’ (2003)

Nu afdøde Mike Nichols instruerede miniserieudgaven af Tony Kushners legendariske Broadway-opsætning om 80’ernes aids-epidemi i New York.

Vi følger seks karakterer, de fleste af dem homoseksuelle, der på den ene eller anden måde kommer i berøring med sygdommen, og fortællingen rører en hjerteskærende følelsesmæssig realisme sammen med fantastiske elementer i form af titlens engle, der manifesterer sig meget håndgribeligt i personernes liv.

’Angels in America’ er et levende tidsbillede af New York i et årti, hvor frigjortheden får en dyster efterklang, men det er også en gribende historie om identitet generelt og homoseksualitet specifikt. Patrick Wilson gør uforglemmeligt indtryk som den mormonske republikaner og skabsbøsse Joe Pitt, og det samme gør en hudløs Justin Kirk som den aids-ramte Prior.

Meryl Streep, Emma Thompson og Jeffrey Wright spiller flere forskellige biroller (Streep som både engel og rabbiner), mens Al Pacino – hvis vi nu skal være ærlige – overspiller voldsomt som homoseksuel højrefløjslobbyist. Alligevel er ’Angels in America’ et både storslået og nedslående portræt af et mørkt kapitel i amerikansk historie.

oz

7. Oz (1997-2003)

Er du i en eskapistisk eventyrverden med en lillepige i kjole og røde sko, eller er du i færd med at blive voldtaget i badet i et højsikkerhedsfængsel?

Det er den kontrast, ’Oz’ spiller på. Den foregår i Oswald State Correctional Facility – Oz – i fængslets afdeling for særligt farlige fanger, der ironisk kaldes The Emerald City efter et sted i et af det amerikanske samfunds mest elskede stykker populærkultur, ’The Wizard of Oz’ fra 1939 med Judy Garland som den lille pige med de røde sko.

De indsatte kæmper for deres position og egen mentale overlevelse i hierarkiet, der afspejler de strukturelle samfundsproblemer uden for murene. Muslimske og sorte bander clasher med white supremacists, mens svage fanger som advokaten Tobias Beecher, der sidder i Oz, fordi han i en brandert kørte en niårig pige ihjel, bare forsøger at overleve. Den kørestolsbundne Augustus Hill sidder som et græsk kor i begivenhedernes midte og filosoferer.

Stilen i ’Oz’ afspejler dens miljø med skæve kameravinkler og hurtig klipning samt groft sprog, grafisk sex og ekstrem vold. Serien var HBO’s første originalt producerede timelange drama, og den skulle positionere kanalen som tv-klassens frække, men kunstnerisk stærke dreng, der lavede serier på en ny måde. Dermed grundlagde HBO sin nuværende status som en perfekt symbiose mellem eskapisme og voldtægt.

Og selvom det snart er 20 år siden, ’Oz’ løb over skærmen første gang, står den stadig som et hårdtslående højdepunkt.
(Mikkel Kofod)

the leftovers

6. ’The Leftovers’ (2014-)

Mange havde bange anelser, da ’Lost’-forfatter Damon Lindelof begav sig ud i endnu en gådefuld fortælling med en uanet mængde af potentielt løse ender.

Men Lindelof havde lært af sine fejl. For nok stiller man sig spørgsmålet, hvorfor to procent af verdens befolkning pludselig er forsvundet fra jordens overflade. Men det viser sig hurtigt, at det hverken er det vigtigste eller mest interessante at finde ud af. Det er i stedet, hvordan vi mennesker selv søger svar.

Første sæson udspillede sig i New York-staten Mapleton med udgangspunkt i den jordbundne politichef Kevin Garvey og hans to teenagebørn samt ekskone, der nu lever i en kult. Det var en stemningsfuld, visuelt gennemført og følelsesmæssigt stærk sæson om, hvordan vi reagerer vidt forskelligt sat over for en uforklarlig katastrofe: Nogle fortrænger, nogle søger ind i nye fællesskaber, nogle slås alene med magtesløsheden indeni.

Anden sæson flyttede en række af karaktererne til Miracle, kendt som byen hvor ikke et eneste menneske forsvandt, og som nu er kombineret turistattraktion, helligdom og magnet for både plattenslagere, drømmere og fanatikere.

Med udgangspunkt i Miracle løfter serien sig fra glimrende til mesterlig. Der er en beundringsværdig lyst til at eksperimentere med dramaturgi og plot, uden at det bliver leflende, og modsat sæson 1 sniger der sig en forfriskende absurd humor ind i opfølgerens vilde metafysiske twists.

