Et sikkert valg? Jimmy Kimmel bliver vært for Oscar-uddelingen 2017

Et sikkert valg? Jimmy Kimmel bliver vært for Oscar-uddelingen 2017

Rygterne har længe floreret i filmbyen, at den erfarne late-night mand og succesfulde Emmy-vært Jimmy Kimmel ville blive vært for verdens mest prestigefyldte filmfest. Men nu er hvisken og tisken blevet til faktum, efter den 49-årige vært for ‘Jimmy Kimmel Live’ offentliggjorde på Twitter, at han bliver vært for Oscar-uddelingen i 2017.

Valget af Kimmel understreger en tendens i tv-land, hvor netværkkanalerne trækker på late-night værter, når de skal finde værter til de årlige shows. Således bliver Jimmy Fallon fra NBC vært for Golden Globes i 2017, mens James Corden allerede har været vært for Tony og senere hen Grammys, der bliver vist på CBS, mens Kimmel nu erobrer ABC’s Oscars og tidligere altså stod i spidsen for deres Emmy-uddeling.

Ifølge Deadline.com har Oscarshowets producenter dog også været sent ude i forhold til at finde årets vært, hvilket har begrænset valgfriheden. Med mindre end tolv uger til showet, hvor de fleste store stjerner allerede er booket, var tv-værten Kimmel et sikkert valg til at løfte den store opgave i både forberedelsen og som vært ved uddelingen.

Oscar-akademiets direktør Dawn Hudson udtrykker (selvfølgelig) tilfredshed med beslutningen: »Oscar-uddelingen er i trygge hænder hos Jimmy«, udtalte hun i en pressemeddelelse efter annonceringen.

»Han er knivskarp, sjov og uforudsigelig og har vist, at han er en mester i live-tv, hvilket er perfekt for tv-seerne, der følger med verden over«.

Oscar-uddelingen 2017 løber over skærmen den 27. februar 2017.

Læs mere: Historiens fem bedste Oscar-værter – og de værste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af