Sidse Babett Knudsen efter ’Westworld’-chok: »Jeg sad og skreg, da jeg læste manuskriptet«

Sidse Babett Knudsen efter ’Westworld’-chok: »Jeg sad og skreg, da jeg læste manuskriptet«

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set afsnit 7 af ’Westworld’)

Sidse Babett Knudsen er klædt i sort, som traditionen foreskriver. Hun er trods alt død.

I syvende afsnit af ’Westworld’ blev hendes parkdirektør Theresa Cullen spillet eftertrykkeligt af banen af forlystelsesparkens skaber, Anthony Hopkins’ Dr. Ford. Ikke blot viste det sig, at hendes elsker Bernard var lige så lidt menneskelig som de robotter, hun har skævet til med let undertrykt foragt. Ford lod også Bernard agere bødlen, der skaffede hende af vejen. Gennemskuet. Gennemmanipuleret. Dræbt.

Selvom hun er død, virker Sidse Babett Knudsen nu ikke specielt tynget af sorg, da vi sætter hende stævne hos HBO Nordic for at vende punktummet for hendes medvirken i Lisa Joy og Jonathan Nolans ambitiøse scifi-western.

»Så starter vi Turing-testen«, siger jeg med henblik på at underminere ethvert tiltag til sakral begravelsesstemning, for en sikkerheds skyld.

»Hvad?«

For at tjekke, om du er robot eller menneske.
»Ja….«, svarer hun og tøver så længe, at jeg begraver min dårlige joke i nice try-skuffen. Men Sidse Babett Knudsen kommer til undsætning:

»Vi er otte i byen. P.t.«. Hun griner stort.

WW106_JJ_102215_00023 (lowres)

Jeffrey Wright og Sidse Babett Knudsen som Bernard og Theresa

Man kan mærke, at Sidse Babett Knudsen vil det bedste for samtalen. Hvis hun var en robot, ville det være en utroligt avanceret af slagsen.

Når man forvilder sig ind i en halvbagt pointe, hjælper hendes mimik beredvilligt med. Små nik, øjne der spærrer pludseligt op og en lille krusning om mundvigen indgyder tro i hendes samtalepartner på, at det, man siger, er godt nok. Hun er som den forstående lærerinde, man respekterede højt, fordi man også var fem procent bange for hende.

Det er første gang, Sidse Babett Knudsen bliver slået ihjel på kamera. Ej, faktisk anden gang, men tilfælde nummer to må vi ikke snakke om, ikke endnu.

»Jeg er død masser af gange på teateret, aften efter aften efter aften, den samme piiiinefulde død«, siger hun og trækker i vokalerne, som kun Sidse Babett Knudsen trækker i vokalerne.

Hun vidste godt på forhånd, at Theresa Cullen ville få en brat udgang på sin Westworld-stilling. Og faktisk var det heldigt, for ellers havde hun ikke haft plads til serien i sin travle kalender.

Hvad, Sidse Babett Knudsen ikke vidste, var til gengæld, hvordan hun skulle sige farvel.

»Jeg vidste kun, hvilken episode jeg skulle dø i. Det blev en joke på settet, at jeg blev ved med at plage om at få at vide, hvordan jeg skulle dø. De (hovedforfatterne Jonathan Nolan og Lisa Joy, red.) blev ved med at sige, du ryger ud with a bang, og ’du bliver så glad, når du finder ud af det’«, siger hun.

Jeg blev ved med at plage om at få at vide, hvordan jeg skulle dø

»Alting er on a need to know basis. Jeg vidste, jeg skulle dø, og at jeg ikke måtte sige det til nogen. Så det definerer også den kontakt, man har til de andre skuespillere omkring sig – de har også hemmeligheder. Og man prøver at fritte hinanden og laver teorier om de andre«.

Vidste hun så, at hendes sengekammerat Bernard (Jeffrey Wright) var en robot? Svaret er, uh-uh-uh: Nej.

»Jeg sad og skreg, da jeg læste manuskriptet. Så der er noget i den her mystik, som virker selv for os skuespillere. Jeffrey Wright vidste selvfølgelig, at han var en robot, men han vidste ikke, at han skulle dræbe mig, så vi skrev sammen, da vi læste det og var sådan ’naaaaj’ og ’er jeg ikke god, du lagde slet ikke mærke til, at jeg var en robot’«, siger hun og tilføjer med en karakteristisk evne til ikke at tage det hele og sig selv alt for højtideligt:

»Meeeeget barnligt«.

VRADRAAAA

Men faktisk havde Sidse Babett Knudsen tidligt en mistanke over for Bernard.

