Årets fem bedste danske film – rangeret

Årets fem bedste danske film – rangeret

Det var ikke et prangende år for dansk film, hverken ved billetlugerne eller kunstnerisk. Niveauet led under, at mange af de etablerede og stabile instruktørkræfter er søgt mod udlandet, men heldigvis voksede der efterhånden en flok spændende, ubeskrevne blade frem fra vækstlaget. Sammen med et par meget erfarne herrer dominerer nytilkommerne vores liste over de bedste danske film i 2016.

5. ’I blodet’

Det var bestemt ikke alt, der lykkedes for den erfarne manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg (’Kongekabale’, ’En kongelig affære’, ’Mænd der hader kvinder’), da han i år sprang ud som instruktør. Først og fremmest var det svært for alvor at føle for hovedpersonen, den forkælede og egoistiske medicinstuderende Simon, der har svært ved at acceptere, at vennerne slår rødder med kærester, børn og andelsboliger, mens han selv har lyst at rive alt op med rode.

Men der er meget andet, der lykkes i ’I blodet’. Det er et smukt filmet kærlighedsdigt til Københavns gyldne sommertimer, og med sine Joachim Trier-inspirerede associationsmontager demonstrerer Heisterberg, at man sagtens kan fortælle mainstreamhistorier uden et kedeligt konventionelt billedsprog.

Heisterberg slog sit navn op på genremanuskripter i partnerskab med Nikolaj Arcel, og det er stærkt prisværdigt, at han går i en helt anden retning som filmskaber i egen ret. Lad os håbe, han fortsætter ud af den sti, ’I blodet’ har ryddet for ham. Talentet og blikket for eksistensens uhåndgribelige kvaler er i hvert fald rigt til stede.

4. ’Kollektivet’

Én af Thomas Vinterbergs store forcer som instruktør er hans gehør for naturlig dialog og evne til at styre skuespillerne i en troværdig retning, hvor det komiske og dramatiske går op i en subtil, højere enhed.

Det beviste han igen med ’Kollektivet’, som ’Submarino’ og ’Jagten’ skrevet med Tobias Lindholm og baseret på hans egne oplevelser med at vokse op i et akademikerkollektiv i 70’erne. I centrum for historien står ægteparret Anna (Trine Dyrholm) og Erik (Ulrich Thomsen), der grundlægger kollektivet ud fra devisen, at man bliver et lille menneske af at bo i et lille hus. Men der bliver hurtigt slået skår i fællesskabet, og den største prøve står, da Erik indleder en affærre med en ung kvinde, som han tilmed indlemmer i kollektivet – mens Anna stadig bor der, vel at mærke.

Erik og Annas efterhånden smuldrende ægteskab er fint observeret, understreget af Trine Dyrholm og Ulrich Thomsens formidable præstationer. Og uden at moralisere viser Vinterberg og Lindholm, hvordan idealerne om ukonventionel frihed krakelerer under almenmenneskelige følelser som jalousi, og hvordan det er svært for individet at finde sin plads i det fællesskab, Vinterberg dog alligevel ender med at hylde.

Der er komisk effekt i de øvrige kollektivmedlemmer, særligt i en kostelig castingscene, hvor folk som Fares Fares og Magnus Millang brillerer. I sidste ende fremstår de dog som lidt for flade figurer, og som ensemblefortælling smuldrer filmen paradoksalt i takt med kollektivet selv.

Det er ikke Vinterberg, når han er allerskarpest, men mindre kan også gøre det.

3. ’Forældre’

Skuespiller Christian Tafdrup spillefilmdebuterede med en fortælling af en slags, vi meget sjældent ser på dansk grund: En historie, der midtvejs skejer ud i en fabulerende-fantastisk retning, som vi i bedste surrealistiske Lynch-stil aldrig får en jordnært rationel forklaring på. Stærkt forfriskende!

Vi følger det aldrende ægtepar Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen), som oplever et eksistentielt tomrum, da deres søn flytter hjemmefra, det såkaldte empty nest-syndrom. Deres reaktion, med Kjeld som primus motor, er radikal: De flytter fra forstaden og ind i deres gamle ungdomshybel i byen i håbet om at genoplive deres egen ungdom.

Første og sidste tredjedel med den nænsomme skildring af Kjeld og Vibeke bringer i mindre målestok mindelser om film som Andrew Haighs ’45 Years’ og Mike Leighs ’Another Year’ og deres udsøgte små iagttagelser af ægtepar i livets efterår. Og man er i utroligt godt selskab med Malling og Jørgensen, to af Danmarks allerfineste karakterskuespillere.

De træder så tilbage i filmens midterstykke, en kamel, man lige skal sluge. Men er der noget, vi ikke har for meget af i dansk film, er det mod til at bryde de vante fortællemæssige forskrifter, så hatten af for, at Christian Tafdrup tør tage chancer med risiko for at dele vandene.

2. ’The Neon Demon’

Og apropos dele vandene. Der var mange, der hadede Nicolas Winding Refns syrede model-horror-film, som de affejede som en selvsmagende filmkunstners vitaminløse candyfloss.

Men overgiver man sig til den kontroversielle instruktørs egensindige filmunivers, er ’The Neon Demon’ æstetisk balsam for den blodtørstige sjæl. Historien om den unge og uskyldige Jesse (Elle Fanning), der opsluges af Los Angeles kyniske modeverden, er måske ikke den mest substanstunge, men Refns sans for rytme, dialektik mellem billede og lyd og drømmeriske tableauer slår igennem sammen med de tiltagende makabre indfald, som filmen skrider frem.

Man kunne godt ønske sig, at Refn finder tilbage til det humanistiske hjerte, der banker i ’Pusher’ og ’Drive’, og man må tro, han nu er kommet så langt ud på stiliseringsskalaen, som han kan komme. Men i forhold til ’Only God Forgives’ var der langt mere satirisk bid og spændingsmættet nerve i ’The Neon Demon’, der tilmed også skabte en halvrørende figur i Abbey Lees forsmåede, men hævngerrige Sarah.

1. ’Shelley’

En dansk horrorfilm fortalt med så stor stilistisk sikkerhed, at man ikke skulle tro, det var en debut.

Iransk-svenske Ali Abbasi, der er uddannet fra Filmskolen i Danmark, demonstrerer stort visuelt overskud og stringent fornemmelse for afdæmpet spændingsopbygning med sin film om et par, Kasper og Louise, der bor isoleret i en skovhytte. De vil gerne have et barn, men Louise har aborteret igen og igen, så da de udvikler et nært forhold til deres nye rumænske tjenestepige, Elena, overtaler de hende til at agere rugemor.

Graviditeten viser sig dog – mildest talt – ikke at være problemfri, og kombinationen af en afsidesliggende lokation uden moderne teknologi, foruroligende drømme, en åndemaner og et genstridigt foster danner grobund for en gyserhistorie med både psykologisk og samfundskritisk undertekst.

Abbasi prioriterer det afdæmpede, langsomt opbyggende gys frem for hurtige choks. Stemningsmæssigt er filmen i familie med ’The Witch’, båret af en udsøgt fotografering og stærke skuespilpræstationer fra Peter Christoffersen, Ellen Dorrit Petersen og Cosmina Stratan. Som metafysisk, psykologisk og mareridstsmanende slow-burn-horror er ’Shelley’ en sjældenhed i dansk film.

Læs også: De bedste film i 2016 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11

Læs også: Årets bedste serier – top 10-1