’The Leftovers’ er både eksistentielt tankevækkende og filmisk ambitiøs, og den er underholdende nok til, at man nemt kan overse, hvor eksperimenterende den faktisk er. Det er med ’The Leftovers’ som med de hvidklædte, umælende The White Remnants, der i serien har en mission om at minde folk om tragedien ved deres blotte, mutte tilstedeværelse. De deler vandene, men er man på, er man det for troens fulde kraft.

band of brothers2

5. ’Band of Brothers’ (2001)

Er Steven Spielbergs krigsserie patriotisk? Er den sentimental? En anelse svulstig?

Ja, ja og ja. Ikke desto mindre er det en dybt gribende ode til heltemod og soldaterfællesskab og et vigtigt dokument over Anden Verdenskrigs gru, fra de iskolde vintre til det ubegribelige chok, da soldaterne for første gang opdager nazisternes uhyggelige koncentrationslejre (en scene, man sent vil glemme).

Vi følger en gruppe af de soldater fra US Airborne, der i 1944 var med til at sikre overtaget over Hitlers styrker frem mod afslutningen på krigen ved Hitlers residens i Sydtyskland.

Det er her, man kan opleve David Schwimmer fra ’Venner’ brillere som uduelig og gemen sergenttype, se Damian Lewis fra ’Homeland’ i en sympatisk tidlig hovedrolle og i øvrigt spotte en perlerække af cameos fra navne, der senere skulle blive verdenskendte, fra Michael Fassbender til Tom Hardy og Jimmy Fallon. Dialogen er ekstremt velskrevet og militæroperationerne suspensefyldt forløst uden at blive overmåde nørdede.

Englænderne beklagede sig over, at serien ignorerede den britiske indsats og fremhævede amerikanernes, og der er muligvis også andre historiske unøjagtigheder. Men det er (næsten) ligegyldigt, for hvad der tæller er den empatiske skildring af, hvad det ville sige at være soldat under en verdenskrig, der kostede så ufatteligt mange liv.

Det er en serie, der får én til at prise sig lykkelig for sin egen privilegerede tilværelse. En serie, alle skylder sig selv at se.

 

carnivale

4. ’Carnivale’ (2003-05)

’Carnivale’ undergik et af de mest ærgerlige forløb i HBO’s historie. Hovedforfatter Daniel Knauf havde seks sæsoner i hovedet, men serien blev aflyst allerede efter sæson 2 med en myriade af ubesvarede spørgsmål som resultat. Tilmed blev de tiltænkte 16 afsnit til sæson 2 nedbarberet til 12, og man mærker tydeligt, at tempoet her skrues voldsomt i vejret i forhold til første sæson.

Man kan dog kun tage hatten af for, at HBO tog chancen med ’Carnivale’ i første omgang, deres på det tidspunkt mest ambitiøse serie: En mytologisk, metafysisk, horror-inspireret historie om en cirkustrup, der turnerer rundt i 30’ernes depressionstid på den støvhærgede prærie, udelukkende filmet på location, hvilket giver et meget distinkt, på én gang autentisk og drømmerisk udtryk.

Cirkusset er naturligvis en farverig forsamling, men en del af Knaufs store præstation er at gøre de stereotypiske freaks til mennesker: Heriblandt den skæggede dame og – især – dværgen, der er den daglige leder af cirkusset, spillet sublimt af Michael J. Anderson fra ’Twin Peaks’.

Den centrale konflikt handler om det gode og det onde, intet mindre. Det onde er repræsenteret af præsten og radiodemagogen Justin Crowe (spillet af Clancy Brown i en svimlende dæmonisk præstation), mens det gode er indlagt i den undseelige bondedreng Ben, der tilslutter sig cirkusset. Vi får antydningen af en omfattende mytologi, og serien var da også den første på HBO, der virkelig fik et inkarneret kultfølge på internettet (de samlede seertal kneb det dog med).

Første sæson dyrker den tålmodige univers- og karakteropbygning, mens der kommer smæk for skillingen i anden. Og man bør ikke lade sig skræmme af, at serien blev afhugget fire sæsoner for tidligt – der er noget befriende ved ikke at få (og blive skuffet over) alle svar, man craver efter.

Man har simpelthen ikke set en serie som ’Carnivale’, hverken før eller siden. Mystisk, storladen, skæv, sjov – og så synes temaet om de mørke kræfters manipulatoriske magt lige nu mere aktuelt end i lang tid…

six-feet-under-pilot-1920

3. ’Six Feet Under’ (2001-05)

Med et utal af dramaserier, der handler om bestialske mord, enigmatiske antihelte og fortænkte konspirationer, kan man godt indimellem savne en fortælling, der finder sin helt egen tone og stil, og som klarer sig fint uden nemme ydre spændingsremedier. En serie som ’Six Feet Under’.

I første afsnit dør familien Fischers patriark (Richard Jenkins) og efterlader bedemandsforretningen til sine to voksne sønner, der mildest talt er forskellige. Den homoseksuelle, forsigtige David (Michael C. Hall, senere kendt som ’Dexter’) er den naturlige arving, der bliver voldsomt intimideret, da han finder ud af, at faren har ønsket, at den ansvarsløse Nate (Peter Krause) får lige så stor andel af forretningen.