»Første gang vi havde en scene sammen, kiggede han ikke helt i øjnene. Og jeg tænkte, det er ligesom at arbejde sammen med en robot. Sådan havde jeg det. Men jeg tænkte, det kan også bare være, at Jeffrey Wright er sådan lidt robotagtig at spille sammen med, hvad ved jeg«.

Allerede i andet afsnit har I en samtale i sengen, der flirter med tanken om, at han er robot. Theresa sammenligner ham i spøg med hans egne skabninger. Triggede det dig?
»Nej, netop fordi vi nærmest nævner det direkte. Og jeg gik ud fra, at Jeffrey ville sige det til mig. På min danske facon ville jeg jo gerne snaaaakke om det, men det ville han ikke snaaaakke om, og nu forstår jeg hvorfor. Så jeg tænkte, at det var mine instinkter, der tog fejl«.

Hvad gjorde det hemmelighedskræmmeri ved din tilgang til rollen? Man kan jo også tænke: Hvorfor ikke bare vide det, I spiller jo for helvede skuespil i forvejen!
» Ja. Der har jeg det sådan, det kunne jeg sagtens administrere. Til gengæld fik jeg jo virkelig noget nyt at spille på, da jeg fik det at vide. Det var frydefuldt. I den første scene, jeg har med Bernard i det nye afsnit, ved jeg jo så, at han er robot, og der kunne jeg se, hvor god han var. Og så kunne jeg være med til at skjule det, dække over det«.

Ianv

Ian Gavan / Getty Images

Så det blev sjovere?
»Det var skide sjovt. Der er så mange papirtynde lag i sådan noget. Jeg kunne sørge for at vende blikket væk, når jeg kunne mærke, at han var ved at gå i et mode, hvor han… At vide det gav anden form for musikalitet. At hun opfatter noget som blufærdighed fra hans side, mens det måske i virkeligheden er ignorance«.

Var det ligefrem en hæmsko ikke at vide det tidligere, fordi du havde en mistanke, som din karakter ikke måtte have?
»Nej, man spiller med, hvad man har og ved. Men uden at være illoyal vil jeg nok mene, at det havde været sjovere at vide det, rent spillemæssigt. Det tror jeg. Især når du nævner den der scene i sengen – man kunne have lagt noget andet ind der«.

Man kan nærmest se Sidse Babett Knudsen gennemspille scenen og sin egen præstation for sit indre blik. Ikke i fortrydelse, men som en udfordring: Hvordan ville hun have løst opgaven, hvis hun havde kendt til Bernards natur fra start? Skuespilfaget bliver ofte beskrevet i flyvske vendinger, men her bliver det pludselig konkret. Det er sådan noget som dette, Sidse Babett brænder for – de små justeringer og antydninger, der tillægger scenen en anden værdi, en værdi, hun tillægger den.

»Man kunne dække over det endnu bedre. Netop ved at fejlfortolke bittesmå ting og så skrue op for dem. Jeg tror, jeg kunne have dækket over ham«, siger hun.

»Det hele handler jo om, hvad man får fra hinanden. Hvis man ved, at ham her skal myrde mig om lidt, så spiller man væk fra det. Hvis man ved, at det skal chokere lige om lidt, så spiller man jo væk fra det, så man slet ikke regner med, at…«. Sidse Babett snakker nu mere og mere lavmælt, indtil hun udbryder et »VRADRAAAA« – og faktisk lykkes med at give mig en lille forskrækkelse.

»Så man arbejder med den dynamik. Jeg havde nok spillet scenen mere blidt, havde nok været mere oppe omkring ansigtet på ham, lige ved siden af øjnene. Skabe mindre afstand«.

Du ville udvise større menneskelighed over for ham for at dække det?
»Mmmm«, svarer Sidse Babett Knudsen og tøver pludselig lidt. Som om det går op for hende, at hun har ladet sig rive med af hypotetiske scenarier, og at det ikke er kosher at kritisere forløsningen af scenen, som den faktisk står i serien.

»Men er det ikke tarveligt at sige?«, tilføjer hun, så jeg et øjeblik er nervøs for, om hun er blevet fornærmet (det er hun ikke).

Man kunne mærke, at de var trygge ved at sidde der med kønsdelene fremme, fordi der ikke står en idiot med et kamera

»Det er en snak, jeg har haft før med andre: At jeg kan godt administrere det. Jeg kan godt tænke, dosere. Jeg ved godt, at hvis jeg skal være alkoholiker om 20 afsnit, så skal jeg ikke sidde og sige, ’neeeej, der er en drink’. Der vil jeg jo netop prøve at vise, hvor ikke alkoholiseret jeg er lige nu. Jeg har oplevet nogle steder, at man ikke altid har så meget tillid til, at man som skuespiller kan sætte bremsekræfter ind foran en selv«.

