’Lægen fra Chaussy’: ’De urørlige’-stjerne overskygges af jordbunden kvinde
Empatien og den menneskelige varme er altomsluttende som et lunt karbad i Thomas Liltis ’Lægen fra Chaussy’. Den franske filmskaber, der egentlig er lægeuddannet, skildrer – som i hans foregående film ’Hippocrate’ (2014) – livet som læge. Denne gang er det dog ikke en grøn turnuslæge på et storbyhospital, men derimod en velanset landsbylæge, Lilti stiller skarpt på.
Det er gennemsympatiske François Cluzet fra ’De urørlige’, der spiller landsbylægen Dr. Jean-Pierre Werner. Han bliver i filmens åbningsscene diagnosticeret med en hjernesvulst og beordret til at trappe ned med arbejdet i sin lægepraksis i den lille, nordfranske by Chaussy. Overlægen på hospitalet kender imidlertid den arbejdsomme Dr. Werner godt nok til at vide, at han ikke frivilligt sygemelder sig. Derfor sender han kollegaen Nathalie Delezia (Marianne Denicourt) til Chaussy, så hun kan aflaste landsbylægen.
Det går selvsagt ikke gnidningsfrit for sig, når en gammel hund skal lære nye tricks. Jean-Pierre kender jo allerede alle tricksene. Rutinerne sidder på rygraden efter 30 år med lægepraksis i samme by. Han er lige så meget patienternes gamle ven, fortrolige, sociale rådgiver og psykolog, som han er praktiserende læge. Sådan en fasttømret institution lader sig ikke erstatte.
Stolt som han er, vil Jean-Pierre ikke indvie Nathalie i sin alvorlige sygdom. Den uundgåelige konfrontation lurer konstant i filmens kulisse som dramatisk klimaks, men forløses overraskende lavmælt og ganske rørende af Cluzet og Denicourt. Samspillet de to imellem er således hovedårsag til at indløse billet til Thomas Liltis ellers lidt for pæne og velmenende fortælling om livets gang for en landsbylæge i Nordfrankrig.
50-årige Marianne Denicourt, der startede karrieren med mindre roller hos nybølge-instruktøren Jacques Rivette i starten af 1990’erne og har arbejdet fast siden, fortjener et bredt gennembrud i kølvandet på ’Lægen fra Chaussy’. Denicourt er fåmælt og jordbunden. Mundvigene vender naturligt en anelse nedad og får hende til at ligne en kvinde, der har en årsag til ikke at smile mere end højst nødvendigt. Jovist er François Cluzet filmens ubetinget største stjerne, men det er Marianne Denicourt, der stjæler samtlige scener.
Spændingsmotoren i ’Lægen fra Chaussy’ har ikke mange hestekræfter. Fortællingen tøffer godmodigt afsted fra patient til patient. En lykkelig, ung kvinde bliver gravid, men kæresten overtaler hende snart til abort. Også i anden ombæring. Nathalie rådgiver søstersolidarisk, men landlivet er noget ganske andet end i storbyen, erfarer hun. Mere dramatisk og en smule blodigt, ligefrem, bliver det dog, da byens trinde borgmester kommer til skade med en båndsav og de to umage lægekollegaer må samarbejde for patientens overlevelse.
Endelig er der den tudsegamle monsieur Sorlin, hvis helbred har skrantet i årevis, men som Dr. Werner har givet sit ord på ikke vil ende sine dage på et hospital. Professionelt kan Nathalie dog ikke stå inde for, at Sorlin ikke får den nødvendige behandling, og hun indlægger ham derfor. Menneskeligt kan Jean-Pierre derimod ikke bære at se den gamle Sorlin umyndiggjort i den kridhvide hospitalsseng. Begge har gode argumenter, og selvom Lilti tydeligvis sympatiserer stærkest med landsbylægens moralske kompas, nedgør ’Lægen fra Chaussy’ på intet tidspunkt Nathalies mere regelrette tilgang til medicinen.
Filmen fungerer i visse scener som et pænt og empatisk debatindlæg, hvad angår de franske landdistrikters sundhedspolitik med supersygehuse, lægemangel og behovet for digitalisering af patientjournaler. Landsbyens sammentømrede fællesskab og noble dyder overvinder selv de største udfordringer hos Thomas Lilti.
»Selv en hjernesvulst?« spørger du. Gæt selv.
Kort sagt:
Det opløftende franske drama ’Lægen fra Chaussy’ er befolket af så glimrende skuespillere, at du nogenlunde kan leve med instruktør Thomas Liltis tyrkertro på landsbysamfundets helbredende kraft og en spændingsmotor i tøffegear.