Det er indgangen til et skævt, stærkt humoristisk, morbidt og indimellem ganske sørgeligt portræt af en familie, der også inkluderer den tilknappede husmor Ruth (Frances Conroy i en af seriehistoriens bedste præstationer) og den artsy lillesøster Claire.

Afsnittenes faste anslag – et nyt dødsfald, meget ofte via absurde omstændigheder – er filmisk guld og brillant konciperet. Og ’American Beauty’-forfatter Alan Ball skaber en række meget specifikke karakterer, gennem hvilke han stikker hånden dybt ned i selve eksistensens tragikomiske morads. Sæson 1 er den svageste, men derfra er man hooked. Og jeg har endnu til gode at høre om nogen, der ikke fældede en tåre eller tusind ved finalen på sidste sæson.

the sopranos

2. ’The Sopranos’ (1999-2007)

Det var her, det hele begyndte. David Chases mafiaserie kickstartede den tv-guldalder, der har afstedkommet, at gud og hvermand i dag dyrker tv-serier, som var det crack cocaine for 79 kroner om måneden.

Det er også stadig ét af de mest formidable værker i nyere tid. Som karakterstudie er ’The Sopranos’ endnu ikke blevet overgået på tv, ikke engang af ’Breaking Bad’. Portrættet af New Jersey-gangsteren Tony Soprano, der efter et angstanfald (de små søde ænder i poolen, altså!) må starte hos psykolog, er simpelthen så komplekst, at det ikke er noget under, at alle begyndte at snakke om tv-serien som det medie, Dostojevskij ville have boltret sig i, hvis han havde levet i dag.

James Gandolfinis præstation er monumental, skiftevis dybt skræmmende i al sin dominerende aggression og underligt rørende i sin (ofte ufrivillige) følsomhed. Tonys indre splittelse er rodfæstet i sine egne forestillinger om både maskulinitet og prototypisk gangsterliv, for alting er ikke, som det var engang, må den nyslåede gangsterboss erkende.

’The Sopranos’ er dog ikke kun et psykologisk studie, men et genialt take på gangstergenren som helhed. Livet som mafioso er ikke ligefrem gloværdigt, som det udspiller sig på slibrige stripklubber og med usselt skrald som frontbeskæftigelse. Og beskrivelsen af de farverige bifigurers forhold til de klassiske gangsterfilm er fantastisk underholdende (Paulie og Silvio ftw). Det er en både sjov og brutal serie, som – meget sigende for hovedforfatter David Chases originale tilgang til historiefortælling – satte punktum med en af de mest provokerende slutninger i tv-historien.

the wire

1. ’The Wire’ (2002-08)

En kalejdoskopisk analyse af det amerikanske samfunds strukturelle problemer inspireret af græske tragedier. Det lyder røvsygt.

Men miraklet ved ’The Wire’ er, at den er alt andet. For nok har David Simon en hel masse på hjerte, men formidlingen sker gennem det uden sammenligning stærkeste karakterensemble i tv-historien. Omar, McNulty, Bubbles, Stringer Bell, Rawls, Lester Freamon, Bunk, Wallace, Clay ’Shiiiiaat’ Davis, og man kunne blive ved. I løbet af seriens fem sæsoner er der stort set ikke en karakter, man ikke ville elske at se i deres egen spinoff-serie, og de indimellem komplicerede plottråde bliver fortalt med en beundringsværdig enkelhed, så man ikke behøver en ph.d. grad i politologi for at følge med (undertekster skal man dog have, med mindre man selv er opvokset i en Baltimore-ghetto).

Første sæson indleder med Baltimore Politice Departments jagt på gangsterbossen Avon Barksdale, men i løbet af sæsonerne får vi ikke kun et indblik i det statistik-jagende politi og narkohandlens slum med racemæssige konnotationer, men også de korrupte politikere, de hårdt prøvede skoler, den uddøende arbejderklasse, de sensationshungrende medier og McNultys ustyrlige libido samt selvdestruktive alkoholforbrug.

’The Wire’ sluttede i 2008, hvor man med Obamas indtog måske skulle tro, at nogle af de problematikker, serien rejser, hurtigt skulle blive irrelevante. Men den er mere relevant end nogensinde før og bør ses af alle med interesse for USA’s fundamentale problemer. Eller bare med en forkærlighed for en dybt afhængighedsskabende politi- og gangsterserie.

’The Wire’ er ikke bare HBO’s bedste serie nogensinde, men den bedste serie nogensinde. Fuck, fuck fuckedy fuck.

Læs også: De 15 bedste Netflix-dramaserier lige nu, rangeret