Var det sådan med ’Westworld’?
»Nej, det er noget helt andet. Det er ikke mistillid. Når det er så stort, er man bare nødt til at slå ned, bang. Ingenting må komme ud, basta. Og det fede ved det var, at vi må ikke måtte have telefoner på settet, altså tage billeder på settet, fordi det kan blive leaket. Det er enormt rart.

Så havde man det også bedre med at rende rundt blandt nøgne mennesker, for man kunne mærke, at de var trygge ved at sidde der med kønsdelene fremme, fordi der ikke står en idiot med et kamera. Pressen vidste heller ingenting – det var også fantastisk, at der ikke hele tiden var pressefolk på settet, der skulle have små teasers og alt muligt«.

Ja, de er så irriterende sådan nogle journalister.
»Ja. Som raaaace!«.

Høj latter.

Takkerne på gaflen

Nærstuderer man den 47-årige skuespillers sidste scene i ’Westworld’, vil man se en kavalkade af fintunede følelser, der løber over hendes ansigt, uden at hun dvæler eller overeksponerer nogen af dem. Erkendelse, handlemod, trods, nye erkendelser, mistro, frygt, sorg.

AnthonyHopkinsWestworld

Sidse Babett Knudsen om samspillet med Anthony Hopkins

»Det er som at danse med en rigtigt, rigtigt god dansepartner. Nu vil jeg ned og ligge, og så er der bare en arm under én«.

»Det der med, at han går helt over til mig og hvisker, var noget, han fandt på i øjeblikket. Og der var virkelig dømt kuldegysninger. Det er en masterclass«.

»Selvom han ikke var i billedet, og jeg ikke spillede med ham, kunne han finde på bare at kigge på mig for at se, hvad jeg lavede. I stedet for at tage en pause. Han kunne jo godt have stået og tænkt på, hvad han selv skulle sige næste gang«.

»Han er 100 procent på, men alligevel også nysgerrig på, hvad der sker omkring ham. Og det er jo ikke, fordi han er 23 og skal lære. Så det var fascinerende og inspirerende«.

»Der er faren i, at hun pludselig opdager, at de vil af med hende. Så er der perversiteten i, at Ford vil have ham, hun elsker, til at dræbe hende. Samtidig prøver hun at tro på det trumfkort, hun har, nemlig at nogen derude ved, hvor hun er. I virkeligheden er det en scene, som du kunne strække ud over en time eller to. Det er så kogt ned til nogle minutter«, siger Sidse Babett Knudsen.

»Theresa er et menneske, der ikke fråser med følelserne, og vi oplever hendes erkendelse af, at hun har ladet sig forføre af noget menneskeskabt. At Ford har kunnet gennemskue hende for at lave lige præcis den, hun ville få følelser for. At være så gennemskuet, så banal. Hun har set ned på gæsterne og haft en afsky for hele Westworld, og nu er hun på samme niveau som dem«.

»Vi havde snakket om mange forskellige retninger til den scene – der var også en retning, hvor hun slet ikke var cool, da hun fandt ud af, at hun skal til at dø. Hvor det var helt ude af flippen, helt fysisk, trygle, banke, slå, noget vi slet ikke havde set hende gøre før«.

Scenens største udfordring dog meget håndgribelig: Hvordan skulle Sidse Babett Knudsen, Anthony Hopkins og Jeffrey Wright placerer sig over for hinanden i rummet. Den danske skuespiller var sikker på, Theresa ville forsøge at flygte, hvis hun havde muligheden.

»Så vi måtte stille hende, så han stod og kunne bremsede hende, selvom det ikke nødvendigvis var bedst for kameraet. Der var også et tidspunkt, hvor vi gik rundt om hinanden, sådan lidt løve i et bur-agtigt, men det var Anthony Hopkins, som foreslog den der meget koncentrerede placering i rummet, hvor der ikke er nogen flugtrute«.

WW104_JJ_090215_00167 (lowres)

Ægteparret Nolan og Joy – hvis engagement var grunden til, at Sidse Babett Knudsen i sin tid sagde ja til rollen – var begge til stede under optagelserne til scenen, hvilket indikerede, at det var en nøglesekvens.

»Man kunne mærke, at de holdt af hende. Det var en af deres skabninger, som de gerne ville fortælle en god historie med. Og de ville gerne have, at den sluttede så godt som muligt for hende«.

