Den famøse voldtægtsscene i ‘Last Tango in Paris’ var alt for virkelig – Hollywood raser

Den famøse voldtægtsscene i ‘Last Tango in Paris’ var alt for virkelig – Hollywood raser
Maria Schneider og Marlon Brando i Bernardo Bertoluccis 'Last Tango in Paris' fra 1972.

Det er en af de scener, der sætter sig ubehageligt i kroppen. Den midaldrende Paul overmander den unge Jeanne og voldtager hende med en smørpakke, mens han får hende til at give afkald på katolicismen og alt det, der ødelagde hendes viljestyrke som barn.

En af de stærkeste scener fra Bernardo Bertoluccis klassiker ‘Last Tango in Paris’ viser sig nu at have været lige så voldsom for den 19-årige skuespillerinde Maria Schneider, som den skulle være for den 20-årige karakter Jeanne.

Helt tilbage i et interview med The Daily Mail fra 2007 fortalte Schneider om, hvordan voldtægtsscenen og dens forløb var en overraskelse for hende, da hverken Bertolucci eller medspilleren Marlon Brandon havde fortalt hende om, hvad der skulle ske. Scenen, der heldigvis kom i kassen i første take, blev derfor optaget uden Schneiders accept. Og der var ingen trøst eller forklaring at finde hos mændene, efter den barske optagelse havde fundet sted.

»Marlon sagde til mig: ‘Bare rolig Maria, det er bare en film’, men undervejs i den scene, selvom Marlon ikke gjorde det rigtigt, græd jeg virkelige tårer. Jeg følte mig ydmyget og for at være ærlig, følte jeg mig en smule voldtaget af både Marlon og Bertolucci«, fortalte hun dengang i 2007.

Nu, ni år senere, er sagen blusset op igen, da der for få dage siden dukkede en video op fra 2013, hvor Bertolucci bekræfter den nu afdøde Schneiders historie. I klippet fra en Q&A ved La Cinémathèque française fortæller Bertolucci i detaljer om hans og Brandos idé, der for maksimal effekt påkrævede, at Maria blev holdt hen i det uvisse.

»Jeg havde på en måde behandlet Maria horribelt, fordi jeg ikke fortalte hende, hvad der foregik«, fortæller han, men forsvarede samtidig fremgangsmåden, fordi han »ville have hendes reaktion som en pige, ikke en skuespillerinde. Jeg ville have, at hun skulle reagere ydmyget«.

Schneiders traumatiserende oplevelse har fået nutidens filmstjerner til ikke bare at se filmen i et nyt lys, men reagere voldsomt på de to mænds lyssky handling. Kvinder som Jessica Chastain, Octavia Spencer og Jenna Fischer (‘The Office’) lader høre fra sig, og Evan Rachel Wood, der for nyligt selv talte ud om sin voldtægt, har også givet sin mening til kende – se nedenfor.

Læs mere: Skuespillerstjernen fra ’Fuglene’ taler ud om Hitchcocks sexovergreb

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af