Theresa er jo et redskab til at fortælle noget om Ford og Bernard – følte du, at de tog hende seriøst på et større plan end som netop et værktøj?
»Nej, det gjorde de ikke nødvendigvis. Men hun skulle være en gaffel, hvor alle takker var intakte til sidst. Og for eksempel fik jeg tidligt at vide, at vi ikke skulle svælge i hendes død«.

Er der en tendens til, at kvinders død på film blive skildret mere sobert end mænds, tror du?
»Nej, det tror jeg ikke. Lisa og Jonathan har været ret intelligente i forhold til eksponeringen af de billige virkemidler. Man ser, hvad kunderne i Westworld har bestilt, og der kører de den helt ud. Men når vi fortæller vores historie (i parkadministrationen, red.), er der meget mere stil over det.

De ville gerne have, at det var en lille smule sørgeligt, at hun røg. Og man ville sidde med en anden reaktion, hvis hjernen splattede ud på væggen – så ville man blive lidt følelsesløs«.

At holde igen

Mens de, der havde gættet på, at Bernard var en robot, nu har fået en fjer i hatten, tog dem, der hævdede det samme om Theresa Cullen, fejl.

Det var især accenten, fanteoretikerne havde hæftet sig ved. Men allerede i forrige afsnit fik vi via en meget beruset og blottesyg Lee Sizemore Cullens ophav slået fast: »Fuck that Danish bitch«, som det lød.

Det var en bemærkning, der blev tilføjet under optagelserne.

»Udgangspunktet i serien er jo egentlig, at der er en masse forskellige accenter, farver og lyde. Men det var en måde lige at sige, nu adresserer vi, at vi godt ved, der er en accent«.

Mens Danmarks mandlige skuespilprofiler er gledet lige ind i mere eller mindre stereotypiske Hollywood-skurkeroller med fordelagtigt skummel sprogbetoning, synes accenten at have været en bremseklods for mange af vores bedste skuespillerinders internationale karrierer: Trine Dyrholm, Paprika Steen, Sofie Gråbøl, Sidse Babett.

Rollerne var større i slaget før i tiden

For tiden synes flere af dem imidlertid at opleve et sent og velfortjent internationalt gennembrud (måske som følge af, at de stokkonservative kønsbarrierer omsider er ved at smuldre en smule?), og for Sidse Babett Knudsens vedkommende er karrierekvinden Theresa Cullen efterhånden typisk.

Hun har også inkarneret tilknappet magt og professionalisme som statsminister i ’Borgen’, dominatrix i den fremragende ’The Duke of Burgundy’ og senest W.H.O.-agent i Dan Brown-filmatiseringen ’Inferno’.

Hun har en sjælden evne til at kommunikere store følelser ud gennem de magtfulde figurers mindste furer og sprækker. Men faktisk er det overraskende, at Sidse Babett Knudsen er endt i netop den slags roller. Da hun slog igennem som Julie i ’Let’s Get Lost’ og Sus i ’Den eneste ene’, sad følelserne mere uden på tøjet – store armbevægelser, rapkæftet mund, guddommelig komisk timing.

»Det er på grund af ’Borgen’«, slår Sidse Babett Knudsen fast. «’Inferno’, ’Westworld’ og ’Inferno’ har jeg alle sammen fået, fordi de havde set ’Borgen’«.

Var det sjovere, dengang du fik roller, hvor du spillede dig mere ud?

Lets get lost sidse babett

Sidse Babett Knudsen og Nicolaj Kopernikus i Jonas Elmers ‘Let’s Get Lost’

»At holde igen er simpelthen så lækkert. Men hvis det er én til én… hvis jeg bare er udsending fra Udenrigsministeriet og kommer med et brev, og jeg ikke må skvatte over noget eller gå rundt og spise en pære, der kommer op i næsen…. Hvis der er masser af gods i karakteren, og man skal holde igen, er det fantastisk«.

»Men jeg er med i en kommende fransk film, hvor det er en helt anden type rolle. Der måtte instruktøren faktisk kæmpe det store frem i mig. Jeg føler, jeg spiller stort, jeg skammer mig, så stort det bliver indimellem. Og det er længe siden, jeg har prøvet det. Ej, ’skamfuldt’ er for tungt, men det var næsten helt pinligt lige pludselig«.

Hvorfor?
»Ukontrollabelt, ik’. Men som du siger, rollerne var større i slaget før i tiden, og det elsker jeg også. Men det har været virkelig fedt og spændende at få andre roller, end jeg havde forestillet mig. Og det er ikke sådan noget, jeg har fået tilbudt i Danmark siden ’Borgen’, vel. Men jeg er slet ikke træt af den type roller endnu«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Westworld’ afsnit 7

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold